Efter næsten 20 år med projektor i hjemmebiografen, er den nu erstattet af et TV(!)
Mine første projektorer, en Hitachi PJTX-100 efterfulgt af en Sanyo PLV-Z4, var ret beset forfærdelige. Sort var grå, farverne var blege og forkerte (giftig grønne og lilla), de larmede, både fra blæseren og fra den dynamiske iris, der skulle forbedre kontrasten. Men når man pludselig fik blæst billedet op i et gigantisk format (en 77 tommer QualityScreen), var man villig til at se gennem fingre med meget for at overbevise sig selv om, at man nu havde en fed hjemmebiograf.
I 2007 kom det første kvantespring: JVC DLA-HD1. Helt andet sortniveau, helt andre farver. Ægte HD. Det var flot! Stadig en hårtørrer af en blæser (25dB i eco-mode), men ingen dynamisk iris der støjede og synligt ændrede lysniveauet midt i en scene. Samtidig fik jeg det største lærred endevæggen i bioen kunne trække, et 90 tommer Stewart-lærred.
Bare to år efter toppede min hjemmebio med JVC DLA-350. Mere lys, bedre sort, en fordobling af kontrasten, og blæserstøj i eco-mode på 19dB! For første og sidste gang en projektorblæser, der ikke forstyrrede. Efter 4 år gik den desværre i stykker.
Afløseren blev en JVC DLA X35. Mere lysstærk, fint nok, men ret beset ikke nødvendigt i min 100% mørkelagte bio og slet ikke, når prisen var en blæser, der igen larmede som en hårtørrer.
JVC DLA-X7900 skulle i følge JVC's specs støje 2dB mindre. Jeg tog chancen. Det var penge ud af vinduet. Den larmede lige så meget. Og satte man en HDR-film på gik blæseren fra hårtørrer- til støvsuger-mode. Fuldstændigt ulideligt.
Sådan fødtes den kætterske tanke om at gå fra projektor til TV i hjemmebiografen. Den voksede og voksede, til der for en måned siden stod et Sony 83" OLED til 37.000 op ad endevæggen. Det indebar et tilbageskridt: Fra 90" til 83" svarende til en 16 cm smallere skærm. Men det opvejes af en stribe fordele:
- Sort er nu fuldstændig sort. Selv om JVC-projektorerne er blevet bedre med årene, kommer de aldrig i nærheden af 100% sort. - Kontrast er af samme grund noget helt andet. - Farver har altid været fine på en JVC, mættede og naturlige. Igen er OLED bare en hel anden liga. - Blæserstøj. Her er ikke noget med, at man "næsten ikke lægger mærke til den" o.l. Her er INGEN blæserstøj. Punktum. Det er en befrielse! En åbenbaring! - Opstartstid. TV'et er klar med det samme. Projektoren var op mod 1 minut om at varme op. Når man slukkede, skulle lampen køle af, og man kunne ikke bare tænde igen. Det er fortid. - 4K med i prisen. (Den nyeste JVC DLA-NP5 4K koster 60.000). - HDR uden det lyder som om nogen støvsuger. - Lysstyrke. OLED-skærmen kan levere noget mere lys end en projektor. Personligt er jeg ligeglad. Jeg har faktisk skruet ned for lyset. Men hvis man ikke kan mørklægge helt, er det endnu en fordel.
Hvad med "biografoplevelsen"? Kan man få den fra en TV-skærm? Det korte svar er, JA, frygt ikke. Nu er der bælgmørkt i min biograf, så man kan ikke som sådan se, der er tale om et tv. Men sort er nok sortere, kontrasten nok større, farverne nok mere mættede end i en rigtig biograf. Når filmen er i gang, så glemmer jeg det imidlertid og nyder bare, at billederne er flotte.
_________________ DAHF-rating: Billedkvalitet på HD-udgivelser - Website med vurdering af billedkvaliteten på blu-rays mv.
|