April var med en lang påskeferie særdeles god på filmfronten:
Klovn – The Movie, 2011, Mikkel Nørgaard
TV-serier, der bliver til film, kan ofte være noget rod, men her har man husket det vigtigste, nemlig at sørge for en god gennemgående historie, der berettiger spilletiden. Dejligt at se at der ikke er nogen hæmninger i indholdet, men æstetisk er det ikke anderledes end TV-niveau.
Code Of Silence, 1985, Andrew Davis
Chuck Norris er politimand, og er lidt alene om at være en ærlig en af slagsen. I forsøget på at optrævle narkobander, bliver en uskyldig dreng skudt af en politimand, som næsten alle andre betjente så dækker over. Kun lige over middel actionfilm, men dog rigelig underholdende.
Vigilante, 1982, William Lustig
Da Robert Forster’s kone bliver dræbt i meningsløs vold, tilslutter han sig andre fra nabolaget, som bare har fået nok, og de indleder krig mod ”the scum”. Fred Williamson er også med på holdet i denne forbilledligt stramt fortalte lille perle. Selvom der ikke er budget til de vilde actionscener, så tilføjer det faktisk bare til følelsen af realisme.
2 Fast 2 Furious, 2003, John Singleton
Kun Paul Walker fra den første film er med her, og man gentager stort set historien, men denne gang i Florida. Karaktererne bliver stadig mere ligegyldige og irriterende, ”bruh”, og jeg har svært set at se hvordan denne franchise kommer videre herfra.
Klovn Forever, 2015, Mikkel Nørgaard
Alle hovedkaraktererne er tilbage, men historien virker ufokuseret og ligegyldig. Hvem der er ens virkelige venner? er for så vidt et udemærket emne for en film, men at en stor del af handlingen er henlagt til Los Angeles bidrager ikke til noget positivt i Klovn-universet.
Dollman, 1991, Albert Puyn
En politimand og et afhugget hoved, som han jagter, fra en planet langt væk, lander på jorden, og de er ca. 1/6 af menneskestørrelse. Her fortsætter jagten, men desværre var budgettet ikke til at lave effekter, der kunne vise den lille politimand i rigtig proportion til omgivelserne, så han bliver inde i sit rumskib i det meste af resten af filmen. Ikke særlig imponerende, men Tim Thomerson som Dollman har dog en vis wise-cracking charme.
The Anderson Tapes, 1971, Sidney Lumet
Sean Connery kommer ud af fængsel, og starter straks at planlægge et røveri mod en hel ejendom med rige beboere. Med sig har han en række misfits og en vis portion Robin-Hood sympati. Lumet holder trofast fast i sin realistiske stil og det hele oser af 1970’er New York stemning. Me like.
Det Som Ingen Ved, 2008, Søren Kragh-Jacobsen
Anders W. Berthelsen har en journalist-søster, som har gravet i forsvarets aktiviteter på Grønland for mange år siden, og så dør hun pludselig. Som den guttermand han er, så overtager han sagen, især da deres far var dybt involveret. Tankevækkende thriller om overvågningssamfundets farer, og ikke nødvendigvis en film, der binder alle sløjferne sammen til sidst.
Black Caesar, 1973, Larry Cohen
Fred Williamson tager den ærkeamerikanske tur fra skopudser til gangsterboss, og finder ud af at der er koldt på toppen. Funky soundtrack, der kommenterer på handlingen, herlige kostumer og frisurer og street-dialog er på plads, som det skal være i en Blaxploitation-film.
The Glass Key, 1942, Stuart Heisler
Også i 1942 var politiske valgkampe beskidte, og alle midler bliver taget i brug for at dække over kandidaternes fortid, selv mord. Veronica Lake er datter af kandidaten, kæreste til den myrdede og den hovedmistænkte lægger nu kraftigt an på hende. Som ofte i klassiske Film Noir, så er plottet lige lovlig indviklet, men sammenspillet mellem Lake og Alan Ladd i rollen som politisk fixer er fænomenalt.
Her, 2013, Spike Jonze
I en nær fremtid falder Joaquin Phoenix’s kontormus for et nyt stemmebaseret og intelligent styresystem på computeren. Dette greb bruges til at fortælle en gribende historie om menneskelig ensomhed i et samfund, der teknologisk er mere forbundet end nogensinde før. Stor præstation af Phoenix.
Downhill Racer, 1969, Michael Ritchie
Indtil 1970’erne var alpint skiløb næsten udelukkende domineret af europæiske løbere, men amerikanerne har samlet et hold af unge talenter der skal prøve at komme til tops via team-spirit. Robert Redford er enspænderen, som udfordrer alle, i en ikke særlig sympatisk rolle. Banebrydende (for sin tid) ski-fotografering og en semi-dokumentarisk stil, men den har ikke den typiske sportsfilms jublende klimaks.
Hands Of Steel, 1986, Sergio Martino
En blanding af Terminator (cyborgs) og Over The Top (armlægning). Nogle bad-guys er ved at stjæle et masseødelæggelsesvåben, og da det går op for en bad-guy cyborg, så får han pludselig moralske skrupler. Lavbudget italiensk produceret action, men dog enkelte ret imponerende sekvenser.
Blood On Satan’s Claw, 1971, Piers Haggard
I en engelsk landby i 17-hundredetallet finder en landmand et djævlekranie. Kort efter begynder mange, især unge, mennesker at opføre sig underligt og det er vist noget med at tilbede Satan. Præsten og dommeren kæmper imod. Mens Hammer lavede horrorfilm, som var lidt hyggelige og foregik i et studie, er denne Tygon-produktion flyttet ud i on-location omgivelser, og er en del mere grusom. En ung og afklædt Linda Hayden er et højdepunkt.
Olsen Banden’s Sidste Stik, 1998, Tom Hedegaard
Ubetinget min værste filmoplevelse i år. Alle Olsen Banden filmene har basalt set haft den samme historie og de samme gags, men der har altid været lidt energi og charme over det. Det er totalt fraværende her i denne efternøler, og det lyser ud af samtlige skuespillere at de ikke har lyst til at være med. Eneste grund til at se den, er at vide, at nu er alle Olsen Banden filmene set.
Howling II, 1985, Philippe Mora
Christopher Lee er for en gang skyld varulvejæger, og efter en indledning i USA, hvor en journalist dør, rykker handlingen til Transsylvanien. Her er varulvedronningen Sybil Danning i centrum med seje solbriller, læder outfit og et punkband til festlige lejligheder. En lidt all-over-the-place film, der dog har sekvenser, som jeg garanterer du kun ser her.
Kingdom Of Heaven, 2005, Ridley Scott
Kristne og muslimer har gennem århundreder haft stridigheder om Jerusalem, som er en hellig by i begge religioner, og under 13-hundredetallets kristne korstog, var det ret intensivt. Orlando Bloom følger i sin fars fodspor fra en fransk landsby til Jerusalem og får en militær rolle og en episk kærlighedsaffære ud af det. Ridley Scott har lavet en storfilm, der er om muligt endnu flottere end Gladiator, men som ikke helt har dennes klare historie.
The Mummy, 1932, Karl Freund
Under en arkæologisk udgravning i Egypten, bliver en 3.000-årig mumie forstyrret i sin grav og vågner. Han bruger så al sin tid for at finde frem til sin gamle flamme, som åbenbart er genfødt i en ung kvindes krop. En af de originale Universal horrorfilm, som har skabt et utal af kopier. Boris Karloff har en af sine signaturroller med en ikonisk mumie-makeup.
What We Do In The Shadows, 2014, Taiki Waititi
New Zealandsk mocumentary hvor vi følger en gruppe vampyrer i alderen 150-8.000 år, og ser hvordan deres hverdag foregår. De har selvfølgelig mange af de samme problemer, som alle os andre, men så er de altså også underlagt de regler, der gælder for vampyrer. Masser af opfindsomme og hysterisk sjove scener, der leveres helt straight.
One Million Years B.C., 1966, Don Chaffey
En Hammer-produktion, som bevæger sig ud af studiet, faktisk til Lanzarote, som udgør et øde og gråt landskab. Her er der forskellige stammer, der kæmper for at overleve i naturen, og ofte kæmper mod hinanden. Raquel Welch har en minimal skind-bikini og føntørret hår, men som i hele filmen ingen dialog udover primallyde. Selvom dinosaurerne uddøde for 65 mio. år siden, så har et par stykker alligevel fundet vej ind i denne søndagsmatine-film.
The Driver, 1978, Walter Hill
Nicolas Winding Refn var mere end almindeligt inspireret af denne film, da han lavede ”Drive”. Ryan O’Neal er den navnløse chauffør som kan lejes af forbrydere, der har brug for at komme hurtigt og sikkert fra et gerningssted. Bruce Dern er politimanden, som er efter ham. En masse fantastiske bil-jagter og ægte cool karakterer.
Star Wars: The Force Awakens, 2015, J.J. Abrams
Ligeså stor en oplevelse som i biografen. Der er tempo gennem hele filmen, og selv i de store actionbrag, er det let at følge med i hvad der sker. De fleste af de nye karakterer fungerer glimrende, men jeg tror jeg er den eneste, der synes det er lidt af en pine at se Carrie Fisher’s forstenede ansigt. En perfekt begyndelse til trilogien.
Under Fire, 1983, Roger Spottiswoode
I 1979 var der en revolution i Nicaragua for at støde præsident Somoza af tronen. Vi følger 3 journalister (Nick Nolte, Gene Hackman og Joanna Cassidy) på deres farefyldte reportageture. Cassidy og Hackman er ved at afslutte et romantisk forhold, og Nolte ser sit snit til at indsmigre sig hos Cassidy. I det mudrede billede har vi også Ed Harris, som en kynisk lejesoldat og Jean-Louis Trintignant som en mellemmand, der tjener alle sider i konflikten. Yderst seværdigt drama.
Mad Dog And Glory, 1993, John McNaughton
Scorsese har produceret, Richard Price har skrevet manuskriptet om en mafiagangster, Robert De Niro og Bill Murray og Uma Thurman spiller med – what could go wrong? Rigtig meget. Bill Murray skal være hensynsløs mafia-boss, men kan naturligvis ikke lade være med at holde lidt ironisk distance, De Niro skal være en politifotograf-nørd, men er supermand i kritiske situationer, og Thurman er bare fjollet i en rolle som en kvinde, der er købt af Murray. Kunne være interessant, men store skift i tonen undervejs, ødelægger helhedsindtrykket.
Willie Dynamite, 1974, Gilbert Moses
Willie Dynamity er pimp med 7 damer i sin stald. Han har helt styr på forretningsplanen og vil udvide, og så passer det dårligt ind, når de andre pimps vil opdele territorierne mellem sig. Og så er der også problemer med politiet, socialarbejdere og selv hans mor. Produceret af Richard Zanuck og David Brown i deres gyldne periode (lige efter ”The Sting” og lige før ”Jaws”), så er kvaliteten på mange parametre lige niveauet over næsten alle andre blaxploitation, og de sidste 15 minutter tilføjer i hvert fald i 1,5 stjerne i bedømmelsen. Soundtrack og kostumer er absolut spitzenklasse.
Trumbo, 2015, Jay Roach
Historien om kommunistjagten i 1940/50’erne i USA, og i særdeleshed i Hollywood er blevet fortalt mange gange. Her er der fokus på manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, som blev blacklistet, og som var en af drivkrafterne bag det snedige system, der blev enden på blacklisten. Filmen lider lidt under at historien er så velkendt, og også at karakterene er så sort/hvide, men stadig en solid film.
Who’s Afraid Of Virginia Wolff, 1966, Mike Nichols
Richard Burton og Elizabeth Taylor er det midaldrende par, som vælger en alkoholfyldt nat til at lufte alle deres ægteskabelige frustationer overfor et ungt par (som også hopper med på vognen). Oprindeligt et teaterstykke, og det kan ses i udførelsen, hvor alle replikker nærmest råbes. Toppræstationer af alle skuespillerne, men Taylor er alligevel helt i særklasse.
The Fast And The Furious: Tokyo Drift, 2006, Justin Lin
Den tredje film i rækken er nu helt uden de originale karakterer (næsten) og er rykket helt over på den anden side af kloden. Et øget fokus på street-race i forhold til 2’eren er dog et plus, men det bliver hurtigt så fandens forudsigeligt. Hovedrollen er så ligegyldig, at jeg allerede har glemt hvad han hedder. Men sidste scene giver alligevel lidt lyst til at fortsætte serien.
Spawn, 1997, Mark A.Z. Dippe
En tegneseriefilmatisering med den ofte sete historie med manden, der, efter en frygtelig død, vender tilbage med superkrafter for at hævne sig. Denne gang er det selveste djævlen, der har haft en finder med i spillet. Fra den periode, hvor man lige var begyndt med CGI, men alligevel ikke var så dygtig til det som ambitionerne var store. Kulisser og set-design er dog pænt imponerende. Minder for meget om alt muligt andet til at gøre det store indtryk.
Computer Chess, 2013, Andrew Bujalski
I de tidlige 1980’ere var der hæftig konkurrence i nørd-miljøer om at bygge og programmere den computer, der var bedst til skak, og som kunne besejre en menneskelig modstander. Vi følger en konference hvor disse særlinge mødes og kæmper indædt for sejren. Optaget med ældgamle videokameraer giver det en helt særlig retro-stil. Tag ikke fejl; det er en fiktionsfilm, og der opstår en masse weird shit da der samtidig er en konference med alternativ healing på samme sted som skak-turneringen.
Balibo, 2009, Roger Connolly
I 1975 opgav Portugal sin koloni i Øst-Timor og straks efter blev området besat at naboen Indonesien, hvilket var starten på en meget blodig periode. Selve invasionen i 1975 blev næsten ikke bemærket internationalt, men 5 australske journalister prøvede at dække det, med katastrofale følger. En tidligere journalist forsøger kort tid efter at finde ud af hvad der skete med dem. Meget barsk og rørende drama fra en konflikt, som jeg ikke kendte noget til.
Amuck, 1972, Silvio Amadio
Italiensk thriller/giallo/soft porn med dejlige damer, lækkert easy-listening score, creepy forførende mænd og enfoldige tjenestefolk. En forfatters sekretær er forsvundet og hendes gode veninde overtager sekrætærjobbet for at finde ud af hvad der er sket. Mange scener er designet for at få Barbara Bouchet og Rosalba Neri i så lidt tøj som muligt, og med tøj på suser de rundt i Venedig og omegn. Jeg elsker disse samlebåndsfilm, og denne her er af den bedre slags.
Another Woman, 1988, Woody Allen
En midaldrende kvinde med godt job, mange venner og en kærlig mand er ved at skrive en bog, og så overhører hun en psykiaters samtaler med en kvinde i nabolejligheden. Langsomt finder hun ud af at hun faktisk har mange af de samme eksistensielle problemer som "den anden kvinde”. Gena Rowlands spiller hovedrollen og er fænomenal og hudløst ærlig. Ikke en eneste replik i manuskriptet er fyld. En af Woody Allens bedste alvorlige film.
The Man Who Knew Too Much, 1934, Alfred Hitchcock
En af de tidligste Hitchcock film, hvor mange af hans kendetegn blev introduceret: Den almindelige mand, der virvles ind i et storpolitisk/kriminelt plot, imponerende set-pieces i ikoniske omgivelser og virtuose kamerabevægelser. Opbygningen af historien kunne ligeså godt være fundamentet for en god nutidig spændingsfilm, men selvfølgelig er virkemidlerne ikke så effektive som i dag.