December:
The Business, 2005, Nick Love
Der er ikke meget fremtid i at være ungdomskriminel i London, så Frankie (spillet af Danny Dyer) rejser til Sydspanien, hvor han møder landsmanden Charlie. Han har penge, lækkert tøj, fed bil og masser af damer; lige noget for Frankie, men det er selvfølgelig fordi Charlie er leder af en forbryderbande. Langsomt (eller faktisk ret hurtigt) bliver Frankie lokket med ind i kriminaliteten med illegale stoffer og våben, og bliver samtidig brugt af bandens medlemmer som en brik i deres indbyrdes magtspil, ikke mindst i forhold til en af medlemmernes lækre unge kæreste. Efter Guy Ritchie’s gennembrud omkring år 2000, er The Business endnu en hip engelsk gangsterfilm, hvor æstetikken er en vigtig ingrediens (her foregår det i 80’erne, så tøj, musik, biler mv. er ned til mindste detalje genskabt fra den era). Karaktererne er lidt kliche-agtige, men der bliver spillet tilpas energisk til at det er ret underholdende, og den spanske setting er original, ligesom soundtracket med 80’er musik er en fornøjelse.
The 39 Steps, 1935, Alfred Hitchcock
En lang række af Hitchcock’s senere kendetegn kan spores tilbage til denne engelske thriller. Robert Donat er den almindelige mand, der hvirvles ind i en international spionhistorie, hvor han mistænkes for mord og må prøve at finde noget vital information før fjenderne. Madeleine Carroll, som en mystisk blondine, giver Donat verbalt modspil, og der er adskillige action-scener i kendte lokationer. Selvfølgelig er der ikke så meget “smæk for skillingen” som i en moderne thriller (især er lydsiden svag efter nutidig standard), men manuskript, skuespil og opfindsomhed er en fornøjelse, og en klar inspiration og skabelon til senere filmskabere, og, som nævnt, ikke mindst Hitchcock selv.
Rogue One, 2016, Gareth Edwards
“Efter 40 år bliver der udfyldt et plothul i Star Wars sagaen” pippede nørderne. Der er ikke noget der hedder plothuller i min opfattelse – blot ting, som filmskaberne har valgt ikke at vise. Desuagtet var det nu meget godt at få endnu en tur i universet og møde såvel gamle som nye karakterer, og heldigvis er stilen ret tro mod de tidligere film. Vi følger rebellernes forsøg på at stjæle tegningerne til Dødsstjernen, med det formål at destruere den (som vi jo allerede vidste i forvejen fra starten af den originale Star Wars), og for at det hele ikke skal være action, så får vi en far-datter historie oveni (af den slags hvor far for det meste er fraværende). Karaktererne er dog kun lige akkurat spændende nok til at bære én film, og derfor er stand-alone formatet fortrinligt. Det opvejes dog af masser af gode action-sekvenser, hvor den sidste trediedel er et langt slag, som toppes med de sidste 10 minutter, som er absolut perfekt udført.
2019 – After The Fall Of New York (Dopo La Caduta Di New York), 1983, Sergio Martino
Italienske genrefilm er næsten altid inspireret af (læs: totale rip-off’s af) succesrige actionfilm, og her er det “Escape From New York” og “Mad Max”, som er anvendt (men vent lidt; den forudser faktisk plottet fra “Children Of Men”!). Desværre er budgettet så uendeligt småt, at afdækningsplastik udgør en stor del af filmens set decoration. Jeg har faktisk glemt det meste af plottet, men det foregår i et post-apokalyptisk Amerika, hvor resterne af New York bruges til at have slåskampe mellem rivaliserende grupper. D-kategori stjernen Michael Sopkiw topper på skuespilsiden. Alle elendighederne til trods, så er det dog niveauet over hjemmevideo, og ville sagtens kunne passe ind i en herlig fredag aften med “3 videofilm fra tanken” dengang i 80’erne.
Gomorra, 2008, Matteo Garrone
Glem det romantiserede billede af mafiaen, som f.eks. ”Godfather” har bidraget med. Nutidens mafia i Napoli tjener penge på at f.eks. dumpe giftigt affald på den jord, der skal anvendes til frugtdyrkning. I et traditionelt pyramide-hieraki er arbejdspsopgaverne fordelt efter rang, og der er altid en længere nede til at udføre det beskidte arbejde. Hele beboelseskvarterer har dette liv som den eneste mulighed (det gennemsyrer HELE deres trivielle dagligdag), og generation efter generation bliver smadret af ikke at have noget håb, hvorfor meningsløs vold er en naturlig konsekvens. Garrone tegner et dystert billede af Italien, og har filmet med nærmest dokumentarisk stil. 4-5 forskellige historier kører sideløbende og krydser ind imellem ind i hinanden i et manuskript næsten uden tradionel dialog eller narrativ. Det er en film, der tager lang tid at fordøje, og det skyldes ikke mindst de fantastiske præstationer fra et hold ikke-professionelle skuespillere, der virker 100% autentiske.
Here Comes Mr. Jordan, 1941, Alexander Hall
På toppen af sin ungdommelige fysiske form dør bokseren Joe (friskfyragtige Robert Montgomery) i en flyulykke – ved en fejl! Oppe i himlen har de simpelthen kaldt den forkerte mand op til at møde sin skaber, og nu må himlens embedsmænd, bl.a. Mr. Jordan (en meget tillidsvækkende Claude Rains), putte Joe over i en anden krop nede på jorden så han kan leve videre. Dette lidt syrede set-up er udført meget elegant, og der er en masse forviklinger, når det indre og ydre af en person ikke længere stemmer overens. Med en mordgåde og en love-story blandet ind, skal der til tider forklares rigtigt meget for at vi kan følge med, hvilket er en lille svaghed, men det er alt i alt en fornøjelse at se Hollywood’s stjernefabrik levere et opfindsomt lystspil om død.
Halloween, 1978, John Carpenter
Det første mesterværk fra Carpenter, og et så stort biografhit at den startede de næste 10 års slasherfilmbølge. Kun få af de utallige efterligninger når samme grad af intensitet og superstramme opbygning som Halloween. Michael Myers er undsluppet fra et mentalsygehus 15 år efter han myrdede sin søster, dengang han selv var 6 år. Han vender tilbage til barndomshjemmet, hvor forbrydelsen skete, og bryder idyllen for 3 high-school piger (bl.a. Jamie Lee Curtis og P.J. Soles), der mest tænker på drenge og jobs som babysittere. At Michael Myers langt hen af vejen forbliver en ustoppelig og uforklarlig ondskab er yderst effektivt, og det simple og meget repetitive synth-score (af Carpenter himself) er i sig selv ikonisk. Kan ses igen og igen uden at miste sin styrke, og Jamie Lee Curtis’s Laurie og Donald Pleasence som Dr. Loomis er karakterer man husker.
Halloween II, 1981, Rick Rosenthal
Når der tjenes mange penge, så skal Hollywood finde på en måde at forlænge stimen, og John Carpenter leverede manuskript til denne fortsættelse, der bogstaveligt talt starter hvor sidste scene i 1’eren sluttede. Der er derfor mange fortælletråde, der fortsættes, men desværre bliver der også fortalt FOR meget omkring Michael Myers baggrund, og det gør ondskaben i karakteren lidt mindre. Til gengæld er der skruet op for gore-faktoren og body-count. Der er heldigvis genvalg til Jamie Lee Curtis og Donald Pleasence, men der er desværre lange perioder af filmen hvor de er væk fra historien. Ikke noget mesterværk som 1’eren, men stadig en god lille horror/slasher film.
Star Wars – The Last Jedi, 2017, Rian Johnson
Der skal noget særligt til at få mig i biografen og se en premierefilm, og det kan Star Wars heldigvis levere. 2,5 time i selskab med gamle og nye karakterer flyver afsted, og der bliver føjet nye facetter til den enorme mytologi. Selvom der er karakterer og plottråde, der ikke fører nogen vegne, og der er lidt for tydelig fokus på “United Colours Of Benetton”, så gør det ikke ubodelig skade på helhedsoplevelsen, for der er så rigeligt med visuelle og følelsesmæssige højdepunkter. Historien med Rey og Kylo Ren er robust nok til at bære de to første episoder i denne trilogi, og personligt kommer jeg ikke til at savne Carrie Fisher i sidste del. Rian Johnson kan på en gang introducere sekvenser, der rusker op i stilen (Rey’s knipse-scene ligner noget fra en eksistentiel 60’er film), og samtidig fastholde det overordnede, fabelagtige, look. Som midterste film i en trilogi, synes jeg måske at den mangler den cliff-hanger, som var i “The Force Awakens”, og som gjorde ventetiden på “The Last Jedi” så ulidelig lang.