"
Alt jeg ved er, at jeg intet ved" (Sokrates)
"
Reports that say that something hasn't happened are always interesting to me, because as we know, there are known knowns; there are things we know we know. We also know there are known unknowns; that is to say we know there are some things we do not know. But there are also unknown unknowns—the ones we don't know we don't know. And if one looks throughout the history of our country and other free countries, it is the latter category that tend to be the difficult ones" (Donald Rumsfeld, 2002)
Vice (Adam McKay, 2018)
Hvis du er tilpas gammel - lige som mig - husker du Dick Cheney, der rumsterede i manegen bag tågehornet George Bush junior i starten af nullerne, ikke mindst i perioden omkring Irak-krigen. Modsat den kulørte Donald Rumsfeld var der lidt mere grå eminence over den jævnt kedelige, trinde mand, men derfor kan man jo sagtens have masser af indflydelse og gennemslagskraft. Især hvis ingen egentlig ved, hvad man laver. Eller ville forstå det, selv hvis de vidste det.
Det er essensen af Adam McKays satiriske portræt af Cheney, der fremstilles i en fantastisk præstation af Christian Bale, godt hjulpet af 20 kg ekstra på sidebenene, fremragende make-up og nøje indstuderet mimik og stemmeføring. Hvem sagde Oscar?
Rundt om sig er Bale omgivet af andre, mere end kompetente præstationer af bl.a. Sam Rockwell som Dubya og Steve Carell, der har en fest som den intrigante Rumsfelt.
Filmen følger Cheney, der starter som rodløs
slacker men hurtigt får stillet stolen for døren af sin mere ambitiøse kone (Amy Adams). Enten tager du dig sammen og bliver til noget, eller også skrider jeg. Cheney hører budskabet og indleder nu et diskret, men utroligt succesfuldt løb som politiker med et enormt talent for at manipulere med folk.
Citat:
Based on a true story. Or as true as it can be given that Dick Cheney is known as one of the most secretive leaders in recent history. But we did our fucking best
Der går alt for megen tid med diverse politiske tovtrækkerier og sager op gennem 1970'erne og 1980'erne, og jeg må tilstå, at jeg begyndte at kede mig lidt undervejs, selv om filmen også er virkelig morsom ind imellem. Uanset hvor godt Bale (under)spiller ham, er Cheney bare ikke særlig karismatisk. Det er først, da vi når frem til 11. september, Irakkrig, Al Qaeda og masseødelæggelsesvåben, at filmen for alvor finder sin form.
Undervejs gør McKay alt hvad han kan - og det er en del - for at peppe filmen op med meta-lag og sjove indslag. Da han lavede The Big Short, gav det mening, for det var en måde at gøre et grundlæggende kedeligt emne (lånepolitik) underholdende. Her er sagerne så bizarre i sig selv, at alle de mange unødvendige krumspring bare ender med at virke irriterende og distraherende. Jo, det er absurd, hvad Cheney og Rumsfelt prøver at slippe af sted med i forbindelse med 9/11 - det behøver jeg ikke "sjov" musik og filmiske kneb for at forstå.
Filmen ender med en spøjs meta-krølle, hvor en fokusgruppe sidder og skændes om den film, vi lige har set. Er det her fakta? Er det ikke bare venstreorienteret propaganda? (Med Akademiets sammensætning in mente: Hvem sagde Oscar?)
Mens republikanere og demokrater ryger i totterne på hinanden, er der to personer, der kigger på hinanden og siger "Hey, har du set den nye trailer til The Fast and the Furious?" - med andre ord: folk som Cheney kan slippe af sted med hvad som helst, for den brede befolkning er skideligeglad alligevel. Ja ja ja,
I get it.Lige som så meget andet i Vice slutter vi med en overforklarende scene.
Det er let at blive forarget over de ting, Cheney og co. foretager sig, men alle pointer bankes fast, så selv den mest tungnemme kan følge med. McKay prædiker for koret i stedet for at prøve at overbevise tvivlerne, og det er moderat underholdende, men også alt for langt, og det er svært at komme uden om den tanke, at de mange, gode præstationer ville have stået stærkere, hvis filmfolkene havde bare lidt mere tillid til deres publikum.