Rocky BalboaComebacket over alle comeback! Interessen fra omverdenen overmod superboksere er falmende og i en krise, skriger sportsmedierne! De spændende personligheder, de store tætte slag og de kulørte historier er væk! Branchen er i krise. Et TV Show taler om fortidens mastodonter og sætter en computer til at simulere en kamp mellem nutidens mester, Mason ”The Line” Dixon og datidens seneste store folkehelt, Rocky Balboa. Udfaldet af denne kamp vækker pludselig interessen ude blandt publikum, eksperter, promotorer og bokserne selv.
Det er vel knap 20 år siden, at Rocky boksede sin sidste kamp mod Ivan Drago, men styrken og de hårde slag er det sidste en mesterbokser mister. Han fordriver tiden som restaurantejer på ”Adrian’s”, hvor han underholder sine gæster med historier fra sin gloværdige fortid, samtidig med at han er the good guy in the local neighbourhood. Gamle bekendtskaber vækkes til live, hvor både Marie og Spider Rico fra etteren begge leverer comeback til Rocky-franchisen, hvilket jeg egentlig synes er ret fedt.
Min egen favorit i Rocky-universet Duke er selvfølgelig også med igen og han spiller en afgørende rolle i at lægge den plan, som Rocky vil forfølge showkampen mod Mason Dixon, som jo selvfølgelig bliver til noget! Midt i det hele skal Rocky også forsøge at pleje sit skrøbelige personlige forhold til sønnen Rocky Jr. – det skår som blev skabt i 5’eren, lader desværre til at være fortsat. For hvor Rocky ellers altid er der for alle andre, så virker det til, at han har svært ved at finde ud af, hvem skal han være for sin egen søn.
Det er klassisk Rocky, hvor de alle er blevet noget ældre. Det er fedt, at det er lykkes for Sly at få så mange af de gamle skuespillere, til at gentage deres roller fra de foregående film; her skal jeg selvfølgelig også nævne Paulie, som stadig er en lidt sur og gnaven (men god nok inderst inde) slagteriarbejder. Det giver den rette Rocky-stemning i dele af filmen og styrker nostalgien.
Filmens svageste punkt er klart modstanderen, Mason ”The Line” Dixon. Det er netop denne karakter, Rocky’s big opponent, som altid er med til at bygge stemning, spændingen og intensiteten op. Fra kongen over dem alle, Apollo Creed, til den ultrahidsige hardhitter Clubber Lang over mod den russiske maskine ”I must break you” Ivan Drago til den dumme, men alligevel underholdende, wannabe Tommy Gun. De havde alle en imponerende fysik som basen for deres karakter og hver deres særegne karaktertræk. I forhold til alle dem, falder Mason altså ret meget igennem – han er kedelig og ikke særlig imponerende at se i bokseringen.
Dette sjette indslag i serien hører til de Rocky-film, jeg har set flest gange. Da jeg så den i biografen i sin tid (første Rocky-film for mig i biffen, hey!), var jeg både grebet og underholdt. Det husker jeg det også som, at jeg var, da jeg senest genså den på blu-ray for mange år siden. Men ved dette gensyn, stod den ikke så godt, som jeg ellers huskede. Her blev den også hårdt benchmarket direkte mod de andre film i serien, som en del af maratonet, hvor den ved de tidligere gensyn har stået lidt for sig selv.
Masser af nostalgi, gensyn med gode venner og en god fight leveret i filmens boksekamp, mod en ellers noget bleg og kedelig modstander.
set på