Hver gang jeg er i en mainstream-bif, kører der et reklamespot for Kino.dks app. Ikke alene er den "forbedret" hver eneste gang (wow), men den lokker også med tilbuddet om at læse andre brugeres anmeldelser. Og som den filmsnob, jeg er, vil jeg naturligvis gerne høre, hvad Lise i Randers og Pelle i Hvalsø synes om den nyeste ombæring socialrealisme fra Ken Loach. Er vi mon ude i "Den var go", var den "top nice" eller eventuelt "Røvsyg"? Det er folkelighed i øjenhøjde på en god dag og under lavmålet på en dårlig, hvilket omfatter de fleste film, der stikker en smule ud fra normen.
På den måde er der en vis pervers fascination i at læse om en film som
Min Far, Toni Erdmann (Maren Ade, 2016)
der på den ene side kan boltre sig i seksstjernede avisanmeldelser, men som samtidig bliver gennemheglet af en lind strøm af etstjernede brugernedsablinger, der boltrer sig i ord som
kedelig, langtrukken, dårlig og
skør. En enkelt bruger skriver endda, at "jeg skulle tænke mig om hvad var budskabet". Hvilket selvfølgelig er dybt forkasteligt. Jeg håber, at Biografklub Danmark tager noter til næste år, så de holder sig til noget mere umiddelbart forståeligt. Gerne af Bille August.
Som den filmsnob, jeg er, vil jeg gerne stille mig op i den mangestjernede kø og råbe:
Den var fan'me fantastisk!Filmen følger den inkarnerede spasmager Winfried, der bor som fraskilt skolelærer i en lille tysk by. Hans omgivelser har lært at leve med/sætte pris på hans spøjse indfald - på nær hans datter Ines, der er ambitiøs forretningskvinde uden tid til en aldrende far, der sjosker rundt med mulepose og et sæt spøg-og-skæmt-tænder på spring i lommen. Winfried er tydeligt frustreret over at have mistet kontakten til sin datter, så han overrasker hende med et visit på hendes top-tunede arbejdsplads i Bukarest. Men fars forsøg på at bond'e med datter iklædt sjovt gebis er ikke lige det, som hun har brug for midt i en hektisk karriere, der måske ikke går så godt, som hun har givet udtryk for. Måske blandt andet fordi hendes job er at fyre folk, hvilket hun ikke helt har hjertet med i.
Så forsøget ramler med et brag - men i stedet for at kaste håndklædet i ringen skruer Winfried op for ambitionerne og, iklædt en paryk der er Mandrilaftalen værdig, udgiver han sig nu for at være Toni Erdmann, coach og konsulent på højt niveau.
Ind imellem er han også ambassadør (dog stadig med mulepose). Ines krummer tæer over sin far, men lader som ingenting og spiller med et stykke af vejen for at undgå at tabe ansigt. Det er vildt bizart, morsomt og originalt tænkt, og man ved aldrig hvor man har Winfried/Toni eller hvor historien er på vej henad. Hans skæve personlighed er som en hund i et spil kegler midt i hele den skarptskårne business-verden, og man krummer forventningsfuldt tæer, samtidig med, at man gribes af hans vedholdenhed. Filmen tager sig lidt for god tid (160 minutter), men det er med til at forme vores to hovedpersoner til fuldblods, overbevisende karakterer, som man lever og ånder med.
Peter Simonischek udviser eminent komisk timing og insisterende omsorg i hovedrollen, der ofte har en snert af noget tragisk, mens Sandra Hüller som Ines er en fornem opvisning i indestængte frustrationer og et had/kærlighedsforhold til sin far. Winfried kunne nemt være blevet klichéen om den livskyndige, der får stivstikkeren til at blomstre, men instruktør Maren Ade navigerer behændigt uden om klichéer, forventninger og konventioner. Det kan godt være, at kino.dks brugere ikke sætter pris på den slags, men har man ikke noget mod at blive udfordret en smule, er det her altså en film, man ikke skal gå glip af. Især ikke fordi filmens finale på samme tid er rørende og noget af det sjoveste, jeg længe har set.
Kort sagt er
Min Far, Toni Erdmann den bedste, nye film, jeg har haft fornøjelsen af at se i år.
(og ekstra pluspoint for en tysk film, der ikke nævner 2. verdenskrig
en eneste gang)