Det med at skrive har aldrig været min stærke side, hvilket også er årsagen til at jeg aldrig har skrevet en filmanmeldelse. Avengers: Infinity War har dog rørt et eller andet i mig, der gør at jeg er nød til at skrive et par tanker omkring filmen.
Til at starte med må jeg introducere mig selv som en meget lidt kræsen film entusiast; jeg er ret nem at underholde, hvilket gør at jeg kan tilgive mange fejl i en film så længe jeg er underholdt.
Jeg har fulgt Marvel universet siden den første Iron-Man film udkom (og har læst så lidt af tegneserierne at det ikke tæller) og har generelt været virkelig godt underholdt.
De sidste film der har fået virkelig god kritik som "Thor: Ragnarok" og "Black Panther" har jeg personlig været lidt mindre begejstret for, uden at jeg kan forklare hvad der gør det, dog skal "Black Panther" ses igen inden der falder en endelig dom.
Men, Avengers: Infinity War!
Som det allerede har været nævnt, så viser 10 års opbygning af karakterer deres værd når så mange karakterer samles i én film og så snart Iron-Man, Cap, Thor eller andre helte dukker op så kender vi deres historie, deres personlighed og har en ide om hvorfor de gør som de gør. Det betyder at historien, på godt gammel dansk, kan ”hit the ground running” og bruge energien de rigtige steder. Balancen mellem hvor meget screentime de enkelte karakterer skal have er ramt virkelig godt, og for mig var der ikke noget tidspunkt hvor jeg tænkte ”Gad vide hvordan det går med x”.
Det jeg har haft det lidt stramt med ved flere Marvel film har været at opbygningen har mindet lidt for meget om hinanden og generelt har badguy’en været en anelse sløv og ret ikke-truende. Det er der nu rettet op på!
Thanos har alle de kvaliteter man skal frygte; han er stærk, han er snu, han er beregnende, han er kølig og så har han en klippefast tro på at han gør det rigtige. Derudover spiller Josh Brolin så mesterligt at jeg hurtigt glemte alt om CGI-figuren Thanos og så ham som personliggørelsen af ordene ”ultimativ trussel”.
De eneste knaster er humoren der generelt fungerer fint i de korte glimt der er, dog er det en gang eller to lidt for meget, tidspunktet er uheldigt eller joken er dårlig – men det kunne have været meget værre (looking at you, ”The Last Jedi”).
Der bliver flere steder råbt op om ”superhero fatigue” og at folk gerne vil se noget nyt, dog vil jeg vove den påstand at der ikke er noget der hedder ”good movie fatigue” hvilket er årsagen til at Marvel har så meget medvind og det er absolut også tilfældet for Infinity War der er én af mine favorit Marvel film. Historien hænger dog så meget sammen med den næste Avengers film at det er svært at fælde dom over kapitel 1 uden at have set kapitel 2.
Et lidt sørgeligt, men umådelig morsomt, citat jeg så om superheltefilm situationen:
- [Vis Spoiler]
- Thanos snapped his fingers and the DC Cinematic Universe disappeared.