Det er efterhånden noget tid siden at TLJ er udkommet og nok alt for sent til en ”rigtig” anmeldelse. Men jeg har haft tid til at få set filmen nogle gange, set nogle forskellige anmeldelser og læst lidt hvad andre folk synes om filmen, så der er kommet inspiration fra andre steder til at kunne skrive min egen anmeldelse. Det blev for øvrigt et lidt langt skriv - sorry.
Jeg har været fan af Star Wars i lige så lang tid jeg kan huske – dvs. fan af Episode IV – VI. Jeg kunne rigtig godt lide The Force Awakens, selvom der nok var liiidt for mange ligheder med A New Hope og hele Dødsstjerne ideen var lidt for slidt.
Men så kom The Last Jedi…og min interesse for Star Wars faldt. Til at starte med var det virkelig svært at sætte en finger på hvad der ikke fungerede, men som flere reviews er inde på er det en blanding af flere ting der ikke fungerede (i hvert fald for mig).
Et af de helt store problemer med historien for mig er hvor meget den prøver at holde filmgængeren interesseret og spændt er med overraskelser, men i stedet trækker et tæppe af ligegyldighed over historien, karaktererne og fortællingen generelt.
Den fik meget ros for at være nyskabende og ”subvert expectations”, hvilket på mig virker som en forkert vej at gå for anden film i trilogien eller den ottende i Star Wars universet. Det er åbenbart det der var hensigten helt fra starten, da Rian Johnson fik lov til at gøre præcis hvad han ville med manuskriptet (
https://theplaylist.net/rian-johnson-jj ... -20180306/) .
På mig virker det helt hul i hovedet at man sætter sig ned og skriver en historie i tre dele, hvor man, formodentlig, har en ide om hvilken retning historien skal have og hvilken udvikling karaktererne skal have. I stedet starter man med at fortælle den første historie og siger derefter til historiefortæller #2 at han kan gøre hvad han vil, og som Daisy Ridley siger: ”[…]I do believe Rian didn’t keep anything from the first draft of the ‘Episode VIII’ script”.
Skide godt.
Det er hele den uforudsigelighed der gør at tingene bliver ligegyldige. Og der er mange af dem!
1. Den dramatiske åbningsscene hvor Rey giver Luke hans gamle lyssværd, men SNYDT! Luke er lige glad og kaster lyssværdet væk
2. Kylo skyder Leias rumskib i stykker og Leia bliver suget ud i rummet, men SNYDT! Leia har Kraften og svæver tilbage ind i skibet
3. Rose og Finn skal finde en ”master codebreaker” som er den eneste person i hele galaksen der vil kunne hjælpe dem, men SNYDT! De bliver smidt i spjældet og en tilfældig kriminel kan hjælpe dem i stedet
4. Den tilfældige kriminelle hjælper dem med deres plan, med SNYDT! De bliver afsløret og taget til fange i stedet
5. Holdo er en dårlig leder og har ingen anelse om hvordan rebellerne skal undslippe The First Order, men SNYDT! Hun er faktisk en god leder der har en plan
6. Luke snakker med Yoda og truer med at brænde træet og de hellige Jedi skriftruller, men SNYDT! Yoda får lynet til at slå ned og brænder skriftrullerne da Rey alligevel ved det hele og skriftrullerne er ligegyldige
7. Snoke er en stor og vigtig Sith fyrste, men SNYDT! Han var bare en random badguy der blev slået ihjel og det er lige meget
8. Reys forældre er meget vigtige og det er spændende at finde ud af hvem de er, men SNYDT! De er fuldstændig tilfældige personer og vi er lige glade med hvem de er
9. Finn ofrer sig selv for at smadre The First Order rambukken, men SNYDT! Rose ofrer sig selv så hun dør i stedet for Finn
10. Luke kæmper mod Kylo og Luke laver en ”Obi-Wan” så Kylo dræber ham, men SNYDT! Luke var der ikke i virkeligheden, han var der kun gennem Kraften. Og SNYDT IGEN! Han døde alligevel!
Misforstå mig ret, et twist kan virke rigtig godt, eks. I am your father, men det er fordi der ikke er andre twist i hele filmen. Filmgængeren sidder klistret til lærredet og ser filmen der følger en nem bue og pludselig er der et uventet twist.
I TLJ bliver det brugt så ofte at det til sidst føltes som at sidde og se på et afsnit af skjult kamera.
Marvel har haft ret god succes med de film de har lavet og en stor del af det har nok været humoren i de film. Det kan også argumenteres, at voksne der klæder sig ud i spandex er et spøjst koncept, så derfor er det nødvendigt med humor. Det er svært at tage superhelte ideen 100% alvorlig.
Sådan er det ikke med Star Wars. Det er en helt ”almindelig” historie der tilfældigvis foregår ude i rummet. Det er måske mig der er blevet gammel og sur, men hvorfor skal Luke drikke grøn mælk fra et mærkeligt dyr han lige har malket. Hele ideen med porgs og de mærkelige nonner på øen forstår jeg slet ikke og hvad værre er, så synes jeg at de virkelig dårlige forsøg på humor ødelægger scener der ellers kunne have haft en god, seriøs historie.
Noget jeg også synes var virkelig ærgerligt ved TLJ er hvordan Luke er gået fra at være den mest optimistiske person i galaksen til at være den mest bitre…
Luke Skywalker var optimisten der snakkede med sin far, der nok var den ondeste person i galaksen og manden der dræbte Lukes læremester, og Luke sagde stadig til ham ”I know there is still good in you”. ”A New Hope” må være Luke der er det nye håb i kampen mod imperiet. Men OK, hvis Luke virkelig er blevet så bitter, så tryllebind os med en tragisk historie om hvorfor han er så bitter, i stedet for ”min nevø har et mareridt, jeg må hellere slå ham ihjel for en sikkerheds skyld”.
For øvrigt så forstår Mark Hamill det heller ikke
https://movieweb.com/last-jedi-luke-sto ... nderstand/En anden motivation for en karakter jeg heller ikke forstår er Rose. Hendes søster dør i en kamp for noget hun tror på og det virker som om at Rose har præcis den samme idealisme. Hun er klar til at ofre alt for at beskytte rebellerne og slå The First Order.
Men da Finn ofrer sig og vil ødelægge rambukken der er ved at smadre dørene til basen hvor de sidste rebeller er, ofrer Rose sig så Finn kan overleve. I starten taser hun ham fordi han vil desertere, men nu skal han reddes, på bekostning af resten af rebellerne, fordi ”You fight to save what you love.”. Excueeeze me?!
Måske en mindre detalje, men i Episode VI ser det ud til at Emperiet bliver ramt temmelig hårdt; Vader dør, Kejseren dør, Dødsstjernen bliver sprunget i luften og super Star Destroyeren som Vader er på bliver også sprunget i luften, og formentlig størstedelen af Emperiets tropper. Men 30 år senere er The First Order nærmest større end Emperiet var?
Alt i alt har jeg mistet al interesse for Star Wars og hvad der sker med karaktererne. Til gengæld er jeg ret spændt på den næste Avengers film, hvilket jeg aldrig nogensinde havde troet jeg ville sige for 10 år siden.
En kort artikel forklarede ganske fint hvorfor Marvel klarer fortællingen bedre: ”Because Avengers: Infinity War treats its heroes better and with more respect, offers better eucatastrophes, has better humour, and gave fans what they wanted rather than try and reinvent the wheel.”
Luke Skywalker og Captain America er to karakterer der egentlig kan sammenlignes ret godt med hinanden; de gør begge hvad de føler er rigtigt, de beskytter altid dem der har brug for det, de er loyale overfor deres venner og de er begge gået i eksil.
Men hvor Skywalker bliver deprimeret, ikke vil kontaktes af omverden og ikke vil hjælpe når der er behov for det, så er Captain America med det samme klar til at være der for vennerne. Uden nogen form for overtalelse. Og Cap giver alt hvad han har for sine venner, som i slutningen af Infinity War hvor han kæmper mod Thanos der er klart overpowered i forhold til Cap, men Cap vælger ikke desto mindre at tage kampen op. Og Cap’s blik siger nærmest alt i den scene.
Hvorfor har Luke ikke fået det øjeblik i TLJ. Det kunne godt have været en god løsning, i stedet for at skulle genopfinde den dybe tallerken.