The LEGO Ninjago Movie (Bean/Fisher/Logan, 2017) Der sidder nogle dygtige folk hos LEGO, der udtænker en masse spændende universer og figurer. Et af de universer er LEGO Ninjago, som jeg ikke kender ret meget til, men jeg er glad for ninjafilm, kampsportsfilm og LEGO, så det kan ikke gå helt galt med den her film.
Jeg var meget imponeret over, hvor frisk og opfindsom "The LEGO Movie" var. Den brugte de mange licenser, som LEGO har fået igennem årene, på en nytænkende, syret og helt igennem hyleskæg måde.
Med Ninjago-filmen har de været nødt til at indskrænke sig til ét univers, som foregår i et asiatisk-lignende land, hvor en gruppe helte-ninjaer kæmper mod en ond skurk. Twistet er, at skurken er far til den ene af ninjaerne.
Jackie Chan spiller med i live-action-delen af filmen og lægger også stemme til ninjaernes læremester Wu. Filmen følger en meget typisk skabelon (helte kæmper mod skurk - skurk besejres - skurk vender tilbage mere styrket - helte besejres - helte er nødt til at blive bedre helte for at besejre skurk).
Når det nu er en LEGO-film, så skal man også lige tilføje et par skæve parenteser: helten kommer til at slippe et stort monster løs (Mewthra: en live-action-kat, der går i gang med at smadre byen) og ninjaerne bliver nødt til at slå sig sammen med skurken Garmadon på deres vej for at finde et våben for at besejre "big bad kitty".
Der er mange skæve og sjove ideer i Ninjago-filmen: Garmadons fetish for hajer, en fed brug af "Wilhelm scream" i en af scenerne og hele ideen med, at en kat slipper løs og begynder at smadre en by, der er bygget af LEGO.
Desværre er filmen også 1 time og 40 minutter lang og føles ikke et minut kortere. Der har været seks-syv forfattere til at skrive historien og det kan desværre mærkes på mange tidspunkter, hvor den virker meget rodet. Lidt som om, at forfatterne ikke har set hinandens noter.
Både "The LEGO Movie" og "The LEGO Batman Movie" varer 1 time og 40 minutter hver især og de føles ikke lange. Forfatterne på de film har haft et bedre greb om manuskripterne og har fyldt dem med det helt rigtige antal gags, skøre situationer og genial brug af LEGO, som filmene har haft brug for.
Hvis man kan lide de to foregående LEGO-film, så skal man da også se den her, men forvent ikke en film, der kommer op på højde med dem.