Der er sikkert en del, der allerede har set den, men no matter:
Christianias Børn - Skyggesiden af eventyret (DR, 2015)
Nogle elsker det - andre hader det. Sikkert er det i hvert fald, at de fleste har en holdning til Christiania. Og efter at have set denne dokumentar, er der næppe nogen tilbage, der ikke har en holdning.
Dokumentaren følger fire voksne, der voksede op på Staden. Stedet har altid været kendt for, at der var højt til loftet, og at folk kunne leve, som de havde lyst til (så længe det ikke var på den almindelige, borgerlige facon). Der var fællesspisning, teater, gøgl, sammenhold og glade dage. Og voksne, der gerne ville eksperimentere med alkohol og stoffer.
Og børn.
De sidste to elementer er ikke nødvendigvis nogen god cocktail. De fire personer taler om friheden, fællesskabet og legekammeraterne, om god tid med de voksne i dagtimerne, men også om at være utryg om aftenen, at se folk, der sad og fixede, at overvære voldsomme politirazziaer, at opleve forældre, der altid var vind og skæve og ikke til at finde, at blive overfaldet af psykisk syge mennesker og ind imellem at finde beboere, der var døde af en overdosis eller vold. Det hele pakket ind i en selvforståelse af, at alle problemer skulle løses internt - uden om politi og andre offentlige instanser.
Der er både godt og skidt at sige om Christianias Børn. Filmen giver stemme til nogle mennesker, der tydeligvis har nogle
issues, der skal bearbejdes. Det er der nok en del, der har, og problemer med stoffer og alkoholisme var selvfølgelig ikke kun begrænset til Christiania, men stedet har altid været fremhævet som et fantastisk frirum for børn, og set i det lys er det positivt at få belyst de negative konsekvenser af al den frihed (som en af de interviewede kalder "en legeplads for voksne", men nok ikke så meget for børn). Især fordi det som sagt var noget, man helst skulle løse uden indblanding udefra.
Filmens udfordring er at folde de fires meget håndgribelige og forståelige traumer ud til et alment problem for fristaden. Jeg ville nødigt have været ham, der som lille skulle sove klods op og ned af en junkie, eller hvis far gik på druk og efterlod ham med en forstærker, som han kunne hyle ind i hvis han gerne ville have voksenkontakt (og som nu som voksen blev bebrejdet, at han græd som lille, når nu far havde en ny dame med hjem). Ingen tvivl om, at disse fire ikke er alene om at have haft en problematisk barndom i frihedens navn, men gjaldt det også alle de andre - eller var der også velfungerende solstrålehistorier ind imellem? Her ville det have været rart at høre nogle flere stemmer, også fra den gamle generation, der kunne sætte tingene i perspektiv og forklare, hvad det præcis var man ville opnå dengang i 70'erne, og i hvilket omfang børnene var en del af overvejelserne. Men det har åbenbart været svært at få folk i tale, og bortset fra to aldrende fædre, der stiller sig op som skydeskiver, er der desværre sparsomt med input fra forældregenerationen. Og det er rigtig ærgerligt, for de er med til at give indtryk af den fælles vision.
Derfor ender Christianias Børn som en tydeligvis vigtig, men også kun halvt eller kvart fortalt historie. Der dog fortjener at blive set - ikke for den hellige forargelses skyld, men for at give en større forståelse af, hvilken brik fristaden udgør i nyere dansk historie.
Filmen kan ses på DR indtil 9. september