RockySammen med en rigtig god kammerat, har jeg afholdt et vaskeægte Rocky-maraton! Kone og børn var sendt på julebagnings-eksil hos svigerfamilien, så der var absolut ro og fokus på
Rocky, Apollo,
Paulie og resten af banden (akkompagneret af spareribs fra grillen undervejs!)
De første fem film blev nuppet i streg, men 6'eren blev taget dagen efter. Det er selvfølgelig i anledning af, at
Creed II lander i de danske biografer omkring jul - derfor vil
Creed blive genset i dagene op til efterfølgerens præmiere og var derfor undladt i dette maraton.
Rocky som karakter, universet omkring ham samt filmene som helhed er noget, som er vokset meget på mig i løbet af en årrække. Min gode kammerat skal have en stor del af æren for at have vækket min interesse for
Rocky i tidernes morgen. Modsat mig, var han nemlig
Rocky-fan allerede som hel lille knægt, hvor hans storebrødre introducerede ham til The Italian Stallion (
Rocky's alias, ikke 1970-filmen!) og bedrifterne i ringen. Første gang jeg så en
Rocky-film var vel som meget stor teenager, omkring gymnasietiden. På daværende tidspunkt havde jeg ikke noget nostalgisk minde fra hverken barndommen eller tidlig ungdom omkring dennee kulthelt (
Sly var for mig da mest personificeret som
John Rambo samt
Gabe Walker fra
Cliffhanger).
Det må være tredje (eller måske fjerde?) gang, at jeg nu har set den første film i serien - og hvis der er en film, som virkelig kan blive ved med at vokse på mig, så er det klart denne. Filmen taber intet på tidens tand (eller at jeg bliver ældre for hver gang jeg ser den) - tværtimod, så er det lykkedes for filmen, at vokse hos mig gentagne gange, hvilket jeg faktisk oplever at færre film gør efterhånden. Fra at være god første gange jeg så den, til at blive rigtig god anden gang jeg så den; så er den nu ude i at være fantastisk! Så fantastisk, at jeg faktisk nu har rangeret filmen som den bedste film fra 1976, foran en anden yderst anerkendt klassiker,
Taxi Driver.
Jeg synes simpelthen, at der er så meget som rammer plet og temaer, der er universelle og tidsløse. Det med at kæmpe benhårdt for både dem- og det man holder af, og aldrig lade sig kue eller give op - uanset hvor mange tæsk man får, eller hvor meget modgang man oplever! Det er
Rocky kogt ultrakort sammen.
Persongalleriet i denne film er fantastisk og stort, stor ros til
Sly for at bibeholde og udvikle på så mange af de disse skønne og huskværdige karakterer igennem de efterfølgende film.
Apollo Creed er en legendarisk modstander, hvis eftermæle kun er blevet større gennem
Creed-filmene.
Carl Weathers spiller karakteren virkelig godt med imponerende fysik og attitude.
Burt Young,
Burgess Meredith og
Talia Shire (samt
Sly himself) modtog med rette Oscar-nomineringer for deres skuespil i deres respektive roller og det er fantastisk at opleve, hvordan disse personer alle starter i franchisen - og efterfølgende opleve deres udvikling undervejs i de efterfølgende film.
Jeg vil også slå et slag for en af de små roller, som virkelig rammer plet - jeg vil gerne fremhæve
Tony Burton, som har en rigtig stærk tilstedeværelse i sine scener og i med-/modspillet overfor
Apollo. Hans karakter er i denne (samt den efterfølgende) endda ikke navngivet (står kun listet som Apollos træner), men bliver senere "døbt"
Duke. Både skuespillet og karakteren i denne lille rolle, er først noget jeg rigtig har anerkendt ved denne gennemgang; det viser, hvor meget at de små ting i denne film betyder. At opdage og sætte pris på sådanne små ting - særligt, hans opførsel i kampforberedelserne, hvor han som eneste mand viser, at han har en reel respekt for den undertippede modstander og kunne se ting, som andre ikke kunne. Det er bare fedt at opleve!
Herudover skal jeg da lige nævne hunden
Butkus (som faktisk var
Sly's egen hund) samt
Pedro Lovell (som er ultrakort med her), der dukker op igen 30 år senere.
I fare for at gentage, hvad jeg allerede har skrevet i ovenstående: Fantastisk gensynsglæde
set på