Teknisk set en tv-serie, men Lynch har selv udtalt, at det reelt set er en film i 18 afsnit, og så må man jo lystre
OBS: Indeholder små spoilere om seriens indledning
Twin Peaks: The Return (David Lynch, 2017)
Efter al hypen, internetspekulationerne, aflysninger, offentlige skænderier med tv-selskabet mv. landede Lynchs og Frosts opfølger til deres (i kredse) højtelskede Twin Peaks endelig i sommeren i år. Med et så massivt forventningspres kunne det jo næsten kun blive et antiklimaks. Eller....?
My log wants to tell you somethingDer er allerede nu skrevet nok stof til en doktorafhandling om den nye TP-serie, og jeg skal hverken prøve på at gengive handling eller at komme med mange, lange analyser af temaer og virkemidler. Lad os bare konkludere, at anmelderne mestendels har været begejstrede, mens seertallene har været noget mindre imponerende. Dog har Showtime, der viser serien i USA, angiveligt haft en uhørt stor strøm af nye abonnementer, så kort sagt har verden været delt op i en lille, men meget entusiastisk kerne af fans og nysgerrige, og så de brede horder, der er godt tilfreds med Game of Thrones.
Damn good coffee - and hot!Seriemediet har rykket sig enormt siden starthalvfemserne, hvor Twin Peaks var den nye, sære snegl i klassen. Det har dens seere formodentlig også. Det har dens instruktør, Lynch, i særklasse også. Der er meget langt mellem TP anno 1990 og 2017. Hvor den gamle serie viste lillebyens forskruede råddenskab under den pæne overflade, virker Lynch denne gang meget mindre interesseret i et sammenhængende plot eller konventionelt drama. Og det er i for sig en spændende vinkel. Folket vil have klassisk Agent Cooper med velfriseret hår, cherry pie og tibetanske opklaringsmetoder. Men fuck dem, om det er det, de får! Der er en stor, fed langemand til alle vores forventninger, og langt hen ad vejen er jeg med på spøgen. Det er bizart underholdende, og selv når serien tilsyneladende kører helt af sporet i afsnit 8 (der mere virker som en tilbagekobling til Eraserhead), kan jeg godt ride med på bølgen af drømmeagtig logik, som vi kender den fra Lost Highway og Mulholland Drive. Det er ikke altid, jeg aner hvad der sker, men jeg hænger på. Jo, Lynch har rykket sig, men det ville også være skuffende bare at gentage sig selv.
The owls are not what they seemMen så bliver jeg alligevel lidt mere stram i masken. Efter sine stort publicerede skænderier med Showtime fik Lynch sin vilje og sine 18 afsnit, så serien er muligvis helt efter hans (forskruede) hoved. Det er så bare ikke helt efter
mit hoved. For det første virker 18 afsnit som alt for meget. Persongalleriet er enormt, og antallet af plottråde, der svæver i øst og vest er en tak for overvældende for en menig seer som undertegnede, der gerne vil give Lynch og Frost masser af line, men samtidig ikke orker at sidde og dybdeanalysere hver enkelt afsnit.
The Return er ikke et drama, men et gigantisk puslespil, hvor den hårde kerne møjsommeligt kan flytte rundt på brikkerne mens vi andre nøjes med at følge med efter bedste evne. Der er jo de vildeste teorier om, at tallene på en væg i afsnit 2 er et clue til noget i afsnit 15. Og at tapetet i en eller lokation (I kid you not) i serien er en tydelig reference til Lost Highway eller noget i den dur. Jeg orker ikke at skulle sidde og dechifrere alle mulige spøjse tips til navne, der helt indlysende er et nik til ham fyren, der går over gaden i en scene i Blue Velvet.
Jeg kan sagtens se omridset af nogle større temaer, men vælger at flyde med på den drømmeagtige logik.
Seriens sidste, store problem er koblingen til originalen. Det er imponerende, hvad de har fået stampet sammen af de gamle skuespillere, men Lynch virker ikke interesseret i dem. De er der egentlig bare, mange af dem. Nogle få af dem får lidt mere betydning hen mod slutningen - og serien slutter i øvrigt
helt fantastisk
- men ellers må man sige, at det bogstaveligt talt er et fremragende eksempel på betydningen af
kill your darlings. De fylder, forlænger og frustrerer, og jeg ville helst undvære dem. I stedet kunne man have fokuseret på den perlerække af små og store nye skuespillere (i TP-sammenhæng), der stort set alle leverer en prima indsats.
Wrapped in plasticSå summa summarum er jeg på samme tid optaget og irriteret. Dog heldigvis mest det første. De mange hardcore Lynch-fans vil nok sige, at jeg ikke har analyseret serien grundigt nok. Den er også allerede udråbt til hans magnum opus. Men det er den slags, der gør det umuligt at kritisere serien. Og det skal sgu være muligt.
Twin Peaks: The Return vil noget helt andet og mere syret end sin forgænger. Målgruppen er således noget snævrere end sin forgænger. Det har jeg den største respekt for, og de enkelte afsnit har haft masser af klassiske Lynch-øjeblikke at grine over, klø sig i nakken over og forvirres over. Men fra min ydmyge stol manglede der noget mere fokus hen over 18 lange afsnit, og jeg har ikke behov for at investere den tid, der skal til for at få hele puslespillet til at gå op.