IntoleranceLove's Struggle Throughout the AgesFør jeg satte mig til at skrive den anmeldelse, eller måske nærmere refleksion omkring min oplevelse, over dette mastodontiske og historiske værk, kunne jeg mærke, at jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle starte - eller hvad jeg ville fokusere på i skrivet.
Min tvivl har ført mig til, at jeg skriver lidt "lige-ud-af-landevejen" - så beklager de bump, der nu må mere på sådan en landevej
Jeg så filmen, på en flot blu-ray udgivelse af Masters of Cinema, over to aftenener i vores hjem. Filmen er noget af en kleppert, med en samlet spilletid på lige over 2 timer 45 minutter. Den første aften så jeg ca. totredjedele af filmen, alene, mens jeg gik i gang med den sidste tredjedel en sen eftermiddag. Her kom min 4-årige datter og satte sig i sofaen sammen med mig. Hun kiggede noget fordybet på skærmen i et par minutter - jeg var meget spændt på hendes reaktion. For det første var jeg overrasket over, at hun ikke startede med at spørge, om jeg ikke kunne sætte en tegnefilm på. Hun var derimod nysgerrig og spurgte mig så, hvorfor at skuespillernes mund kunne bevæge sig uden af sige noget, hvorefter hun flittigt imiterede den stumme bevægelse, hun så på skærmen. Velkommen til din første stumfilms oplevelse kære datter, hvorefter jeg på mest pædagogisk vis forsøgte at forklare hende, at det var sådan man lavede film i helt helt gamle dage...
For mere end ét-hundrede år siden lavede en instruktør, en spektakulær og berygtet storfilm kaldet
A Birth of a Nation - en film som netop i år har modtaget fornyet opmærksomhed efter den omtaltes i
Spike Lee's BlackKklansman. Den indholder nogle meget klare politiske budskaber fra afsenderen, som jeg ikke vil bruge mere krudt på, andet som som baggrund for filmen som kom herefter, nemlig
Intolerance: Love's Struggle Throughout the Ages". Efter hvad jeg har læst mig frem til, så ville instruktøren bag begge film,
D.W. Griffith, vise et helt andet budskab og side, efter den kritik han mødte i 1915.
Intolerance er noget af en kompleks skabning. Den fortæller flere historier udafhængigt af hinanden, men hvor temaet går igen i de forskellige historier. Der krydsklippes frem og tilbage og det er egentlig noget svært at beskrive det - min første indskydelse fortæller mig, at hvis man vil sammenligne stilen med noget nyere, så kan
Cloud Atlas vel bruges som en type for referenceværk (dog uden at de samme skuespillere optræder i de forskellige historier).
Hvor
Tom Tykwer kunne benytte sig af nymodens effekter og CGI i det enogtyvende århundrede, så foregår alt med praktiske effekter, opbyggede kulisser, manuelt arbejde og filmset bestående af tusindvis af statister. De forskellige historier foregår i hver deres tidsalder - så ambitionerne, indsatsen og visionen har bestemt ikke fejlet noget hos Hr.
David Wark fra Kentucky, USA.
Min bedømmelse afspejler hvad jeg som seer i det herrens år 2018 oplevede af at se denne gigantiske spillefilm, der har flere år på bagen end nogen levende person jeg kender. Den er ekstrem visionær og ambitiøs i dens fortælleteknik og tekniske udførsel. Den mængde af energi, der skulle til at styre filmens tilblivelse (og efterbehandling) med de hjælpemidler man nu engang havde dengang, kan jeg slet ikke drømme om.
Som underholdningsværk er den selvfølgelig noget tung - til tiden taber man både tråden og momentum. Det er med at være meget tålmodig og have de filmhistoriske briller stramt på.
Set på