The Little Hours (Baena, 2017) En komedie uden ret mange grin? Desværre er det, hvad man får med Jeff Baenas "The Little Hours". Holdet foran kameraet ved ellers godt, hvordan man får et grin eller fem frem: Nick Offerman, Aubrey Plaza, John C. Reilly, Fred Armisen, Alison Brie, Kate Micucci og Molly Shannon.
Filmen er baseret på Boccaccios "Decameron" eller rettere to historier derfra. Det er også fint nok og katolikkerne i USA har været ude med riven efter filmen, da den er meget anakronistisk i sin dialog og nonnerne bliver bestemt ikke fremstillet på en måde, som katolikkerne ønsker, at nonner skal fremstilles. En af nonnerne er lesbisk (og jøde), en anden er heks og deres overordnede (Reilly/Shannon) i klostret hygger sig med hinanden om natten. Så langt, så langt ude.
De første par gange, hvor Plaza & Co. flipper ud og går amok på en sagesløs gartner, er det meget sjovt og meget skørt. Så er der lidt gak med Nick Offerman og hans kone, som Dave Franco er lidt for interesseret i. Eller er det hende, der er lidt for interesseret i ham? Franco flygter og kommer til det lille kloster, hvor de unge nonner finder ham meget interessant.
Det kunne der sagtens have kommet en endnu sjovere film ud af end de meget spredte grin, der dukker op i løbet af filmens halvanden time lange spilletid.
Jeff Baena har tidligere arbejdet sammen med John C. Reilly, Molly Shannon og Aubrey Plaza i den vellykkede zombie-komedie "Life After Beth", som man hellere skulle bruge tiden på at se end den her. Baena og Plaza danner også par i virkeligheden, så det er nok ikke sidste gang man ser hende i en af hans film. Man kan bare håbe, at den bliver mere a la "Life After Beth" end "The Little Hours".