DanskHjemmebioForum.dk

Nymphomaniac: Vol. I + Nymphomaniac: Vol. II: Director's Cut [2014]

"The secret ingredient to sex is love!"

Jeg ved sgu ikke helt hvad det er, der bliver ved med, at drage mig til Lars von Triers film, for han er enormt vanskelig at holde af. Faktisk finder jeg LvT direkte frastødende som menneske med nogle både perverse og nedladende holdninger + nogle yderst bizarre handlinger under vesten. Han virker bare gennemgribende ubehagelig, hvilket underligt nok bare er medvirkende til, at gøre min fascination af ham større. For satan, hvor jeg holder af ham som filmskaber, hvor han igen og igen udfordrer mig og flytter mine grænser når han skruer helt op for auteur-charmen.

Dette er den bombastistiske, klimaktiske afslutning på den ambitiøse Depression Trilogy der startede med Antichrist, fortsatte med Melancholia og nu slutter med LvTs svanesang: Nyphomaniac: Vol I + II: Director's Cut. der alene med sin voldsomme spilletid (på lige knap fem en halv time) udfordrer de gængse konventioner og frasorterer en hel del potentielle seere. Og som om det ikke var nok, er den ucensorerede udgave af filmen så overdrevet NSFW, at det ikke bare grænser til porno, det er porno. Hardcore porno med utallige close-ups af penetration (og det der er værre... meget værre!).

Men de ucensorerede scener føles ikke påklistrede eller påtrængende på nogen måde. Og modsat porno, er de på ingen måde sexede og der er ikke gjort nogen forsøg på at sminke/forskønne kønsdelene der hyppigt fylder skærmen (der er bl.a. en meget hyggelig dillerkavalkade der nok skal bringe lykke ude i de små hjem). Som det er blevet normen hos LvT forsøger han altid, at udnytte kontrasten imellem det explicitte og det kunstneristiske og det lykkedes langt henad vejen imens vi lærer nymfomanen Joe at kende igennem hendes samtaler med den ældre, tilbageholdende enspænder Seligman. Dette umage par spilles, som forventet, af et par af LvTs usual suspects, nemlig Charlotte Gainsbourg som hovedpersonen Joe og Stellan Skarsgård som Seligman. Filmen er en lang samtale imellem disse to krydret med utallige flashback til Joes liv fra hun blev født til nutiden, hvor hun er et stykke oppe i halvtredserne. Det er blevet til en både underholdende og tankevækkende fortælling der forsøger at finde hovede og hale i nogle af livets helt store spørgsmål.

Disse flashbacks er inddelt i kapitler og det er her vi møder et voldsomt imponerende cast (selv for en LvT produktion) af både danske og internationale stjerner. Af højdepunkter kan nævnes Christian Slater der skider i en hospitalsseng, Uma Thurman som en forsmået hustro, Shia LaBeouf med tarveligt knallertgarn og Jamie Bell som hyggelig voldspsykopat/sadomasochist. Dertil kommer filosofiske samtaler om fluefiskeri og sex, Fibonacci-sekvensen og sex, bjergbestigning og (anal-)sex, Jesus' korsfæstelse og sex. Til gengæld er der ingen sex over sekvensen med en kagegaffel... Ok, det passer ikke, der er også lidt sex over den sekvens. Der er i det hele taget en hel del sex og akavede familierelationer. Og fik jeg fortalt om scenen der minutiøst beskriver den mest akavede juleaften længe set på film? En ny juleklassiker er født!

Alt i alt er det en fremragende film. En oplevelse ud over det sædvanlige der på trods af et meget sløvt, nærmest søvnigt tempo, formå at holde interessen fanget i størstedelen af de 325 minutter. De mange ironiserende callbacks til LvTs egen karriere er blot ekstra glasur på kagen, ligesom Rammstein-soundtracket og de flotte, stilsikre billeder og minimalistiske kulisser er. Og så er der scenen der har fået folk til, at besvime og udvandre fra biograferne. Holy shit! En fremragende film og en af von Triers bedste. En klam anbefaling herfra.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Okay, og du kan ikke klare Emily Watson med en påtaget Tysk accent? Dig bliver jeg denondelynemig aldrig klog på

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Soul Boys of the Western World: Spandau Ballet - The Film
Der er så meget jeg ikke forstår. Jeg har eksempelvis aldrig forstået, hvordan vi her i Danmark elskede Duran Duran i firserne, men aldrig rigtig tog Spandau Ballet til os. Deres bagkatalog af albums og hits er imponerende - og hvad mere er, så har drengene rent faktisk noget på hjerte. Det har de så stadig den dag i dag, men til trods for, at det nok bare er penge mere end noget andet, så er denne dokumentar om drengene fra London meget interessant og underholdende for firser-afficionados den dag i dag.

Der er overraskende meget billedemateriale om Spandau Ballet, der strækker sig fra deres første optrædener til genforeningen for nogle år siden. Det er meget følelsesladet, storladent og imponerende energisk - præcis som den måde, de lavede hits på i firserne. At filmen så også fortæller en spændende historier, gør kun oplevelsen endnu større. Så sidder du med en firser-poppedreng i maven eller mangler du glimrende dokumentar om musik, venskab og berømmelse, så er det bare med at slå til

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

Jeg var nok hverken til det ene eller det andet i 80'erne, men når jeg jeg bagefter kigger tilbage, havde DD nogle fint skårne popsange med en snart af vildskab (Girls On Film, Rio), mens Spandauerne popsange havde potentialet, men bare var en tak for pompøse og fløde-agtige. Men det kan godt være, at jeg husker dem forkert. Fin omtale, i alt fald!

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Fury [2014]

"And for three whole days we shot wounded horses. All day long. Sun up to sundown. Putting down horses. Hot summer days. Ain't smelled nothing like it. The sound of it. Those fucking horses screaming. Black clouds of flies buzzing. Like being in a giant bee hive!"

Jeg var skeptisk allerede dengang den første plakat for Fury dukkede op i sommers. Og det fortsatte da den første teaser-trailer dukkede op, hvor jeg kækt beskyldte Brad Pitt-filmen, for at ligne en blanding af War Horse (minus hesten), Inglourious Basterds (uden Tarantino-magien) og The Monuments Men (uden komikken). Helt sådan forholder det sig ikke, nu hvor jeg rent faktisk har set filmen. Kort fortalt er det en klassisk historie med en amerikansk tankvogn, under kyndig ledelse af krigsveteranen Wardaddy (Pitt), der ganske få uger før WW2s afslutning, rykker ind bag enemy lines i Nazi-tyskland. Undervejs ankommer en grøn rekrut der skal joine det sammentømrede, hærdede tank-crew. Hans første opgave bliver at fjerne ligresterne og blodet fra den afdøde fyr hvis plads han overtager. Og derefter tvinges han til, at likvidere en SS-officer på trods af højlydte protester. Noget af en ilddåb og sådan fortsætter det med masser af gore, død og ødelæggelse indtil den bitre ende. Heldigvis er der også få, men stærke lyspunkter i historien, hvor et noget akavet middagsselskab står som et af filmens emotinelle højdepunkter. Symbolik mangler der heller ikke, og hvis man skulle være i tvivl, kan man bare kigge på startscenen hvor en enkelt rytter rider rundt i ensom majestæt på slagmarken i blandt udbrændte tanks. Så er banen kridtet op til en god, gammeldags krigsfilm.

Det er en glimrende film der gør et stort nummer ud af, at være så historisk og teknisk korrekt som muligt (bl.a. er verdens eneste fungerende Tiger I-tank blevet anvendt under optagelserne) og det skinner klart igennem. Skuespillet er også overbevisende med en stilsikker (50-årig!) Brad Pitt i front, men også Shia LaBeouf overrasker heldigvis positivt. Rygterne siger, at han har kastet sig over method acting og bl.a. nægtede at gå i bad imens optagelserne var i gang, hvilket sikkert har gjort lugten inde i sådan en lille tank ekstra hyggelig. Han græder i øvrigt igennem det meste af filmen, hvilket man godt kan forstå, omstændighederne taget i betragtning. Der er intet vi ikke har set før, og plottet er heller ikke specielt dybt, men det gør ikke noget når det er beskrevet så ægte som det er her. Der er et stykke vej op til Stalingrad, Saving Private Ryan og Band of Brothers, men vi er ikke langt fra.

En fin film i den lange række af historiske krigsdramaer. Til tider på nippet til at kamme over i amerikanisering, men hovedsaligt en realistisk og barsk krigsskildring. Anbefaling herfra.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Guardians of the Galaxy [2014]

"What should we do next: Something good, something bad? Bit of both?"

Jeg er ikke til superheltefilm (med få undtagelser) da jeg simpelthen har mistet overblikket over de voldsomt mange kapitler, reboots og prequels der udsendes af diverse franchises. Nok er nok, og jeg er derfor stået af ræset. Men så begyndte der at komme voldsomt god og usædvanlig vedholdende kritik af Marvels Guardians of the Galaxy . Den figurerer på utallige lister over årets bedste film da det samtidig skulle være en film der satte humor og historie i højsædet (fremfor action og FX), ja så kunne jeg alligevel ikke dy mig for, at gå ombord.

Og der kommer sgu nok til, at gå en rum tid, før jeg igen forsøger mig udi denne genre, for det var på ingen måde den forløsning jeg havde håbet på. Min reference-ramme for nyere superhelte-eposser begrænser sig til Nolans Dark Knight-trilogi, Watchmen og den første Kick-Ass film og i den sammenhæng har GotG svært ved at følge med. Når det så er sagt, så er det stadig en ok film. Masser af humor, hvilket normalt er en god ting, men desværre er det meste alt for fladpandet i denne sammenhæng (eller også er jeg bare blevet en gammel sur stodder, hvilket måske i virkeligheden er den reelle forklaring). Men hey, i det mindste lollede jeg af pelvic sorcery-joken. Det viseuelle fejler heller ingenting og er ret flot, at se på. Og så er der det fremragende soundtrack og hele walkman-præmissen som ikke bare er godt fundet på, det er også enormt velfungerende. Retro musik og letbenet sci-fi/fantasy er en velfungerende combo.

Groot kunne jeg også godt li. Der er ikke så meget pis med ham, bare rendyrket justice serveret med få, men velvalgte ord. Men jeg blev desværre ikke fanget af historien, overhovedet! Det gigantiske persongalleri irriterede mig også, ligesom jeg flere gange sad fik lyst til at se alle de andre film/universer som GotG planker i voldsomt musikvideo-klippehastigheds-tempo. Og det skulle der altså mere end et sprødt soundtrack og et par random gjøltrolde til at redde for mig. Ikke en dårlig film, men den er langt fra, at være så fantastisk som jeg havde håbet på.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

A Bout Portant (Point Blank), Frankrig, 2010 - IMDB link

En gut er åbentlyst blevet pløkket i siden. Han tackler sig selv ned ad gaden, laver et telefonopkald, men for sent.

Eller er det .. for da de her to gutter indhenter ham og har ham på point blank, så bliver han sgu blammet ned af en motorcykel og ryger på intensiven.

Så klipper vi over til denne her wannabe familiefar som snart er uddannet sygeplejer, hans gravide kone, og alt er sukkersødt .. i cirka to minutter. Han kommer på arbejde, og ser en skummel gut løbe væk som lige har hevet respiratoren fra vores antihelt fra ovenfor, og bliver lidt dagens mand ..

.. hvis altså ikke det nu var for denne her mafiagut der gerne ville have ham ud af politiets kløer, og vores helts gravide kone bliver kidnappet og yadda yadda. Og hvis ikke det var for det her opkald han fik om "hvis ikke du har denne her gut ude af vores hospital indenfor tre timer, så whacker vi din familie".

Egentligt et plot der er lige efter skolebogen, men nu varer den kun 80 minutter, som er nok til at lave denne her nye Franske stil om "ti minutters forhistorie er nok til alle", og tro mig, der gør f'ing meget action i den efter. Der er nul CG og meget få kreerede effekter, og Gilles Lelouche (som er Frankrig's nye store actionhelt) kører den hele vejen igennem som familiefar der bliver truet til ekstremer, som får Taken filmene til at ligne den gang våd bølgepap de altid var.

Den har fået så meget flak for "jamen der er ikke noget karakterudvikling". Jamen, hør nu her, søde skat. Hvis vi skulle spilde tid, kom vi op på de 100 minutter. Det her er ren rå action som stikker en mellemfinger op imod Hollywood, og faktisk endnu bedre end Largo Winch hvis det kommer dertil - ikke visuelt, men de der siger at Point Blank ikke har et solidt plot kan sætte sig på min mellemste højrefinger og rotere.

Nejnej, det er og bliver ingens nye yndlingsfilm, men føj det var et hæsblæsende pust over et Angelopoulos marathon. Og vil i se mere af lelouche, så har La French lige åbnet i Frankrig, som er en film baseret på samme virkelige hændelse som The French Connection var baseret på - med den forskel at La French er skrevet af folk der rent faktisk voksede op i byen da det skete.

Anyway, prøv den - der er tryk på, og der er nul CG - det er eet hundrede procent stunts, og det i sig selv er imponerende.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Yees, den er go'. Den engelske udgave er 1080i50, så køb en af de andre.

_________________
Min filmsamling
Film jeg har set i 2024

Jeg har den franske udgivelse. Den er 1080p og med engelske undertekster.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione

Nå, nu har jeg ellers lige bestilt UK-versionen - trængte til en ordentlig thriller. Men den kostede under 40 kr. inkl. porto, så jeg overlever nok.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

The Hobbit: The Battle of the Five Armies [2014]

"You have no place here! You are nameless! Go back to the shadow from whence you came!"

Jeg er gigantisk fan af Peter Jacksons oprindelige Lord of the Rings-trilogi der for mig står som noget af det ypperste indenfor moderne filmmageri. Den lange Tolkien-fortolkning (!) fungerer bare på alle plan og har vist sig at være både tidsløs og universiel. Det er materiale fra øverste hylde som jeg aldrig bliver træt af og som jeg glæder mig til, at give videre til min søn når alderen tillader det. Jeg er altså fanboy i stor stil, men har i modsætning til mange andre hardcore fans, ikke noget i klemme mht. autenticiteten, da jeg aldrig har læst bøgerne. Det vurderer jeg til, at være et stort plus i denne sammenhæng, da en meget stor del af kritikken netop er faldet på de kunstneriske friheder der er taget i forhold til Tolkiens originalforlæg.

Derfor har jeg fulgt tilblivelsen af af Tolkiens Hobbitten tæt. Nedturen da Guillermo del Toro kastede håndklædet i ringen og opturen da Peter Jackson igen samlede handsken op og gik i gang. Forventningens glæde og det voldsomme rush det gav, da man endelig kunne sætte sig til rette i biografsædet igen efter 9 års ventetid. Alle havde vi håbet på, at den fuldstændigt uovertrufne magi fra den oprindelige trilogi som stoppede med The Lord of the Rings: The Return of the King i 2003 ville fortsætte uændret i 2012 med The Hobbit: An Unexpected Journey. Helt således gik det desværre ikke, men det er tæt på.

Her skal lige indskydes, at jeg har svært ved, at skelne imellem de individuelle film og af den grund ikke betragter dem som selvstændige værker. For mig er hele LOTR-trilogien én lang film og således betragter jeg også The Hobbit. Jeg sætter mig f.eks. heller ikke ned og ser EN enkelt film fra den oprindelige trilogi længere, de bliver stort set altid set som del af et marathon og jeg forestiller mig, at det samme vil ske med The Hobbit-trilogien når den er fuldt udgivet (extended editions engang i løbet af 2015). Og set i det lys, er det knap så vigtigt hvor god (eller dårlig) et enkelt kapitel er. At jeg så alligevel ender med, at give individuelle karakterer er dels for overskuelighedens skyld, og dels fordi de jo er set med et års mellemrum i første omgang.

Og jeg er godt tilfreds langt hen ad vejen. Selvfølgelig er der nogle issues der kunne have været håndteret anderledes og nogle gange går der lidt for meget Jar Jar-Binks og action bummelum i den hvilket er uheldigt, men det er til at leve med, for der er heldigvis langt flere positive elementer. Bedst fungerer det, når der er noget på spil og der skal træffes nogle valg med vidtrækkende konsekvenser. Værst er det når Legolas' evner skamride, når Bard redder ungerne vha. en perfekt timet trillende vogn eller når Peter Jackson skal overgå sig selv i åndssvage dyr at ride på (læs: kaniner, grise og motherfucking kronhjorte!). Men det hele bliver tilgivet, når PJ spiller med musklerne, lader Howard Shore får frit lejde og bare fortæller den episk historie han var født til at visualisere. Billederne er sindssygt flotte med det ene smukke bjerglandskab efter det andet. En visuel mavepumper der i den grad underholder og som jeg glæder mig til at gense igen (og igen).

En værdig afslutning på en smuk rejse. Ikke helt så god som filmene i den oprindelige LOTR-trilogi, men vi er tæt nok på til at jeg er tilfreds.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Taget i betragtning at Elena Anaya (The Skin I Live In) er med, så er det ret billigt, uanset opløsningen

Gibraltar (The Informant), Frankrig, 2013 - IMDB link

Lidt en forgænger til t23's most wanted næste år, og en Fransk udgave af en sand historie om hvordan de Franske toldere manipulerede en gut i skattely i Gibraltar til at luske stoffer over vandet. Se, nu er der kun 14km fra Marokko til Gibraltar, og man kan hurtigt køre en 400 procent profit på cannabis fra og til Spanien, selv til Marokkanske gadepriser.

Så historien baserer på en virkelig hændelse om en gut der ret uskyldigt kørte denne her bar i Gibraltar, og blev luret ind i at være anmelder for de Franske toldere, og så gik det virkeligt galt for ham - mest fordi alle ville have fat i ham. Og den Franske regering? Jamen, de nægtede da alt.

Nu fik jeg lige set North By Northwest for første gang i forstående live i går, så jeg har lidt svært ved at lade være med at sammenligne film med den. Og der er da i særdeleshed en hel genre gjort i at tage en uskyldig gut og kaste ham ud i alskens genvordigheder som jeg først forstår nu (man fanger ikke lige skide meget Hitchcock når man kun er 7-8 år - jeg gjorde ikke, i alt fald), men det er da klart et tema der har båret igennem til rigtigt mange film jeg har set og holdt af - denne her er så en sand historie, så den får lov til at slippe.

Samme tema der kører i den nyeste Spanske blockbuster El Nino (med blandt andre Luis Tosar fra Sleep Tight, Sergi Lopez fra Pan's Labyrinth og Barbara Lennie fra The Skin I Live In), men med en nogenlunde tør Fransk måde at fortælle historien på, hvor El Nino lægger op til en actionfortælling.

Anyway, fed film, og jeg glæder mig tæskemeget til at se El Nino for at få den "anden side" af den historie.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Zombeavers, USA, 2014 - IMDB link

To rednecks sidder i en truck og snakker om homosex. Okay, der skal lidt mere til at chokere mig. De crasher ind i et rådyr og en tønde fuld af neongrønt fluidum løber ud af den. All right, har man ikke luret fra titlen hvad der kommer til at ske, så burde det være et proverbialt vink med en vognstang.

Og så går der "cabin in the woods" i den, med det problem at den ikke bare er dårlig, den er dårlig ud af proportioner som ikke engang kan måles inde på Røsnæs.

Okay, hvis nu jeg siger "bæver" tænker i "tihi fnis han tænker på (indsæt derogatorisk navn for en kvindes kønsdele her)". Og tro mig, der går så meget teenage pik-og-bæver (pun intended) i den at selv jeg som er ret tolerant overfor bad taste film måtte sige stop. Når selv ikke en redneck med en dobbeltløbet eller en dum t's med blottede jader kunne redde den hjem, jamen, så står det godt nok grælt til.

Jeg burde nok have luret at det var del tre i en trilogi, efter Sharktopus og Piranhaconda, og jeg burde nok have fattet noget i opløbet, men nej .. så smart er jeg åbenbart ikke.

Det eneste opløftende var at se deres fejlcuts bagefter, specielt hvor en flok zombie bævere skulle æde en lille hund, og den prøvede at humpe de her tøjbævere, og man hører en fra crew'et udbryde "han skal da være bange for dem!".

Men nej.

Og det er synd, for kameraværket er ret fedt af en trash-indie film at være, så godt at Universal faktisk smider den i biograferne til Marts. Jeg sidder bare og tænker at hvis man kan lave en film, hvorfor så lade det hele gå op i det rene ingenting? Vi kan jo ikke alle være Tarkovsky, men for fanden da, når man har udstyret og finansieringen, og man har et koncept om zombie bævere, hvor meget koster det så ekstra at lave et *gisp* PLOT og hyre andre end naboernes døtre?

Det kan godt være jeg er ved at blive gammel, men der står jeg sgu af.

Og i slipper skam ikke for en trailer:



Så hermed er min nominering til årets største stinker af en film, og DP får rabies hvis han stadig påstår at The Book Thief er værre

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Tusinde tak for anmeldelsen af Hobbitten, DeathPosture.

Jeg har nu læst børgene adskillige gange i mit liv. Første gang var jeg sgu ikke særlig gammel og fik den læst op af min bedstemor. Jeg ser mig dog også som kæmpe fan af PJ's første trilogi, selvom han tog sig nogle kunstneriske friheder. Så man kan altså godt være fan, selvom man kender bøgerne

Jeg skal selv ind og se den sidste Hobbitten, her mellem jul og nytår og glæder mig ganske meget.
Jeg må dog give dig ret i, at denne trilogi ikke helt har samme magi, som den gamle trilogi havde. Til gengæld synes jeg dog, at Martin Freeman er en bedre frontmand, end Elijah Wood (og synes i øvrigt også, at Sean Astin var den rigtige helt).

Jeg har dog kun set de to første kapitler i biografen, og har holdt mig fra extended edition indtil videre. Dem regner jeg, ligesom dig, med at se, når de alle 3 er kommet. Så må vi se, om det løfter filmenes magiske niveau.
Jeg kunne jo aldrig finde på, at se de korte udgaver af LOTR længere, da de jo på alle punkter er ringere udgaver, så håber da det samme gælder Hobbitten.

Nas: Time Is Illmatic [2014]

"While all the old folks pray to Jesus, soakin’ their sins in trays
Of holy water, odds against Nas are slaughter
Thinkin' a word best describing my life
To name my daughter my strength
My son the star will be my resurrection
Born in correction, all the wrong shit I did, he’ll lead a right direction"

Hvis man, ligesom jeg, er meget glad for Nas' ikoniske debut album, den tidsløse klassiker Illmatic fra 1994, er der ingen vej udenom at få set denne fine dokumentar. Der bruges en del tid på, at beskrive Nas' hårde og fattige opvækst i the projects (Queensbridge, New York) hvor moderen og faderen var så uenige, at den blues-syngende, afslappede far blev smidt ud på røv og albuer. Og så var det ellers overladt til Nas' moder, at opdrage de to brøde midt i en af USAs værste ghettoer der var præget af udpræget white flight. Der var masser af problemer med fattigdom, arbejdsløshed, drugs, bandekriminalitet og så videre. Nas så med egne øjne hvordan crackbølgen kom og gjorde skidt værre, ligesom kriminaliteten blev stadig mere afstumpet kulminerende med, at en af Nas' nærmeste homies bliver skudt ned på åben gade foran alle sine venner. Undervejs lyttede han til masser af lokalproduceret rap hvor især MC Shen og Biz Markie ramte plet hos Nas med deres præcise beskrivelser af, hvordan det var at vokse op i the projects.

Sådan gik det langt op teenageårene og efterhånden stod det klart, at han skulle vælge imellem musikken eller stofferne og den deraf afledte kriminalitet. Med et par enkelte bump på vejen, valgte han heldigvis musikken og udsendte som 20-årig det fuldstændigt fantastiske debutalbum Illmatic der som få andre er blevet kanoniseret som et fejlfrit mesterværk. Som en inner city poet tryller Nas med lyrik og musik og spidder både sin egen baggrund og USAs forfald og kurruption. De fleste sange på Illmatic omtales detaljeret, men desværre udlades der også en masse baghistorie hvilket er superærgeligt. De få interviews der er med producere og studieteknikere er også en tand for overfladiske og det samme kan faktisk siges om de fleste interviews, hvor mange af dem bærer præg af, at være meget korte. Der kunne sagtens have været hentet noget mere interessant baggrundsstof der.

Men alt i alt en interessant, lidt nørdet, musik-dokumentar der dog bør ses alene pga. sit vigtige musikalske fokus. Og så er det jo en kærkommen chance for igen at genhøre Illmatic endnu engang.

Time is illmatic, keep static like wool fabric. Pack a 4-matic to crack your whole cabbage!

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021