Torsdag på PIX, og nu er der et par dages pause, hvilket egentlig passer mig meget godt. Ja, jeg er en træt, gammel mand
In the Name of the Son (Vincent Lannoo, Belgien, Frankrig 2012) - Elisabeth er mor til to og indbegrebet af en god katolik, der rådgiver om tro i radioen og opdrager sine børn som sande kristne. Men det pæne billede bliver slået i stykker, da et familiemedlem dør i en skudulykke og et andet blæser hjernen ud efter at have opdaget, at han er bøsse. Og da der også introduceres et antal pædofile præster og en helt igennem perfid biskop, der giver hende skylden for alle ulykkerne, er den gode quindes fromhedskvote opbrugt for de næste par år, så hun fremskaffer en pistol og går på præstejagt.
Jeg citerer lige fra avisen: "
Man tror det ikke, men belgiske Vincent Lannoos film er faktisk en komedie, en sort en af slagsen, men ikke desto mindre." Oookay. Jeg checker lige min ordbog. Hmmmm.... bladre, bladre, bladre. Sort høst.... sort hummus.... .... Der var den! "Sort humor: (subst.: -en) form for komik bestående af to ingredienser: SORT og HUMOR". Jeg tænkte det nok. Sort er der masser af i denne belgiske satire, men de humoristiske indslag er der temmelig langt imellem. Måske skulle man bare have været belgier for at blive begejstret, dunno. Er det sjovt, når en mor ser
- [Vis Spoiler]
- sin søn
skyde hovedet af sig selv og bryder grædende sammen? Ja, det kunne det sikkert være i dygtigere hænder, men ikke her. Timingen halter, hovedpersonen virker bare fejlcastet, og de forskellige stik til kirken er af den dovne, lidt letkøbte slags. Nøøøj, pædofile præster i den katolske kirke, hvilken overraskelse. Den sidste halve time, hvor der bliver åbnet for blodposerne, fungerer bedre, men ellers er det en lidt tynd omgang altervin, der er i glasset her. Filmen prøver at blande sin satire med drama OG kirkekritik, og det er en vanskelig konstellation, som hr. Lannoo åbenbart ikke er den rette til at sætte sammen.
Den næste film var den, jeg ubetinget havde set mest frem til under hele festivalen (og det er jo altid farligt at have for høje forhåbninger)
The Zero Theorem (Terry Gilliam, England 2014) - Christoph Waltz har hovedrollen som den introverte, socialt akavede programmør Qohen, der lever i et bureaukratisk fremtidssamfund, hvor han leder efter løsningen på "nul-teoremet", der en gang for alle vil bevise, at livet er meningsløst. Han kæmper med det mystiske The Management (personificeret ved Matt Damon) om at få lov til at arbejde hjemmefra i sin egen, ombyggede kirke, hvor han i årevis har afventet et telefonopkald. Og han bliver opsøgt af en sexfikseret smuk kvinde, der gerne vil lokke ham ud af hans skal og vise, at der skam er masser mening med livet.
Lyder det forvirrende? Det er det skam også ind imellem. Det blev i øvrigt ikke hjulpet af et uheldigt lydmix og Grands måske ikke helt toptunede højttalere, så en del af dialogen i starten - ikke mindst David Thewlis som Qohens overordnede, med tyk accent - var lidt svær at følge. Jeg ser frem til at gense filmen med undertekster. Anyway...
TZT er på godt og ondt en Gilliam-film. Det vil sige en gennemført visuel side, et lidt overlæsset design, småmaniske karakterer og en hel del at tænke over. Mange fans betragter - med rette - Brazil som Gilliams hovedværk, og TZT er på mange måder en ånds- og lidelsesfælle til dén film. Dog lavet af en ældre mand, der måske funderer mere over, om der er en dybere mening med det hele og hvor vi mon skal hen en gang, alle sammen.
Jeg synes desværre, at han prøver for hårdt denne gang. Filmen er tydeligvis ment som en kommentar til moderne menneskers usikkerhed i et samfund gennemsyret af teknologi, der er ved at tage overhånd. En del af pointerne køres sikkert hjem, men det virker ind imellem som noget, vi har set før (1985-ish) i en bedre udgave. Filmen mangler lidt flere "åndehuller" i det konstante virvar af set- og lyddesign og bizarre væsner, og måske også en hovedperson a la Jonathan Pryce i Brazil, der er lidt nemmere at relatere til. Waltz gør det virkelig godt, og det er ikke hans fejl, at Qohen (der konsekvent omtaler sig selv i flertal og hele tiden virker nervøs) først hen mod slutningen får lov til at folde sig mere ud og virke som et rigtig menneske, i samspil med den glimrende Mélanie Thierry som den yngre kvinde. Nævnes bør også Tilda Swinton (der var hun igen!) i en lille, virkelig spacy rolle som virtuel psykolog. Gebisset er ikke helt på linje med det i Snowpiercer, men næsten
Når det er sagt, er der også meget godt at hente i filmen, og man kan kun tage hatten af for Gilliams evne og vilje til at skabe værker, der umiskendeligt er hans egne. Jeg ved ikke, hvor godt det hele hænger sammen og hvor meget mening det giver. Måske er det heller ikke så vigtigt. Syrehoveder og andre med hang til skæve universer: køen starter her.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
