De seneste fire uger har min familie og jeg været på en fantastisk rundrejse i Singapore, Cambodia og på Borneo, så det har pænt sagt været småt med film. Men det er også ok ind imellem
På rejsen over havde jeg 12 timer at slå ihjel, men det blev kun til en enkelt film (der var nødt til at være med undertekster pga. larmen):
Avant l'hiver/Før Vinterkulden (2013)(får premiere herhjemme til oktober) - Daniel Auteuil og Kristin Scott Thomas spiller et ægtepar, hvis langvarige forhold efterhånden knirker en del. Så da Auteuil, der er læge, begynder at blive opsøgt af en af sine ekspatienter, har hans kone snart antennerne ude efter tegn på et eventuelt sidespring. Men den tidligere patient har sin egen agenda, og den gode læge kommer snart ud, hvor han ikke kan bunde.
Der er vist langt mellem de virkeligt mindeværdige filmoplevelser i fly, men skal det endelig være, er et lille drama som dette nok ikke det værste. Auteuil og Thomas (der også spillede med i instruktørens debut,
Jeg Har Elsket Dig Så Længe) gør det udmærket, men der er noget lidt gumpetungt og en smule rutinepræget over hele dramatikken - og selv om der pointerne aldrig fodres med skeer, bliver filmen aldrig andet end jævnt interessant. (3½/6).
Så var der en længere filmpause til vi skulle 5½ time med bus på Borneo (ubetinget den mest slingrende og kvalmefrembringende bustur, jeg nogensinde har været på). Vi kom ind midt i
Man of Steel, så der var desværre kun bulder-og-brag-delen tilbage. Der var ikke skruet ret højt op for bussens i øvrigt potente lydsystem, så det var svært at følge dialogen ind imellem. Jeg lærte dog hurtigt, at a) Der bliver sagt ret meget "Argh!" i MoS, og at b) "Argh!" hedder "Argh" på malaysisk.
Oplevelsen blev kun løftet af, at skærmen var dekoreret med noget juleagtig, hvidt pynt midt i 32 graders varme:
Jeg fik løbende forklaret min let skræmte og også fascinerede 5-årige søn, at alt smadderet bare var noget de legede, og at de kun sloges for sjov. Men så var filmen færdig, og til ære for den tredjedel af passagererne, der vel var under 9-10 år, blev der skruet godt op for lyden, for nu skulle vi se... The Raid 2. Øhm godt så, og nu skal du se min dreng, det er nok ikke liiiige noget for dig, men kig du bare ud af vinduet den næste 2½ time, mens du holder dig for ørerne....tænke tænke tænke, det er sgu nok en nedklippet udgave. Men filmen, der åbenbart er forbudt i landet var tydeligvis
ikke censureret, og der var godt med teaterblod, hjernemasse og - som sagt - højt lydspor. Det er sgu familievenlig inflight-underholdning, der vil noget
Nå, malayer må vide noget om børneopdragelse, som jeg ikke ved, så efter 10 minutter gik jeg ned og spurgte, om de eventuelt havde noget, der var bare en tak mindre voldeligt. De så meget uforstående ud, men vi fik da en lokal komedie i stedet. Rædselsfuld, men en fantastisk erstatning
I Kuching på Borneo fik jeg set
Dawn of the Planet of the Apes (15 kr i en Dolby 7.1-bif, ja tak da!). En overraskende afdæmpet og underspillet blockbuster, der tager sig god til til at etablere karakterer og miljø, og med afsindigt vellignende aber
front and center og et ganske vellykket drama, der udspringer logisk af den første film. Jeg ved ikke, om historien er lige så vedkommende som Rise..., og den er måske lidt rigeligt lige ud ad landevejen, men skuespillerne gør det godt (Gary Oldman desværre i en lidt for lille rolle) i samspillet med CGI-dyrene. Absolut en positiv sommeroplevelse. (4½/6).
På flyveturen hjem fredag, dvs. dagen efter ulykken i Ukraine, fik jeg set
Office Space, mens jeg ihærdigt prøvede på ikke at tænke på flyruter og løsslupne missiler. En af de film, jeg aldrig har fået set - men den var ret vellykket - karakterne sidder lige i skabet, og har man nogensinde arbejdet på kontor, kunne man nok blive inspireret til et par kætterske tanker eller to. Havde nok været endnu sjovere i det rette selskab og med bedre lyd, men jeg var i alt fald godt underholdt i halvanden time (4/6).
Og endelig er man hjemme med sin filmsamling og projektor, og ja, de har sgu været lidt savnet