Så er jeg minimalt levende igen efter fire dage på Roskilde med en smule smat, lidt flere øl/drinks/shots/vin, alt for lidt søvn - og 27 koncerter (sorry Kermit, nåede ikke Against Me, da de lå samtidig med Father John Misty). Det har nok været et lidt for hårdt program, men det er sgu svært at sige nej, når der er en potentielt fed koncert 100 meter væk
Jeg elsker Roskilde for alsidigheden - jeg har nået at høre rock, pop, punk, gangstarap, hip hop/jazz, bluegrass, shoegazer, electronica og endda en klassisk koncert med Tivolis Symfoniorkester (det er sgu sjovt at stå og høre Imperial March sammen med 15.000 bagstive mennesker).
Årets bedste koncerter må være The XX, Future Islands, Rag 'n' Bone Man og ikke mindst Arcade Fire, der var en fuldstændig magisk oplevelse, og hvor jeg ramte den rigtige promille og fik hoppet grundigt rundt med mine sidemænd. Der kan Roskilde noget, som det er svært at opnå til en hverdagskoncert. Fuck, der letter man lige en halv meter fra jorden. Foo Fighters var ind imellem for meget gøgl, men Dave Grohl er jo vildt sympatisk, så det var også en fed omgang.
Årets sjove oplevelse var bluegrass-bandet Pert Near Sandstone fra Minnesota, der iflg. de meget selvironiske musikere var sådan lidt ude på landet-agtigt, så de havde selvfølgelig en sang om dyr, mennesker og sex. Det er den type musik, hvor "a little goes a long way"
...men de var top-energiske, superdygtige og havde medbragt en lidt spøjst udseende fyr, der lavede sådan en en mellemting mellem støvledance og step ude på den ene side. Han lignede familiens lidt mentalt udfordrede fætter, som ingen nænner at fortælle, at han ikke kan være med i bandet. Så han kartede rundt med arme og ben og var vældigt go' til det. Folk gik helt amok. Det fede ved festivalen er også, at man som publikum kan give den slags mindre bands en kanon oplevelse.
Årets fusere var The Rumour Said Fire, hvor den svært ukarismatiske forsanger kom ud i en længere smøre om, at der jo var varslet regn. "Ja altså, rygtet siger regn. Men øh.. vi ved jo alle sammen godt, at rygtet siger.... ild!" Øh ja, tø hø og ba dum tisch og alt det der. Han prøvede så at få folk til at skråle "rygtet siger ild" flere gange i løbet af koncerten, og responsen var mere og mere vattet. Vi vil gerne lege med på det meste, men det skal sgu være ordentligt. Og så især Erasure, der med altid veloplagte Andy Bell i front og et skideunderholdende bagkatalog burde være garanti for en fest. Men sgu ikke, når man hælder den samme buldrende dunkebas ud over samtlige numre. Idioter! Som en af mine venner sagde, var det lidt som at være til 90'erfest i Rødovre. Sikke en skuffelse.
Alt i alt var det et af de mere jævne år, men shit hvor er jeg træt, så noget må jo have fungeret