Fredag lagde jeg ud med at se La La Land i biffen, og således rustet til tænderne med pastelfarver, jazz og energi følte jeg mig rustet til at tage ud til en god ven og få lukket et par huller i min Jim Jarmusch-opdragelse.
Det var i alt fald fra den ene yderlighed til den anden.
Permanent Vacation (1980) er på godt og ondt en debut-film. Man genkender nogle stilistiske træk fra hans senere værker, men han har ikke fuldt styr på teknikken endnu (filmen blev lavet, efter at han var droppet ud af filmskolen). Filmen følger en ung, rodløs fyr, der sjosker rundt i nedslidte dele af New York og møder forskellige mere eller mindre spøjse eksistenser, inkl. sin mor, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, en mand, der gruer for krig samt en ung pige, der sælger billetter i en biograf.
Jarmusch lykkes med at anslå en grundstemning af noget
skævt, både i de grå omgivelser og i den unge mand, men samlet set er indtrykket for bagatelagtigt, og man tænker jævnligt, at havde budgettet været til et par takes mere (nej, du skal ikke kigge ind i kameraet!), havde det nok ikke skadet.
Så gik det straks bedre med
Stranger Than Paradise (1984), hvor vi følger Willie, en ung, ungarsk immigrant i USA, der hustler sig gennem tilværelsen og tilsyneladende har det okay med det. Derfor passer det ham gevaldigt dårligt, da han pludselig får besøg af sin kusine Eva fra hjemlandet. Hun slår sig ned hos ham i ti dage og vender - til hans grænseløse irritation - op og ned på hans ellers så fasttømrede rutiner. Senere flytter hun til en slægtning i Ohio, og vi følger Willie og hans kammerat Eddie (der er meget begejstret for den unge dame), der tager på en road trip for at redde Eva fra den kedsommelige slægtning og måske fejre det hele med en tur til Florida for alle de penge, de ikke har.
Som i sin forgænger er det ikke plottet, der tynger Stranger Than Paradise. Men skuespillerne er langt mere veloplagte, og der er en fin dynamik i trekanten mellem de tre hovedroller. Jarmuschs velkendte, skæve humor er ved at finde sit leje. Visuelt har han også fået væsentligt bedre styr på sine virkemidler. Ingen tvivl om, at jeg stadig bedre kan lide en del af hans senere produktioner så som Ghost Dog, Night on Earth og Down By Law, men film nr. 2 er en generelt vellykket trædesten på vejen mod storformen.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film