Oktober har indtil videre været en
urimelig god måned (ingen film under fem stjerner) - men det har haltet lidt med tiden til at skrive om dem, så for at opsummere for de hungrende masser...
Nick Cave: 20,000 Days On Earth er nok den mest helstøbte musikdokumentar, jeg til dato har set. I stedet for at prøve at dække hele Nick Caves virke, hvilket kunne blive en kende udmattende, har man valgt at lave et nedslag i en enkelt dag (plus-minus) i mandens liv, selvfølgelig med masser af tråde tilbage i tiden.
Dokumentaren er fokuseret og bliver ikke tynget ned af ligegyldige detaljer. Men elegant filmet, utroligt organisk struktureret og med den evigt karismatiske Cave i front kan man ikke gå helt galt. Når han så oven i købet har en masse intelligent at sige om musik, kreativitet, fans, liv, død, barndom, forældre og det britiske vejr, så er vi oppe og ringe. Jeg har stor respekt for hans musik men er ikke hardcore fan, og det er heller ikke nødvendigt for at få stort udbytte af filmen. Jeg blev i alt fald mere end almindeligt inspireret. Afsted, afsted! (5½/6)
The Thief of Bagdad (Michael Powell m.fl., 1940)
En ond storvesir ved navn Jaffar. En gadedreng. En prinsesse. En naiv konge, der elsker legetøj. Et flyvende tæppe. Lampens ånd. En tyv ved navn Abu. En kongelig, der forklæder sig for at komme uset ud blandt sine undersåtter. Indespærring og flugt fra fængslet.
Skulle en eller anden hér tænke Aladdin, ville jeg ikke fortænke dem i det, men det er alt sammen fra The Thief of Bagdad. Ja, jeg kender selvfølgelig 1001 Nats Eventyr, og begge film trækker på inspiration derfra, og ja, Thief of Bagdad er en genindspilning af en film med Douglas Fairbanks fra 1924 - men lighederne er alligevel... overvældende. Disney har nok "lånt" lidt mere end de burde, men når deres resultat var så vellykket, kan man kun læne sig tilbage og hygge sig med at spotte alle de steder i 1940, der har ageret forbillede.
Historien er, med visse variationer, den samme - her er det dog kongen, Ahmad (John Justin), der lokkes i baghold af sin onde vesir (en særdeles veloplagt Conrad Veidt, nok bedst kendt for Casablanca) og i fængslet møder Abu (ikke en abe, men en gadedreng), og sammen stikker de af for at møde den urimeligt uopnåelige prinsesse. Der er selvfølgelig alskens forhindringer, alt sammen filmet i overdådig Technicolor, flotte kulisser og farvestrålende kostumer - og nogle, for tiden, meget avancerede effekter, inkl. den første større brug af bluescreen, der får tæpper og ånder til at flyve.
Jeg er en total
sucker for de her gamle eventyrfilm, og selv om den ikke kan måle sig med mesterværket
The Adventures of Robin Hood - Justin mangler det meste af Flynns karisma, og manuskriptet kunne godt have droppet noget af den gumpetunge dialog - er det blændende underholdning for store og små i familien. (5/6)
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Peter Strohm var dog en del mere hårdtslående end " Trenchcoaten fra Hannover".
fra en 86-87 stykker
