DanskHjemmebioForum.dk

Lad mig se om jeg kan få dig lidt ned på jorden igen.
Holmsgaard, vi plejer sgu at være enige om det meste på film-fronten, men dagen hvor vi skulle blive rygende uenige om en film, skulle jo komme før eller siden. Og det er så åbenbart nu. Jeg er på ingen måde enig med dig vedr. Silver Linings Playbook, som i bedste fald er middelmådig!

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Det må du skam gerne være. Jeg kommer måske til at stå lidt alene med denne holdning, men det må jeg jo så tage skraldet for, hvis det er tilfældet . Jeg synes ikke, denne films historie er så skabelon-agtig som andre film i samme genre. Jeg synes, den tager en meget alvorlig historie om begge og gør det til en tålelig film. Bevares, vi ved jo alle godt, at Lawrence og Cooper skal ende sammen, men der går længe, før de to selv opdager det. Sådan var min oplevelse i hvert fald. Desuden var der ikke ret meget falde-på-halen-komik, som når Jennifer Aniston og hendes forskellige bejlere skal komme ud for uheldige ting med hinanden.

_________________
Må DAHF altid bestå!

Før jeg så den læste jeg noget, hvor man klagede over at hele filmen handlede om nogle mennesker der bare stod og råbte ad hinanden. Det er jo ikke helt ved siden af Jeg blev en lille smule paf over, hvor udfordrende den var at se (altså ikke at jeg sammenligner den med Salo eller A Serbian Film, eller noget ), når den jo (helt korrekt) er kategoriseret som en rom-com.

Jennifer Lawrence var, som altid, fantastisk, og endelig får man hendes fantastiske former at se ordentligt Bradley Cooper og de andre spillede også af vanlig standard, og alt i alt var det jo bare en rigtig god film.

_________________
Min filmsamling
Film jeg har set i 2024

@Skjoldan - tak for tippet om Closed Curtain, jeg håber at kunne nå at se den!

Her et par ord om mine første PIX-oplevelser i år.

The Land of Hope/ Kibo No Kuni (Sion Sono, Japan 2012)

Et jordskælv rammer en lille by i Japan, og desværre også det atomkraftværk, der ligger i nærheden. Vi følger en ældre bonde, hans familie og naboer, der bliver ofte for udslippet og herefter er udset til enten at måtte flygte selv eller at blive tvangsforflyttet af regeringen. Samtidig har en tsunami ramt kysten, og der er dele af familien, der måske, måske ikke er druknet.
Så er banen kridtet op til en spændende og engagerende historie, hvor der burde være masser af potentiale. Desværre tabes det meste på gulvet. Bonden spilles rigtig godt, og man kan sagtens følge hans dilemma i at ville beskytte sin demente kone mod at skulle rykke fra deres hjem gennem mange år og samtidig at beskytte hende mod strålefaren. Der kommer også en del absurd humor ud af regeringens halvhjertede forsøg på at redde byens beboere. Men ellers slingrer filmen tit af sted mellem melodrama og ufrivillig komik, og flere af birollerne spiller diplomatisk sagt ikke så godt. Øv øv. (2/6)

Drug War / Du Zhan (Johnnie To, Kina 2012)

En undercoverbetjent er i gang med at optrævle en større narkoring, da han helt mirakuløst får en mellemstor fisk i nettet. Denne får nu valget mellem dødsstraf og at hjælpe politiet. Han vælger det sidste... men er han til at stole på?
Jeg har haft flere gode oplevelser med Johnnie To på filmfestivaller, bl.a. den skæve Mad Detective og den flot koreograferede Sparrow. Drug War føles lidt mere som en blød mellemvare - historien er temmelig fladtrampet, og skuespillet er solidt uden at være prangende. Men man keder sig ikke undervejs, der er godt med skyderier og forviklinger, og så er finalen dejligt blodig (3½/6)

Pieta (Kim Ki-Duk, Sydkorea 2012)

Den unge Gang-Do lever af at kradse penge ind for en lånehaj. Kan man ikke betale, risikerer man - bogstaveligt talt - at få fingrene i maskinen. Gang-Do er lige så distanceret, som han er effektiv, og han udfører sit job uden nogen form for indlevelse eller anger. Men en dag bliver han opsøgt en person fra fortiden, der tvinger ham til at tage sit liv op til revision, og han bliver konfronteret med konsekvenserne af det job, han har haft.
Kim Ki-Duk har drejet en virkelig velspillet film, som tager temaer som familie, skyld og tilgivelse under behandling. Det tog mig lidt tid at leve mig ind i historien, for ingen af personerne er synderligt tiltalende, og man leder forgæves efter et sted at lægge sin sympati. Men bag sin kyniske og afstumpede facade har Gang-Do sine dæmoner at slås med, og måske kan han lære af dem. Eller ikke.
Der bliver ikke sparet på virkemidlerne, men de har (alle) deres berettigelse. Værd at se (4½/6)

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Den fik jeg så set på min månedlige "lad os se en film og svine den til bagefter" tur med en god ven i Empire Bio i går. Jeg kan udelukkende give dig ret, plottet var hverken originalt eller interessant, og både hr. Freeman og hr. Coster Waldau var totalt underspillede, men visuelt set er der overhovedet intet galt med den, og ligeledes synes jeg at lydsiden er eminent. Havde jeg set den herhjemme havde jeg hadet den som pesten, men kombinationen af et stort lærred og masser af lydtryk reddede den lige over målstregen. Faktisk en helt okay film til en Søndag hvor man ikke orker tænke for meget over hvad man ser og bare vil underholdes.

Jeg tror jeg vil være flink at give den 7 ud af 10, og det sidste point er fordi Empire er en rigtigt hyggelig (og god) biograf.

PS: Tak til alle for anmeldelserne fra PIX - der er da lige et par stykker der skal bestilles!

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Endnu en PIX'er - og en af de retrospektive af slagsen. Omtalen af filmen indeholder hvad der kan tolkes som spoilere, men disse elementer introduceres meget tidligt i filmen, så jeg vil mene, at de fleste kan læse videre med sindsro.
Spoorloos (George Sluizer, Holland 1988) (4½/6)

Et ungt hollandsk par (Gene Bervoets og Johanna ter Steege) er på bilferie i Frankrig. Til trods for lidt småskænderier er de glade og lykkelige og har en dejlig tur. Men under et stop på en tankstation går det galt. Pigen er pludselig væk, og trods mandens ihærdige eftersøgning kan han ikke finde hende. Tiden går, men han vil ikke give op - og efter tre år er jagten på pigen blevet en besættelse, der fylder det meste af hans liv.
Som et relativt originalt træk introducerer filmen meget tidligt en mand, som måske, måske ikke står bag pigens forsvinden. Men er det ham, der har gjort det, og hvis ja, hvorfor så?
***
Den nu 80-årige Sluizer (der var temmeligt dårligt gående men ellers frisk) var til stedet og startede med at introducere filmen som en kærlighedshistorie, snarere end end thriller, og med et drilsk smil dedikerede han den til et ungt par blandt publikum, der havde haft travlt med at sidde og gnave i hinanden Og jo, selv om filmen indeholder thrillerelementer (særligt hen mod slutningen), og selv om der er en del red herrings hen ad vejen, er det primært dramaet, der driver filmen. Som Sluizer selv sagde - i en spændende Q&A-runde efter filmen - var han særligt interesseret i gråzoner, bl.a. mellem godt og ondt og mellem målrettethed og besættelse. Gene Bervoets klarer overbevisende transformationen fra glad turist over bekymret kæreste og til desperat nervevrag.
Tempoet er adstadigt, men det betyder også, at man har tid til at lære sine hovedpersoner at kende, og jeg var rigtig godt underholdt. Sluizer kom i øvrigt også ind på sit eget amerikanske remake (med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland), men jeg var desværre nødt til at gå midt i Q&A'en, da jeg havde en screening af...

Closed Curtain (som anbefalet af Skjoldan - sikke meget inspiration man kan få herinde).... men da jeg nåede frem til biografen, fandt jeg ud af, at jeg havde tabt billetten
Jeg overvejede at købe en ny, men jeg havde lige skimmet tre lunkne anmeldelser, inkl en, der mente at mere var tale om et råb om hjælp end en færdig film. Så jeg valgte ikke at hælde yderligere 65 kr. i filmen

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Faktisk under en uge siden jeg anbefalede den til en veninde. Kan man klare det langsomme tempo så får man et chok, kan man ikke, så bare lad den blive på hylden. Jeg synes i alt fald den er .. well, ikke perfekt, men den er faktisk i min to-watch stak i løbet af ugen, for den er helt klart et gensyn værd. Een af de sjældne oplevelser af en film der ikke rigtigt er creepy før du tænker over den bagefter, som er en kvalitet der rigeligt virker for mig.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

+1!
Det er en fremragende, ukonventionel thriller. Tak til Steiner for at anbefale den herinde i sin tid.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Jf. den diskussion, I havde oprindeligt, var det sjovt at høre lidt om Sluizers oplevelse med remake't, især fordi Rupert Murdoch købte Fox midt i processen og derefter insisterede på ændringer i en række film, herunder The Vanishing.
Bl.a. krævede Fox, at

[Vis Spoiler]

skurken fik en straf på en eller måde: blev kørt over, skilt eller lign.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Ja jeg valgte så at ligge hjemme på sofa'en istedet for at gå ind og se Spoorlos, og især høre på instruktøren, som jeg også hører fra andre var ret interesant.

Kan du ikke lige smide de der halvlunkne anmeldelser af Closed Curtain?? - fordi dem kunne jeg da godt se hvorfor de er så uenige med mig.

Ellers så har jeg holdt lidt pause så har kun set følgende film siden sidst jeg skrev:

Museum Hours:
En canadisk kvinde tager til Østrig da hendes kusine hun ikke har set i mange år, ligger i Koma, da hun ikke har rigtig mange penge, går hun ind på et kunst museum, hvor hun så falder i snak med en kurrator.
Præmisen lød rigtig interesant, filmen duede bare ikke, og selvom der ikke er meget benplads i Bio 2 i Dagmar, og filmen startede 16.30 - så sov jeg nu godt flere gange i løbet af filmen, så kedelig var den, man kunne have fortalt den historie og det som jeg vil gætte på instruktøren mente med filmen, på ca 20 min..

Shanghai:
Indisk film der der omhandler et stort firma, der har købt et kæmpe område i et fattigt område at indien, for at bygge nye højhuse, hvor folk der arbejder for det firma, kan bo.. det er der så nogle der er imod, en af dem der er imod det, bliver dræbt også går resten af filmen ud på, hvorfor det skete, og hvem der var skyld i det.
Var faktisk ret sjovt at se en indisk version af sådan en film, hvor de ikke gik amok i spontan sang - som de normalt gør i deciderede bollywood film. - men billedsiden og lydsiden, var ret godt lavet.
4,5/6

Rock'n'Roll Fucking lovely:
Man følger nogle Roadies for et band, og oplever hvordan de er på narko og alkohol - og hvor generelt fucked op de er - har meget svært ved at fortælle andet om hvad den handler om, fordi den handler ikke rigtigt om så meget andet.
- Men jeg var godt underholdt, og blev godt trukket ind i, hvordan det må være for hovedrollerne at være så påvirkede.
Også er der et skide godt soundtrack på filmen imho.
4/6

_________________
Da Bears!!

Mht. Museum Hour: Ingen filmfestival uden mindst én gedigen morfar undervejs.
Tak for omtalerne, jeg havde overvejet Shanghai, men ved ikke om jeg kan nå den.


Jeg valgte tre fra IMDbs sektion, og fandt disse:
Cine-Vue:
However, sadly the film soon gets lost amongst its metaphysical musings, losing focus and eventually disengaging its audience. An enticing, initially tantalising experiment, Closed Curtain ultimately results in a somewhat flat examination of alienation and creative suppression that only truly serves to makes you more concerned for Panahi's artistically inhibiting situation.

Indiewire:
Diehard Panahi fans will rejoice at the filmmaker's commitment to expressing his ideas despite the tremendous risk, but "Closed Curtain" requires immense patience and shows its seams at every step of the way. Less a finished movie than a cry for help, its enigmatic trajectory allows viewers to empathize with Panahi exclusively through his ideas.

Screendaily:
This time, though, the tone seems a little shriller, the symbolism just a tad hackneyed. There’s more than a pinch of Pirandello in the premise of a film that knocks gaping holes in the fourth wall of cinematic illusion by introducing characters who turn out – perhaps – to be figments of Jafar Panahi’s imagination. But in the very moment that Panahi himself appears and the intriguing story we have been investing in turns meta-fictional, there’s a sense of letdown that never quite lifts.

Jeg ved ikke, om jeg bare har været uheldigt at ramme nogle negative anmeldelser, men jeg synes filmen lød tungere og mere selvsmagende, end jeg lige var i humør til søndag aften

Edit: læste lige Pix' omtale af Museum Hours. Alarmklokkerne bør altid gå i gang ved passager som "vidunderligt tilbagelænede spillefilm" Det er lidt som for et par år siden, hvor halvdelen af filmene var "afdæmpede", "giver ingen lette svar" og "underspillede". A.k.a. "der sker sgu ikke rigtig noget i denne film"

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Perfekt mange tak for links, vil jeg kigge på i pauserne imellem film i dag.

Men ja den ordlyd skulle jeg have fanget.. - måtte jo have lært det efterhånden.

men den slår stadigvæk ikke denne film fra sidste år:
http://www.imdb.com/title/tt0477991/?ref_=fn_al_tt_1

Der var det ikke nok med at jeg sov, den skred jeg også fra og kunne ikke overskue at se andre film til resten af pix. - heldigvis var det anden sidste dag til festivallen.

_________________
Da Bears!!

In The Name Of The Father, Irland/England, 1993 - 9/10 - IMDB link

Jamen jeg mangler simpelt hen ord for hvor fantastisk denne her film er. Det er første gang jeg har set den siden den kom ud, hvor jeg kun lige havde sneget mig ud af mine teenageår, og nok ikke lige forstod hvad der egentligt var gang i. Endeligt fik jeg taget mig sammen til at se den igen (jaja, ting tager tid, ikke?), og nøj, den ramte lige i mellemgulvet. Det er en historie om en ung gut fra Belfast der bliver hængt op på falske anklager om at stå bag en IRA terroreksplosion, hvordan det Britiske politi fængsler ham og hans far (ja, hvis ikke man kan finde den virkelige synder, så skal enelleranden sgu stadig have skylden), og hvordan de to klarer 15 år i fængsel. Et BRAG af en historie, med en ung Daniel Day-Lewis og en som altid i topform Pete Postlethwaite i hovedrollerne, og kan man leve sig ind i historien, så kommer ens urin godt nok op på kogepunktet over hvilken flok svin Briterne var overfor Nordirerne dengang.

Sammen med Bloody Sunday står den som den bedste Irske film nogensinde. Nøj, det var noget af et gensyn.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

Tetsuo 3: The Bullet Man, Japan, 2009 - 9/10 - IMDB link

De af jer der ikke kender Tetsuo filmene (Iron Man og Body Hammer) har nok i virkeligheden ikke behov for at se dem. Det er ultradyster og morbid-som-ind-i-helvede Japansk avantgarde cinema, som jeg så beskrevet som "hvis David Lynch havde lavet Eraserhead på en losseplads for metalskrot", og det vil jeg give vedkommende ret i.

Der gik så 20 år mellem de første to og den relativt nye treer, og der er sket en enkelt forandring fra de to originale. Den gode hr. Shinya Tsukamoto har skiftet 16mm sort/hvid kameraet ud med noget hidef af en art. Ud over det kører vi stadig efter samme opskrift, det er stadig ham selv der spiller bad guy, det er stadig Chu Ishakawa der går totalt berserk med et soundtrack, men .. vent .. nej .. de taler sgu Engelsk! Og den har åbenbart fået dårlige anmeldelser udelukkende på grund af Japanske skuespillere der taler med accent.

Plot? Nej vent lige lidt .. kender i Iron Man og Body Hammer, vil i vide at det ikke er noget man bare lige kan forklare folk. Lad os bare sige at vores "helt" har en rigtigt dårlig vane med at gro geværløb ud af kroppen når han er under pres. Plottet minder faktisk lidt om Body Hammer - en gut ser sin søn blive kørt ned, han panikker lidt for meget, og når han gør det, jamen, så kan hans krop pludseligt underlige ting.

Eksempel:



Hele filmen er som de to foregående skudt med håndholdt og klippet sønder og sammen, så man bliver virkeligt stresset af at se den. Slutscenen (som varer elleve minutter) går så svinemeget amok at jeg virkeligt sad og blev forpustet af at se den. Det er denondelynemig psykotisk hardcore avantgarde action på højeste niveau, og i øvrigt en dødflot film.

Om den er bedre end Iron Man og Body Hammer vil jeg ikke udtale mig om, jeg synes alle tre er bizarre nok til at holde min interesse, men Bullet Man er helt klart bedre end de 5.5 den har på IMDB - jeg vil faktisk gå så langt at sige den er den bedste filmoverraskelse jeg har investeret i i år (indtil videre i alt fald - vi har jo lang vej endnu ).

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--

En PIX-forpremiere, som jeg ikke havde spottet var en forpremiere, men det skal ikke skille os ad:

Zaytoun (Eran Riklis, Israel 2012)

Året er 1982, og krigen raser mellem Israel og Libanon. I en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon sidder drengen Fahed, der langsomt men sikkert oplever familie og venner blive dræbt omkring sig. Hans højeste ønske er at kunne vende tilbage til sin fars landsby i Israel, men planerne om det bliver aldrig til mere end luftkasteller, så han bruger i stedet tiden på at træne sig op til at kunne dræbe israelere.
Men en dag bliver en israelsk kamppilot, Yoni (Stephen Dorff) skudt ned og taget til fange af PLO, der også befinder sig i lejren. Fahed hader ham selvfølgelig ved første øjekast, men fatter snart en plan for, at de to skal flygte sammen, så Yoni kan komme tilbage til Israel og han selv til landsbyen. Men kan to mennesker, der er født til at være ærkefjender, nogensinde finde ud af at hjælpe hinanden?

Riklis har tidligere drejet Citronlunden, som jeg ikke har set, men som skulle skulle være ret vellykket. Han er bestemt ikke uden evner, og et stykke hen ad vejen (især filmens første halvdel) fungerer Zaytoun aldeles glimrende. Dorff bliver nok aldrig det store Oscarmateriale, men han leverer en habil præstation som Yoni og formår også at give ham overraskende meget kant (han er - heldigvis - ikke lige sympatisk hele vejen igennem). Undervejs skifter filmen tempo, og det, der starter som et semidystert (med streg under "semi") krigsdrama med dræbte kvinder og børn, ændrer pludselig tone og bliver i højere grad til en skæv road movie. Dorff er tydeligt mere på hjemmebane her, og han får fint modspil af Abdallah El Akal som Fahed. Det klæder dog ikke filmen med en noget påklistret og temmelig sentimental slutning, der stilistisk rammer helt ved siden af. Men indtil da er Zaytoun en gennemført sympatisk film, der måske ikke kan sige det hele store om forbrødning mellem Israel og Palæstina, men som til gengæld fortæller en fin, lille historie om mødet mellem to umage mennesker. Og nogle gange er det tilstrækkeligt. I øvrigt ros til filmens flotte billedside, som dansk Dan Laustsen har stået for. (jeg svinger mellem 3½ og 4 stjerner ud af 6, men ender på 4 fordi solen skinner og jeg er i godt humør )

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film