I går fik jeg endelig taget hul på min Ingmar Bergman-boks.
Mine børn har flere gange rystet på hovedet over, at jeg skulle have behov for knapt 40 svenske, (mestendels) sort-hvide film, og alle argumenter om, at det var om at købe den "nu eller aldrig", er hårdhændet blevet nedskudt med "jamen så aldrig". Anyway, hvad ved unger om den slags?
Vi lagde ud med den vildt forvirrende og vildt fascinerende
Persona. På overfladen en historie om en skuespiller (Liv Ullmann), der pludselig og uforklarligt er holdt om med at tale, og en ung sygeplejerske (Bibi Andersson), der får til opgave at passe hende. Jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstod den, men jeg bilder mig ind, at jeg fangede væsentligt mere, end jeg havde regnet med. Der er stadig lige noget med et holocaust-foto, der driller.....
Lad os i alt fald sige, at på 83 minutter giver Bergman os så meget at analysere og fortolke, at enhver dansklærer må få tårer i øjnene. Men jeg var fanget hele vejen og døsede på intet tidspunkt hen over svensk tristesse og melankoli. Filmen er også god til at lege med filmsproget og virkemidlerne.
#holdkæftjegfølermigklogidag
1 down, 38 to go....!
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film