Årets film:
Îmi este indiferent daca în istorie vom intra ca barbari (I Do Not Care If We Go Down in History as Barbarians), Radu Jude, Rumænien (m.fl.), 2018 -
IMDB LinkDer findes to slags Rumænere. Der findes også to slags DAHF'ere, men vi kommer til begge.
Omkring 1941 abdicerede Kong Karol fra Rumænien, ikke helt frivilligt, men han fik lov at leve. Stalin havde annekseret Bessarabia og Bukovina, som tilsammen udgør det nordøstlige Rumænien nuomstunder. Marskal Ion Antonescu, tog magten, og Hitler lovede Antonescu at få sine områder tilbage hvis han ville alliere sig med aksemagten. Se, Hitler så kun Rumænien som kanonføde, plus det faktum at Ploiesti (lige syd for centrum af det nuværende land) var stinkende rigt på olie, så på papiret lignede det en god deal, in vivo var det pænt undergang for Rumænien.
Antonescu allierede sig med Hitler, fik sine territorier tilbage (plus en slat land annekseret af Ungarn), men var ikke skide interesseret i at nakke Jøder - indtil der kom et oprør og Aksemagterne var fremme i Odessa (det nuværende Ukraine), og en hulens masse Jøder blev eksekveret.
Der findes to slags Rumænere.
Efter tabet ved Stalingrad skiftede Rumænien sin alliance til de Allierede, og efter krigen blev Antonescu stillet for en krigsret og eksekveret. I ved, vinderne skriver historien.
Men, hey, efter 1991 eksisterer vinderen ikke længere, og så kommer vi ind i en farlig ting der hedder revisionisme. Og som kontrapunkt efter 45 års Kommunistisk undertrykkelse kom en ny og ret stor bølge der ville rense Antonescu's navn. Se, hvad han selv påstod var at han aldrig havde dræbt Jøder, og han udelukkende allierede med Hitler for at gensamle Rumænien. Og den dag i dag, siger man alt for højt i Bukarest at Antonescu var en morder, så er man upatriotisk. Siger man han var en patriot, er man Jødehader. Det er så giftigt et emne at det halve kunne være nok.
Så det skete for et par år siden at Ada Solomon (i kan allerede høre hun er Jøde, ikke?) ville lave en teatrisk rekonstruktion af Odessa massakren i 1941 - tilligemed på Revolutionspladsen i Bukarest. Det førte til store skænderier med viceborgmesteren som prøvede at få den forbudt, indtil han hørte emnet var Antonescu .. han havde dog ingen aning om det var imod manden.
Der findes to slags Rumænere.
Som sagt er der højreorienterede skarer i store mængder der prøver at rense mandens navn, og påstår at de 380'000 Ukrainske Jøder fra Odessa og omegn blev henrettet af Einsatzgruppe 4, hvilket var Nazityskere (i må ikke lige hænge mig op på tallet 4, pointen er dog den samme). Antonescu dræbte efter eget udsagn ingen, og da han blev henrettet, gik han kun i glemmebogen som Hitler allieret - ikke som Jødedræber.
Så nu til filmen. Efter Ada havde den oplevelse med sit teater, greb Radu Jude fat i hende (eller osse var det omvendt), og hvis en sådan genkonstruktion kunne skabe så meget kontrovers, så skulle det føres videre. Så vi bliver direkte præsenteret for Mariana, en kvinde sidst i 30erne, som går enormt op i hvordan Rumænsk film har forvrænget virkeligheden. Hun bliver kommissioneret til at lave en happening, og vælger at lave en genkonstruktion af Odessa massakren fra 1941. Som fra den virkelige historie bliver hun forhindret af viceborgmesteren i Bukarest, og en stor del af filmen går på deres argumenter hvorfor og hvorfor ikke gøre det her. Men hun er fandenivoldsk og vil bare gennemføre denne her rekonstruktion.
Vinderne skriver historien. Men som en karakter siger, "bare fordi 100 personer citerer samme kilde, så bliver kilden ikke mere korrekt af den grund". Og ud over Rumæniens historie giver det jo genklang i denne her verden af "fake news" fra alle sider, og revisionisme er endnu værre - men .. er der noget at genskrive? Hele herligheden blev erklæret af Antonescu selv i 1946, men han blev så meget en persona non grata under Gheorghiu-Dej og senere Ceausescu, at ingen i det moderne Rumænien aner hvad der virkeligt skete.
Skal sandheden frem, og vil den fylde brænde på bålet? Skal man sige at "det var dengang, lad os komme videre"? Hvordan reagerer man?
Ud over at det er en stinkende god historie, så har Radu Jude samlet toppen af kransekagen fra Bukarest's teaterverden - en ting der i mit film scope er gået godt fire ud af fire nu. Jude har godt nok kedet mig tidligere - Aferim er efter sigende en komedie, men den fes hen over hovedet på mig. Men her har han lavet en rekonstruktion af en rekonstruktion, og det fact at han går dobbelt meta er nok til han får min respekt ind i at være abstrakt.
Det skal siges: Aner i intet om Rumænsk film, i det mindste Nicolaescu og Pintilie, og/eller har i ikke læst Denis Deletant's bog "Antonescu - Hitler's Hidden (eller var det Forgotten) Ally", så bliver i fuldstændigt tabt i plottet. Men ved man lidt om emnet, så får man faktisk forklaret det meste af resten.
Der findes to slags DAHF'ere
Dem der har store nok cohones til at tage min anbefaling af ovenstående - vel vidende at Denis Deletant's bog er prærekvisit for at forstå den - og dem jeg ønsker det evige helvede med en Michael Bay film.
PS: Den udkom først på købbart medie for to måneder siden, derfor 2019 nomination. Sue me.
PPS: Når jeg bruger ordet "rekonstruktion", kommer det fra Rumænsk "reconstituirea" som på Engelsk er "re-enactment" - kan ikke finde et ord på Dansk for det.