Incredibles 2 (Brad Bird, 2018)
Jeg har ikke lige tid til en fuldblods anmeldelse, så bare lidt noter om filmen, som jeg så til den (meget sene) danske premiere i torsdags.
Vi lagde ud med den seneste Pixar-kortfilm,
Bao, der vanen tro er velanimeret, men også desværre - vanen tro efterhånden - er sukkersød og pussenusset og meget langt fra den sprudlende idérigdom, Pixar udviste de første mange år.
Incredibles 2 har fået enorm ros rundt omkring, men jeg er desværre ikke helt så begejstret, som jeg havde håbet på. På mange måder er det en virkelig vellykket film - den er (naturligvis) rasende flot, tempofyldt og uendeligt meget bedre end størstedelen af det CGI-skrammel, som distributører og filmselskaber synes, at vi skal spises af med. Vi lægger ud med et brag fra start, og den lange slutning, der giver MCUs actionsekvenser kamp til stregen, er lige til at få åndenød af, men der er dele af midtersektionen, der halter. Her er det Elastiwoman, der er den bærende karakter og jager en mystisk skurk, the Screenslaver, mens Mr. Incredible er blevet hjemmegående husfar. Især synes jeg, at en del af humoren kikser. Jo, det er da meget sjovt at se de to voksne bytte roller, men mange af gags'ne er temmeligt forudsigelige, og selv om jeg sagtens kan relatere til problemerne med at få familielivet til at hænge sammen med arbejds-ditto, er der for meget tøhø og for lidt klasken på låret.
Jack-Jack-sekvenserne er til gengæld skideskægge, men de føles også en smule som Scrat-indslagene i Ice Age - sjove, men også ret løsrevne fra resten af historien (Edna Mode er lige blevet skohornet ind i den sammenhæng og er filmens svageste element).
Endelig er skurkens motiv ikke særligt ophidsende, og selv om filmen kaster en bunke temaer op i luften, bliver de ikke brugt til ret meget. Summa summarum foretrækker jeg etteren, men denne her er bestemt et par timer værd. Efter 14 års ventetid og en syndflod af superheltefilm i mellemtiden havde jeg dog håbet på lidt mere.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film