Så blev sidste afsnit af sæson 2 af "Stranger Things" set færdig. Det var en fornøjelse, ligesom første sæson, og de to nye 80er-skuespillere på holdet i denne sæson (Sean Astin og Paul Reiser) passede rigtig godt ind i serien. Sean Astin kommer endda med en fin lille reference til "The Goonies" på et tidspunkt.
Det er ret interessant at se, hvordan de bruger persongalleriet i denne sæson: nogle af de skuespillere, der ikke havde voldsomt meget screen time i første sæson har fået noget mere at lave i sæson 2 - og enkelte skuespillere, der nærmest havde en hovedrolle i sæson 1, er kommet lidt mere på sidelinjen i denne sæson. Det fungerer glimrende og måden de fortsætter historien på giver god mening. Den er lidt mere langsom i denne sæson, men det giver en fin personudvikling og man tror på, at de er blevet et år ældre i seriens univers.
Ligesom i sæson 1 er seriens absolutte højdepunkt (for mig) Gaten Matarazzo som Dustin. Han udvikler sig, men er stadig den person, der giver flest grin i løbet af de ni afsnit. Alle skuespillerne får øjeblikke, hvor de får lov til at vise, hvad de kan og de lever fuldt ud op til opgaven.
Seriens look er perfekt, både i den virkelige verden og i "The Upside Down". Synth-scoret og de mange 80er-numre (de har vist haft et højere musikbudget i denne sæson end sæson 1) passer godt til universet.
Jeg ser frem til sæson tre