Februar:
Volver, 2006, Pedro Almodovar
Penelope Cruz spiller Raimunda, som har alle hverdagens problemer og udfordringer, og det bliver ikke lettere af at hun pludselig også har et lig i fryseren og at hendes afdøde mor begynder at dukke op. Almodovar har igen lavet et farvestrålende kvindeunivers, hvor store som små problemer bliver løst pragmatisk, men hvor der alligevel er en skæbnesvanger fortid, der gennemsyrer alt, og som SKAL bearbejdes. Blandt mange gode skuespil-præstationer, er Cruz dog alligevel den ubestridte stjerne, både i spil og appeal.
The Witches, 1966, Cyril Frankel
Bliver der dyrket "witch-craft" i en lille engelsk landsby? Ja, det ser det ud til i denne Hammer-produktion, der er meget lidt uhyggelig. Faktisk er den ret hyggelig, og de hekse-orgier, der praktiseres ligner fri dans i en aftenskole-seance. Joan Fontaine (mange midaldrende kvindelige Hollywood stjerner måtte i 1960'erne tjene sine penge i gyserfilm) er den idealistiske, men mærkede, skolelærerinde, der prøver at finde hoved og hale i det hele, og selv bliver involveret. Mange vil nok synes denne film er på niveau med en middelmådig tv-krimi, men jeg synes der var en del fine detaljer.
The Bloodstained Butterfly (Una Farfalla Con Le Ali Insanguinate), 1971, Duccio Tessari
Har mange Giallo-træk, men er samtidig stramt nok skrevet til at være et retssals-drama i lange stræk. En ung kvinde findes myrdet, og alle spor peger på at det er hendes venindes far, der er morderen. Han anholdes og fængsles, men så sker der et par yderligere mord, som lader til at være begået af samme morder. En af de mere stilfulde italienske genrefilm fra denne periode.
Midnight Run, 1988, Martin Brest
Robert De Niro er bounty-hunter, som skal finde en revisor, som har stjålet fra mafiaen. Han finder ham i New York, og skal returnere ham til L.A. indenfor 5 dage. Revisoren er også jagtet af mafiaen, politiet, FBI og en anden bounty-hunter så der bliver både fløjet, kørt med bil og tog for at undslippe hinanden. Stærkt manuskript, der både er humoristisk og med masser af tempo samt en masse fine birolle-præstationer.
Stop, Or My Mom Will Shoot, 1992, Roger Spottiswoode
Sylvester Stallone i voksenble. NEEEEEEEEJ, jeg kan aldrig ikke-se det billede. Helt igennem forfærdeligt forsøg fra Stallone på at være lidt sjov. Han er strømer, som pludselig får besøg af sin gamle mor, og mødre har en evne til ALTID at skulle blande sig i sønner's liv.
Passion, 2012, Brian De Palma
Rachel McAdams spiller en chef på et ultramoderne reklamebureau i Berlin, der kører nogle meget raffinerede magtspil overfor hendes kreative assistent, spillet af Noomi Rapace, og det udvikler sig meget voldsomt. De Palma var i 1970'erne beskyldt for at låne lidt rigeligt fra Hitchcock's thrillere, men her er det De Palma, der låner fra hans egne film (f.eks. Dressed To Kill og Body Double). Der er således både score af Pino Donaggio, split-screen og split-diopter, og erotiske/sleazy elementer i plottet. Både McAdams og Rapace spiller mesterligt.
Zombieland, 2009, Ruben Fleischer
Fra dengang Zombie-revival bølgen var i sin begyndelse. Fuld af gode ideer, især er det forfriskende at kombinere humor og zombier, selvom "Shaun Of The Dead" fra 2004 selvfølgelig også gjorde det. Jesse Eisenberg er sin sædvanlige nervøse persona, og han prøver at bruge sin metodiske kløgt til at overleve i en verden med uendelige horder af zombier (eller er de inficeret med virus? Whatever, de skal helst undgås).
Hail Caesar, 2016, Joel Coen
Coen-brødrene har lavet en film om at lave film. Denne gang er det både en full-blown hyldest til 1950'ernes drømmefabrik og samtidig bliver der taget en del gas på de stereotyper, som man altid hører om. Desværre så bliver der også proppet lidt detektivhistorie, kommunistforskrækkelse og Hollywood-powerplay ind, og så ender det med at være en lidt rodet omgang. George Clooney er lidt forceret som forvirret leading man, mens Scarlett Johansson som badenymfe med skærebrænderstemme og Channing Tatum som svansende/dansende sømand har gode biroller.
The Confession (L'Aveu), 1970, Costa-Gavras
Anmeldelse Absurd (Rosso Sangue), 1981, Joe D'Amato
Anmeldelse Wild Orchid, 1989, Zalman King
Anmeldelse (Beklager at jeg ikke er så skrap til at lave links, der rammer præcist)
Compulsion, 1959, Richard Fleischer
To universitetsstuderende (Dean Stockwell og Bradford Dillman) mener de er så smarte og priviligerede at de kan slippe afsted med at begå en forbrydelse. Helt så godt går det nu ikke, og de må i retten, hvor Orson Welles i en suveræn præstation er deres forsvarsadvokat. Klassisk moralsk drama fra 1950'erne.
The Neon Demon, 2015, Nicolas Winding Refn
Vistnok en vampyrhistorie i en hyperstiliseret modelverden i L.A. Jeg synes egentlig meget godt om det der er på lærredet og ikke mindst kommer ud af højttalerne, men der måtte gerne være meget mere, og det virker som om filmen slutter, lige når det bliver mest interessant, og der er optræk til flere interessante historietråde, som bliver glemt.
Death Walks At Midnight (La Morte Accarezza A Mezzanotte), 1972, Luciano Ercoli
Endnu en giallo med Ercoli's kone Nieves Navarro (Susan Scott) i en hovedrolle, og i modsætning til mange andre film i genren, så er hun faktisk ret handlekraftig, og ikke bare en smuk bimbo. Historien er klassisk giallo, nemlig noget med at nogen har set en forbrydelse, men ikke helt kan huske hvad de har set.
Ace Ventura - When Nature Calls, 1995, Steve Oedekerk
I denne 2'er er der mindre historie, og mere free-style gags, og det giver faktisk en bedre film end 1'eren. Det er stadig en forudsætning at man ikke får knopper af Jim Carrey's udskejelser for at nyde den.