Zero Effect (Kasdan, 1998) Daryl Zero (Bill Pullman) er verdens bedste privatdetektiv. Som i meget private. Ingen ved, hvordan han ser ud og alle hans møder med potentielle klienter foregår igennem hans hårdt prøvede hjælper Steve Arlo (Ben Stiller).
Når Zero er på en sag, så er han ude i den virkelige verden mellem almindelige mennesker (i forklædning og med forskellige dæknavne), men når han er imellem sager, så er han hjemme i sin penthouse-lejlighed, hvor han skriver dårlige sange og er høj på amfetamin.
Den nyeste sag handler om en forretningsmand (Ryan O'Neal), der ikke kan finde sine nøgler - og samtidig bliver afpresset af en pengeafpresser, der har noget på ham. Hvad det er - det vil han ikke ud med - men han vil meget gerne have Zeros hjælp.
Bill Pullman er skiftevis charmerende, usympatisk og meget excentrisk i rollen som Daryl Zero, mens Ben Stiller har en af hans få seriøse roller som hans hjælper Steve Arlo. De er begge rigtig velspillende i deres roller, men det er Pullman, som filmen hænger på og han udfylder rollen perfekt.
Filmen er en blanding af noir (neo noir) og Sherlock Holmes. Zero er ret tæt modelleret på Holmes og Arlo er hans Watson. I løbet af filmen bliver der snakket om mange af deres tidligere sager, som har titler meget a la sagerne i Watsons skriverier. En lille sjov ting i "Zero Effect" er, at Arlo/Watson ikke gider skrive Zero/Holmes' eventyr ned, så det gør Zero selv.
Det fungerer godt med nyfortolkningen af Sherlock Holmes og det skyldes i allerhøjeste grad det velskrevne og vittige manuskript af Jake Kasdan, der også står for instruktionen. Det var hans debut som både instruktør og manuskriptforfatter og han fulgte det senere op med "Orange County", "Walk Hard: The Dewey Cox Story" og senest "Jumanji: Welcome to the Jungle".
Kasdan forsøgte senere at lave "Zero Effect" om til et pilotafsnit til en mulig tv-serie, men det blev desværre ikke til noget. Man kunne dog ellers godt tænke sig flere film i dette univers, hvor der er masser af muligheder for spændende historier.