X-Men: Days of Future Past (Bryan Singer, 2014)
Ja, jeg må tilslutte mig koret med de begejstrede! Normalt er femte indslag i en filmserie præget af rutinearbejde og cash-in, men seneste ombæring om X-drengene har et stærkt manuskript, hvis svageste punkter tydeligvis er forstærket med adamantium. Efter begyndende metaltræthed i forhold til den skamridte superheltegenre er Singers film en tour de force-opvisning i, hvordan
god popcornunderholdning skal skrues sammen.
Ud over et persongalleri, der trods alt er lidt for stort (og derfor ikke rigtig giver tid til størstedelen af sine karakterer) er der ikke mange fejltrin at spotte i filmen. Selv tidsrejseelementet giver nogenlunde mening på sine egne præmisser. Og det efterhånden lidt fladtrådte tema om minoriteter og deres rettigheder er heldigvis nedtonet en smule.
Især skal Singer have ros på at skabe en passende dyster atmosfære - fremtidssekvensen er visuelt flot og tematisk skræmmende skruet sammen og løser det klassiske udfordring med, at for mange superhelte med varierede superkræfter på papiret kan klare alle udfordringer - men samtidig er filmen krydret med velvalgt, afvæbnende humor - jeg håber, at Zack Snyder tager noter efter den voldsomt selvhøjtidedelige Man of Steel.
Desuden brillerer filmen ved aldrig at lade sine hovedpersoner drukne i ligegyldigt CGI-nonsens - selv i den overvældende slutsekvens har filmen altid fokus på sine personer (modsat igen Man of Steel og fx. Iron Man 3).
Filmens absolutte showstopper er en bullettime-agtig sekvens med
- [Vis Spoiler]
- Quicksilver
der ubesværet kombinerer det spektakulære med det sjove. Dog virker det som en manuskriptbøf, at han så tilfældigt forsvinder ud af historien - man skulle mene, at han med fordel kunne have været en del af teamet resten af filmen igennem.
Filmen mangler lige det sidste for at blive en nyklassiker som The Dark Knight, men mindre kan også gøre det, og jeg ser i den grad frem til sidste ombæring af trilogien.
Og da også lige et par ord om
Ender's Game (Gavin Hood, 2013)
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at se den, men min kone insisterede, så jeg bøjede mig
I forhold til de mange hårde ord, den har fået med - bl.a. herinde - var jeg lettere positivt overrasket. Filmen er (selvfølgelig) flot, men dens største aktiv er børneskuespillerne, der generelt gør en fin indsats (modsat Ben Kingsley og især Harrison Ford, der bare virker træt og uengageret). Og Hood holder den truende dommedagsstemning nogenlunde hele vejen og forfalder heldigvis ikke til at lægge dumsmarte oneliners i munden på ungerne. Bogens temaer om isolation og fremmedgørelse er kommet forholdsvist helskindet med og hiver filmen væk fra rendyrket
eye candy-territorium.
Jeg plejer sjældent at klage over, at moderne film er for korte, men Hood og hans manuskriptfolk har valgt at følge bogforlægget ret tæt, og med en spilletid på ca. syv kvarter er resultatet, at filmen virker som en række enkeltstående episoder, hvor alle mellemregningerne er fjernet, og karakternes handlinger og motivationer ikke altid er lige gennemskuelige. Tempoet er frygtelig jappet, og bare 15-20 minutter ekstra til at etablere lidt åndehuller, kombineret med redigering af de flotte, men ikke altid lige essentielle
battle room-sekvenser, ville have gjort en væsentlig forskel.
EG er på ingen måde en fantastisk oplevelse, men nogen katastrofe er den heller ikke - det er bare ikke den film, bogen havde fortjent.