Murder on the Orient Express (Kenneth Branagh, 2017)
En god, gammeldags whodunit - en genre man alt for sjældent ser i biografen. En berømt roman som forlæg. Et cast, der siger spar to. Og en anerkendt instruktør bag roret. Den film har jo næsten lavet sig selv.
Det samme må folkene bag denne nyindspilning af Agatha Christies klassiske krimi have tænkt, for det virker som om, der mangler noget nerve og magi på lærredet. Jeg havde virkeligt set frem til Murder on the Orient Express, men må skuffet indrømme, at den hverken er fantastisk eller frygteligt, bare meget, meget middelmådig.
Det starter ellers godt med introduktionen af "verdens bedste detektiv" Hercule Poirot (Branagh himself) i en sjov åbningsscene, der giver filmen et let anslag. Krimi med et glimt i øjet er ikke det værste, der kan ske for en Christie-filmatisering. Herefter rykker vi ombord på Orient-Ekspressen i Istanbul, hvor vi introduceres til filmens øvrige persongalleri (en imponerende samling af skuespillere - Michelle Pfeiffer, Johnny Depp, Judi Dench, Derek Jacobi, Penelope Cruz og Daisey Ridley), der alle har deres grunde til at være steget på det berømte tog.
Poirot er egentlig bare ombord på toget for at hvile de små grå, men han bliver revet ud af sin døs, da en af passagererne bliver myrdet på meget blodig vis. Da det er sket på et tog i bevægelse, er der jo ikke så megen tvivl om, at den skyldige er ombord. Men hvem? Poirot går i gang med undersøgelserne og opdager hurtigt, at en del af personerne ombord skjuler over mere, end de umiddelbart har fortalt.
Alt dette lægger jo op til alle tiders krimigåde, så hvad er det, der mangler? Produktionen fejler i alt fald ikke noget - flotte kostumer, 70mm optagelser - og castet er højt kvalificeret. Her er i hvert fald en af filmens svagheder. Når man råber højt på sin plakat om, at man har 6-7 Oscarvindere og -nominerede med, så bliver forventningerne uvægerligt skruet i vejret. Ud over Depp, der virker meget lidt overbevisende, gør de det også alle udmærket, men flertallet spiller underligt stift. Min påstand er, at en hvilken som helst af rollerne (ud over Poirot) kunne været skiftet ud med en skuespiller, der end ikke havde været i nærheden af en Oscarnominering, og de ville have gjort det lige så godt. Branagh forspilder aldrig en chance for at have sig selv i centrum, og med en ellers prisværdig spilletid på lige under to timer, fylder ham simpelthen så meget, at de andre aldrig får ånderum.
Og så er der det med stemningen. Filmen starter som sagt godt, men så er det som om, den glemmer at have det sjovt med materialet. Og mens det flotte CGI-tog forlader en CGI-"enhanced" by, og vi tager det femte fly by-shot hen over toget (stadig CGI, vil jeg tro) tænker man, at Branagh har så travlt med at peppe de (selv)højtidelige rammer om historien op, at han glemmer, at vi egentlig primært er kommet for krimigåden. (De mange, malplacerede kameravinkler hjælper heller ikke.)
Og det ærgrer ad h.. til, for alle ingredienserne er egentlig til stede. Da den gode brite lavede Stor Ståhej For Ingenting i 1993, var det også med et berømt forlæg og et imponerende cast, der i den grad gav den gas og gjorde filmens titel til skamme. Her har vi en ny film, der i stedet kunne overtage titlen. Når det så er sagt, er det svært at ødelægge et fundamentalt spændende mysterium, og er man i humør til det, er man da jævnt underholdt. Filmen burde bare have været så meget mere.