Som mangeårig Acca/Dacca-fan er jeg nødt til at give mit besyv med her. Især nu hvor bandets trofaste bassist siden mit fødeår 1977, Cliff Williams, netop har meddelt, at han stopper, når den igangværende turné slutter til september.
Lad mig starte med at slå fast: Det jeg har hørt indtil nu med Axl som forsanger, har overrasket mig aldeles positivt.
Har jeg så set koncerten i Århus? Nej. Er det stadig AC/DC for mig? Nej
Jeg er stor beundrer af Guns n' Roses. De er vel mit favoritband på tredjepladsen lige efter Queen og AC/DC. Axl Rose er og især var en sublim og unik vokalist med et helt fantastisk varieret repetoire, og som nævnt, så har jeg været positivt overrasket over, at han ligeså stille er vokset med opgaven som vikar i AC/DC.
Når det er sagt, så lyder det stadig ikke rigtigt i mine ører. Uanset hvor upåklageligt jeg så synes han gør det den gode Rose. Hans stemme er tilbage på næsten samme niveau som i de glade 90,ere, og det alene er en kæmpe bedrift, da han for ikke så få år siden lød aldeles slidt og udbrændt. Kombinationen af AC/DCs lyd og Guns n' Roses vokal kan jeg så bare ikke forene. Jeg holder også både af hjemmelavet bearnaise-sauce og whiskey ditto. Begge dele smager fortrinligt - jeg kunne dog aldrig finde på at blande dem.
Jeg har snakket med mange, der har ytret sig negativt om min holdning til at Axl ikke er AC/DC. Nogle har sågar (i mine ører blasfemisk) proklameret, at de sgu var ligeglade med hvem der sang, de skulle bare høre en fed rockkoncert. Sådan virker det ikke for mig som inkarneret AC/DC-rocker. Jeg har slet heller ikke købt postulatet fra flere om, at de ligefrem fandt Axl en bedre forsanger for AC/DC end Brian Johnson!
At folk har rost koncerten i f.eks Århus kunne ikke glæde mig mere. Kollegaer der deltog, kom triumferende og fortalte mig, at jeg var gået glip af en fed koncert. Jeg svarede, at det ville jeg gerne tro, og at jeg synes der var vildt fedt, at de havde fået valuta for pengene, samt at jeg gerne ville tro, at jeg var gået glip af en fed koncert...jeg måtte dog stædigt tilføje, at jeg ikke på nogen måde var gået glip af en AC/DC-koncert, for sådan een havde ikke fundet sted. Jeg er i den grad blevet belært om dit og dat og om både at være fan og om at lytte til god rock.
Min indre musik-nørd hvad netop AC/DC angår stritter dog gevaldigt imod her, og jeg vil i et slemt anfald af egoisme og subjektivitet ikke tøve med at udråbe mig selv til mere konsekvent og vidende trofast fan, end de pøbel-publikummer der "bare kommer for at høre noget fed' rockmusik" og som iøvrigt hverken aner hvad "Powerage" er eller hvem Mark Evans, George Young eller Simon Wright er for mennesker. Dermed ikke sagt, at man ikke kan elske bandets musik, endsige nyde en god koncert, man skal bare i min bog vare sig for, at udtale sig om hvad der er AC/DC og hvad der ikke er AC/DC.
I princippet døde AC/DC-lyden da Malcolm Young måtte trække stikket inden den igangværende Rock or Bust-tour og ditto album. Den helt unikke sound der holdt vand i mere end 40 år, var først og fremmest defineret ved sammenspillet mellem rytmeguitarist Malcolm og lillebror Angus på leadguitar - intet over og intet ved siden af. De to grundlæggere (sammen med storebror George og resten af den til Australien emigrerede Young-klan) var definitionen på AC/DC. Intet ondt om nevø Stevie Young som afløser for Malcolm (det gjorde han med ubemærket dygtighed allerede under en del af Blow Up Your Video-touren i 1988, da Malcolm var på afvænning for et ustyrligt alkohol-misbrug) - han spiller fremragende rytmeguitar. Han er bare ikke Malcolm, for Malcolm var unik og måske verdens bedste på sit felt, og i sit telepatiske samspil med Angus opstod AC/DC-lyden. Den fik selvfølgelig kronen på værket med uforlignelige Bon Scotts vokal, men lyden kunne jo altså fortsætte selv efter Bons alt for tidlige død i 1980, da Brian Johnson blev ansat som permanent afløser.
"Jamen, Brian Johnson er jo selv ikke den originale forsanger, så hvorfor kan du ikke se det som AC/DC med nok en ny forsanger", har de undrende spørgsmål lydt til undertegnede.
Fordi Axl Rose synger nogle sange der ikke er hans! Færdig. Brian Johnson var ikke vikar - han blev en permanent ny forsanger fra 1980, og har altså 36 års ancennitet i AC/DC. Han synger ikke bare de samme sange som Bon, nej - han har rent faktisk selv været med til at skrive flere af dem deriblandt nogle af gruppens allerstørste hits fra verdens næstmest sælgende album; Back in Black fra 1980. Nok havde AC/DC ramt toppen med udgivelsen af Highway to Hell i 1979, men paradoksalt nok kom der altså en endnu større succes, gruppens peak til dato, med den legendariske 1980-udgivelse (som vitterligt er eet langt stykke gennemført stykke med rock-musikalsk historie). Back in Black, Hells Bells, Rock n' Roll ain't Noise Pollution, You Shook Me All Night Long og Shoot to Thrill er ikke bare legendariske numre fra Back in Black albummet, de er også skrevet af Brian selv (og selvklart musik-komponeret af Malcolm og Angus), og derfor er han mere end bare en vikar. Bevares, Axl gør det rigtigt godt også på disse numre, og Brian Johnson synger da også Bon Scott-numre, men det ER altså Guns n' Roses vokal på AC/DC-numre. Skide flot fyret af, men det er ikke AC/DC. Er sikker på, at Brian Johnson også ville kunne fyre den af som vikar i GnR. Han ville helt sikkert kunne give en vellydende udgave af Paradise City eller Welcome to the Jungle, men det ville stadig væk ikke lyde som det det skulle være. Keep things apart!
Så med forsangeren gennem 36 år væk og med frafaldet af 50% af lyden, så ER det bare ikke AC/DC mere. Jeg er lykkelig for som 19 årig i foråret 1996 at have overværet koncerten i Forum som del af Ballbreaker-turneen. Brian Johnson som forsanger, Angus på lead, Malcolm på rytme, Cliff på bas og Phil Rudd på trommer. Bum! Det er det sidste ægte AC/DC-set-up. Samme sammensætning der gav den forrige turné - Black Ice-Tour, og som var helt på toppen på især koncerten i River Plate, Argentina.
Set-uppet pt består af Axl Rose, Angus Young, Stevie Young, Cliff Williams og Chris Slade. Angus er eneste mand der har været med fra starten, Phil Rudd satte sig ved trommerne i 1975 (forlod dem i 1983 efter Flick of the Switch-albummet var afsluttet, og vendte tilbage i 1993/94 til 2014. Trommeslagere i mellemtiden var Simon Wright og Chris Slade), Cliff trådte til i 1977 (første album for ham var "Powerage" fra 1978, selvom mange kilder hævder, at bassen på de fleste af numrene på dette album, er indspillet af George Young!). Stevie Young afløste Malcolm i 2014 og Chris Slade vendte tilbage til trommerne i 2015 (han var med på trommer på "The Razors Edge" albummet fra 1990). Pr. i går, 7 juli 2016, meddelte Cliff Williams så, at nu er det også slut for hans vedkommende, når Rock or Bust-touren slutter til september i år. I min verden bør "drengene" kalde det en dag - vælge bust fremfor rock, og sige "det var det". Jovist, Brian arbejder på at kunne vende tilbage og Angus er stadig et energibundt af en guitar-virtous, men AC/DC-delen bør de altså nu begrave. Kald det Angus Young and Friends - kald det hvad de vil, bare de lukker og slukker AC/DC-brandet og bandet med værdighed. De mangler ikke smør på brødet, og Angus kan sagtens køre det sidste stykke mod pensionen som f.eks gæsteoptræder i Guns n' Roses og lignende.
De har gjort det fantastisk. Trodset alle odds og bare fulgt mantraet fra eet af deres første hits - It's a long way to the top, if you wanna rock'n roll! Hele svineriet solidt og sikkert top-styret af Young-klanen til mindste detalje. Kritikerne siger, at AC/DC kun har spillet det samme nummer i 40 år, og at de aldrig har flyttet grænser. Vi andre siger, at de netop ved at være tro mod det musik de kan, den musik de om nogen er allerbedst til, ved netop ikke at lade sig styre af tidernes trends og nye skiftende vinde, derfor netop har flyttet grænser, for hvad der muligt. De samme tre akkorder har holdt dem i live i over 40 år og har solgt dem over 200 millioner af albums. Det er uforfalsket no-bullshit hard rock and roll med en vokal, to guitarer, en bas og et trommesæt. Ingen fancy synthezeisere fordi moden dikterer det - ingen slinger i valsen overhovedet. Det fans verden over vil have, det har fans verden over fået, af nogle af verdens bedste til deres gesjæft. Det er rock-rødder sået af fagets dygtigste og i nogle tilfælde fælt undervurderede fagfolk. AC/DC har deres egen lyd og de har skabt det hele selv. Det er de andre i genren der må se op til dem, når der gælder det hårde rock og det skarpe rul.
Derfor kan de med ro i sjælen sige stop og tak. Derfor er jeg, som dedikeret fan også i min bedste ret til at sige, at uden Malcolm, uden Brian, uden Phil og snart uden Cliff, så er det, alt-dominerende Angus til trods, ikke længere AC/DC og det kan en ellers fremragende respektaftvingende sympatisk Axl Rose ikke lave en millimeter om på. De helt hårde mener, at AC/DC døde med Bon - det er jeg alligevel for stor en beundrer af den opgave Brian Johnson løftede i 36 år til at mene, selvom jeg afgjort er allermest positiv for de albums der kom i Bon Scott-perioden (mit favorit-album er stadig High Voltage). Back in Black er som nævnt en mile-pæl i rockhistorien, og var bandet lagt i graven med Bon, så havde vi desuden heller ikke fået numre som For Those About to Rock, Thats the Way I Wanna Rock N' Roll, Who Made Who, Thunderstruck, Hard as a Rock, Big Gun, Stiff Upper Lip og Rock N' Roll Train for nu bare lige at nævne de mest kendte, og hvor havde det da været trist!
Senest rettet af Henriksen lør jul 09, 2016 11:01, rettet i alt 4 gange.
|