Colour me impressed! Vi har kun spillet en smule af The Last of Us, men jeg kan godt se, at vi nok hellere må komme i gang med HBOs version.
Cocaine Bear lød lidt som en gimmick/one trick po... bear, men det er da kun fint, hvis den leverer varen/varerne. Men ja, 120 kr. dræber virkelig lysten til at tage chancer - mere om det lige om et par linjer.
Og så kan man jo kun imponeres af Alle For...-seriens sejhed. Det ligner ikke noget, der behøvede at være fire film af, men med 300.000 solgte billetter til den seneste er det næppe noget, der stopper her og nu.
Min egen måned:
Marts - 8 stk.

Fight Club (1999)

Kim Kanonarm og rejsen mod stjernerne (2021)

The Father (2020)

Cover Her Face (1985)

Life in the Freezer (1993)

All Quiet on the Western Front (2022)

Tár (2022)

The Martian (2015)

Det blev til et par Oscarbejlere - med tyk streg under "bejler" for
Társ vedkommende. Tag ikke fejl - Cate Blanchett spiller absolut fænomenalt, men det i særklasse en film, der skriger Oscar bait hele vejen. Jeg har svært ved at sætte min finger på, hvad der gør forskellen, men filmen føles bare ikke organisk, selv om den på alle parametre er skruet smagfuldt og professionelt sammen.
All Quiet... er ikke nogen revolution inden for krigsfilm, men den er flot, medrivende og velspillet.
Jeg fik set et par "katalogtitler" med min yngste, som nok især pga. sin store astronomiinteresse var ret glad for
The Martian. Og
Fight Club er jo altid et gensyn værd, selv om pointerne om mænds krise i det moderne forbrugssamfund nok fiser ret meget hen over hovedet på en 14-årig.
Som kæmpe David Attenborough-fan var det rart endelig at få sat kryds ved
Life in the Freezer, om Antarktis, der er en af hans kortere serier. Ambitiøs og fascinerende som altid.
Hele familien blev slæbt med på Bip Bip Bar, der er hjemsted for alskens antikverede arkademaskiner, og efter at have spillet Golden Axe, Out Run og Rainbow Islands mod mine unger, og set kone og datter tæve hinanden i Tekken, var det på tide med endnu et gensyn med
Kim Kanonarm derhjemme.
Endelig fik jeg sat kryds ved Anthony Hopkins' pragtpræstation i
The Father, der balancerer fornemt mellem drama, thriller og tragedie. Hold kæft, hvor er han god.