Star Wars: The Last Jedi (Johnson, 2017) Jeg havde ellers planlagt at få set denne film i biografen, men af forskellige grunde blev det ikke til noget. Da den så landede til leje på Amazon Video slog jeg til og nu har jeg fået set den.
Rian Johnson, manden bag "Looper" og "Brick", har skrevet og instrueret film nr. 8 i Star Wars-sagaen og der er både plusser og minusser ved denne film.
Til at begynde med, så er den virkelig flot skudt og har ikke det frygtelige plastik-look som Lucas' tre prequels havde. Det havde "The Force Awakens" eller "Rogue One" heller ikke, så det er da en positiv ting ved den nye bølge af Star Wars-film. Der er nogle scener i filmen, der er meget teater-agtige i set design og brug af skuespillere. Her tænker jeg især på Snokes rum på et af rumskibene. Det er også meget positivt i min bog. Den sidste planet med saltet var visuelt godt tænkt og is-ulvene var ganske flotte - og havde faktisk en rolle i handlingen.
Desuden er det rart at se Mark Hamill igen, selvom hans rolle som Luke Skywalker ikke rigtig fungerer i denne film. John Boyega er også et af filmens sikre kort, selvom han ikke rigtig har så meget at lave (udover en unødvendig og lang heist-sekvens), og Benicio Del Toro fungerede faktisk glimrende som kodebryder nr. 2. Ham ville jeg gerne have set mere til.
Men: filmens handling er meget start-stop-start-stop. Der er ikke rigtig nogen egentlig kraft (pun intended) i historiefortællingen og den går i stå mange gange i løbet af filmen. Scenerne på øen med Rey og Luke satte filmen på pause hver gang og det samme gjorde scenerne mellem Rey og Kylo Ren. Introduktionen af Rose virkede forceret (pun intended) og man købte ikke rigtig hendes rolle i filmen.
Kylo Ren har en udmærket actionsekvens henimod slutningen af filmen og Captain Phasma laver lidt, men begge er igen uden nogen relevans - ligesom i "The Force Awakens". Carrie Fisher er værdig og nobel i hendes scener, men hendes Mary Poppins-sekvens er virkelig latterlig.
Oscar Isaac har en god actionsekvens i starten af filmen, er sur den næste time og så er han ude at flyve lidt igen i slutningen. Chewie kunne lige så godt have blevet hjemme i træhuset på Kashyyyk: han har én scene, hvor han flyver Tusindårsfalken, men på det tidspunkt er man lidt ligeglad.
Porgerne? Åh gud. Nu ved jeg, hvordan biografgængerne havde det med ewok'erne tilbage i 80erne.
Humoren i filmen fungerede af og til: scenen med Kylo Ren i bar overkrop og Reys kommentar var ret sjov. Det virker også til, at Johnson har smidt nogle små ting ind i manuskriptet, der henviser til fan-reaktioner fra "The Force Awakens", bl.a. Snokes kommentarer til Kylo Rens hjelm.
Til trods for min brok var jeg okay underholdt, men det er ikke en film, som jeg kan se, at jeg vender tilbage til igen lige foreløbig. Så kunne jeg langt bedre lide "The Force Awakens" og de tre gamle film.