Man of Steel (Zach Snyder, 2013)
Warning: here be minor spoilers!
"No real buildings were harmed during the making of this movie"Ca. 2/3 gennem Man of Steel, i en ufatteligt langtrukken sekvens, hvor Superman og hans modstander er i færd med at destruere Metropolis i fredens navn, begyndte min opmærksomhed at drive. Tilbage til den trailer for
Pacific Rim, der blev vist inden filmen. Endnu en masse CGI-bygninger, der bliver smadret, mens folk står passive som slagtemodne får og først i sidste øjeblik løber skrigende væk (bortset fra det tager en af robotterne i PR en olietanker med til en slåskamp og cementerer dermed Hollywoods opdatering af Sean Connerys Oscarvinder: "They destroy a city block, you destroy the entire downtown. He pulls a bus, you pull a super tanker)". Våbenkapløbet startede vist den gang
Independence Day sprang Det Hvide Hus i luften til stor begejstring, og siden - med
Transformers,
2012 og senest
The Avengers er der konstant skruet op for destruktionsniveauet for at fastholde begejstringen.
Hollywoods konstante pikmåleri er desværre det, der får Snyders ellers udmærkede
origins story til at køre fuldstændig af sporet efter første halvdel. Og man sidder bare tilbage og har en smule ondt af de mange fine skyskrabere, der skulle dø en meningsløs død
Filmen indledes i en længere sekvens fra Krypton, der ikke bør overraske mange med et basalt kendskab til Superman, men alligevel demonstrerer tre ting:
1) Zach Snyder er en virkelig intelligent billedmager
2) En superheltefilm er i høj grad afhængig af sin skurk, og Michael Shannon har masser af pondus og nærvær som den tragiske General Zod, i filmens nok bedste præstation
3) Efter den lunkent modtagne (og i mine øjne lidt underkendte) Superman Returns var meldingen fra Warner: mere action!
Det potentielt problematiske punkt 3 - mere action - holdes udmærket i skak i filmens første halvdel af Stålmandens dannelsesrejse, fra forvirret Krypton-bo med kræfter, han knapt kan forvalte, til fuldbåren helt med ret til at bære kappe. Der krydsklippes frem og tilbage i Clark Kents opvækst, mens flere udmærkede
set pieces får modspil af reelt skuespil fra klassiske Hollywoodnavne. Russell Crowe er en habil Jor-El, men (og hvem skulle have troet det) Kevin Costner er et virkelig lyspunkt som Clark Kents far. Ja, hans scener er klichéprægede som død og helvede, men de fungerer, og man investerer faktisk noget interesse i hans figur, og dermed også i Clarks opvækst. Henry Cavill er oppe mod hårde odds som en figur, der i udgangspunktet er alt for sort/hvid, men han formår i alt fald i nogen grad at træde ud af Christopher Reeves skygge og demonstrerer både charme og moralske tømmermænd.
Men ellers er navne som Amy Adams (Lois Lane) og en meget træt Laurence Fishburne (redaktør på Daily Planet) spildte kræfter, og hver er de stort set reduceret til at spytte lidt plot ud, så vi kan komme videre med at sprænge ting i luften. Særligt Lois Lane-karakteren er ringe skrevet, og hendes journalistiske evner virker lige så postulerede, som hendes romance med Superman virker forceret. Hvis Snyder ikke havde så travlt med at komme videre med actionscenerne, kunne det være, at man nåede at engagere sig lidt mere i fortællingen og personerne.
Hovedansvaret for, at filmen skifter gear i anden halvdel og stort set reduceres til flotte, men ret ligegyldige actionscener, må lægges på David Goyers og Christopher Nolans skuldre. Jeg er sikker på, at Warner havde håbet på, at Nolan kunne drysse lidt Batman-magi ud over manuskriptet (og vel også omsætningen). Og jeg kan godt forstå, at de ville distancere sig fra den oprindelige, stadig mere kitschede filmserie. Men en smule humor til at bløde op ville ikke skade. Her er stort set intet at grine af. Kun en masse stakkels bygninger, der kommer slemt til skade.
Men der er naturligvis lagt i kakkelovnen til en toer - jeg spottede i alt fald et par tankevækkende lastbiler undervejs
I mellemtiden kan man fint se Man of Steel, der er stedvist underholdende men ender med at kvæles lidt i sin jagt på at give opkomlingene fra Marvel baghjul.