Christopher Nolan er formodentlig en af de moderne A-liste-instruktører, der deler vandene mest. Mens de fleste kan blive enige om, at Fincher som minimum er teknisk dygtig og også en glimrende historiefortæller, har filmbuffs rundt omkring enten forskanset sig i "In Nolan We Trust"-fanboy-skyttegraven eller i "Kejserens Nye Klæder"-lejren. Måske har ens udgangspunkt i den sammenhæng en betydning for, hvilket udbytte man får af Dunkirk.
For Dunkirk er umiskendelig Nolan'sk - teknisk flot, medrivende, men også med adskillige elementer, som Kejserens-lejren vil pege på som gimmick-agtige eller tomme kalorier.
Men det er svært at komme uden om, at filmen, der på overfladen ligner endnu et klassisk krigsdrama, skiller sig markant ud fra de fleste af sine artsfæller. Det bør som minimum give en vis anerkendelse. Fraværet af mange af genrens faste elementer er markant. Her er kun få nøglepersoner at engagere sig i. Dialogen er stærkt begrænset. Her er ingen soldater, der underskriver deres egen dødsdom ved at vise et foto af deres kæreste frem. Ingen heroiske peptalks. Ingen "brothers in arms"-grupperinger. Ingen Ryan, der skal reddes.
Til gengæld er der så meget andet. Scener forskudt i tid og synsvinkel samt krydsklip mellem luft, strand og redningsaktion er med til at optegne det kaos og den usikkerhed, de involverede må have oplevet. Lige fra startscenen, hvor en af vores hovedpersoner må løbe for livet under kraftig beskydning, er budskabet klart - ingen kan vide sig sikker. Reddet det ene øjeblik, ramt af en eksplosion det næste. Og enhver er mest sig selv nærmest. Plottet er stort set fraværende og i stedet erstattet af følelsen af
at være til stede i situationen.
Flyvescenerne er teknisk imponerende og nervepirrende - det meste af Tom Hardys ansigt er gemt bag en iltmaske, men manden kan heldigvis spille (!) med øjnene. Kenneth Branaghs officer er stormens øje, der skal bevare det kølige overblik, omringet af tyske tropper og med ansvaret for 400.000 soldater. Og Mark Rylance er et studie i underspillet troværdighed som britisk skipper, der føler sig kaldet til at deltage i redningsaktionen.
Men al denne spænding har en pris, og filmen er ikke perfekt. Især ét område skiller sig ud. Zimmer har leveret noget glimrende musik til Nolans film de senere år, og det gør han i princippet også her. Det er den måde, den bliver brugt på, der halter. Jeg har sjældent set en film, der havde et så insisterende lydside. Zimmers væg-til-væg score er funktionel, men der er alt for meget af den, og den er for insisterende. Selv i scener, der kunne (og burde) have været en åndepause, giver tyskerens toner os ikke en åndepause. Da da da da da DA DA DA DA da da da da. Det er to mennesker, der snakker, men pulsen skal op.
Men som bekendt ingen højdepunkter uden lavpunkter. Dynamik.
Til gengæld skal der lyde ros for at holde sig på lidt over 100 minutter.
Dunkirk er endnu en film, der deler DAHFs vande. Jeg er ikke fanboy, men vil anerkende, at filmen er et tiltrængt, anderledes
take på en ellers noget udpint genre.