Citat:
Juni blev til et gensyn med to gode film: Black Panther og No Country for Old Men. Den ene med tømmermænd et sted nær Kolding, hvor hovedet lige kunne klare at se T'Challa og hans venner forsvare Wakanda mod Michael B. Jordan, den anden i tv i et sommerhus i Nordsjælland. Begge film er aldeles gode, selvom No Country naturligvis er absolut bedst af de to.
Det blev også et gensyn med 2x The Mummy og her må man sige, at den første film er meget underholdende, mens efterfølgeren er ret forfærdelig og med en historie, der absolut ingen mening giver.
Dragged Across Concrete var en suveræn oplevelse, og jeg kan kun anbefale den. Jeg var meget vild med Mel Gibson-Vince Vaughn-tandemmen i den nyeste S. Craigh Zahler-film. En absolut fornem oplevelse, der rent faktisk fik mig til at skrive en anmeldelse igen, selvom jeg egentlig er gået lidt kold i den slags. Super oplevelse.
X-Men: Dark Phoenix var en op og ned-oplevelse, da visse dele faktisk var helt okay, men manuskriptet er rodet, og historien er egentlig ikke særligt spændende. Sophie Turner gør det fint som Jean Grey/Dark Phoenix, og Fassbender er som altid god som Magneto. En mellemgod film med pil nedad. Desværre. Fox har ikke været super gode til at håndtere deres Marvel-figurer og kun i brudstykker har resultatet for alvor været seværdigt.
The Vault og Wandering Earth var skrækkelige film jeg fandt på Netflix, der er med til at vise mig, at med et primært fokus på streaming får man meget begrænsede filmoplevelser. Jeg vil derfor prøve at få set flere af mine fysiske medier, når jeg ikke helt ved, hvad jeg skal se, for jeg kan ikke klare flere The Vaults eller Wandering Earths. Det er simpelthen spild af god levetid.
Edit: Der var åbenbart en misforståelse omkring termen "Netflix-film". Den er nu rettet til.