DanskHjemmebioForum.dk

Dato og tid er tors mar 28, 2024 15:01

Alle tider er UTC+02:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 112 indlæg ]  Gå til side 1 2 3 4 58 Næste
Forfatter besked
Indlæg: tors aug 16, 2007 0:38 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
Det er med glæde, at jeg har fundet en del mennesker, der på dette forum deler interessen for at læse - mange i min omgangskreds har desværre ikke helt forstået det fede i at læse en bog. Så det er med stor glæde, at jeg herinde er blevet introduceret for Haruki Murakami, Paul Auster, Brett Easton Elllis, Michel Houllebecq og Ian McKewan - Carsten O. har en stor del af æren for denne udvikling i min læseverden, så mange tak til dig, Carsten.

Jeg har længe følt, at jeg gerne ville give noget tilbage, så nu i disse tider, hvor vi er mange, der både er lykkelige og ærgerlige over, at den sidste Harry Potter-bog netop er blevet læst, vil jeg byde ind med en tråd om de mange fantasyserier, som jeg har læst gennem tiden - for hvorfor stoppe med Potter? Det ville være tåbeligt. :)

Billede

Fantasy er en spændende genre. Jeg er nu 24, og dengang jeg i sin tid begyndte at læse fantasy - for ca. 10 år siden - var det ét stort tabu at læse om drager, dæmoner, riddere, elvere, dværge, onde magter osv. Man læste det lidt i skjul og snakkede om det med andre, der turde begive sig ud i det. Der er ingen tvivl om, at de vanvittigt vellykkede filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings har været med til at gøre fantasy til meget mere hvermandseje end tidligere. Eksempler på denne udvikling er andre filmatiseringer af fantasynoveller som f.eks. The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe af C.S. Lewis, Eragon af Christopher Paolini og til vinter også The Golden Compass af Philip Pullman samt rollespil som World of Warcraft, Guildwars og hvad de ellers hedder allesammen.

Nuvel, det er fantasylitteratur, jeg ville tage fat i med denne tråd - helt konkret at introducere de serier, jeg kender, og håbe, at andre vil komme med input til andre serier, som de synes er værd at læse. Jeg vil komme med én ny serie for hvert indlæg, og starter dermed nu her med... :

Ursula Le Guin : The Wizard of the Earthsea

Billede

Den første serie, jeg vil tage fat i, er Ursula Le Guins Earthsea-serie. Earthsea eller Jordhavet som det hedder på dansk, er en verden bestående af en stor række ø-riger centreret omkring en slags middelalderlig bronzealderverden. Den vigtigste person i denne verden er figuren Ged (kan ikke huske hans danske navn). Ged er en ung fyr, der som ganske ung sendes til oplæring hos en gammel mager, da mageren mener, han har store evner. Desværre kan Ged ikke finde ud af, om han er en god eller ond mager, og må kæmpe med sin egen onde side før han kan blive den mægtige mager, som han gerne vil blive til.

Serien er på i alt fem bind:

- A Wizard of Earthsea (1968)
- The Tombs of Atuan (1972)
- The Farthest Shore (1974)
- Tehanu: The Last Book of Earthsea (1990)
- The Other Wind (2001)

Der er desuden udgivet en lang række små noveller i Earthsea-verdenen, men dem har jeg desværre endnu ikke fået læst.

Ikke alle historierne centrerer sig om Ged: The Tombs of Atuan har en kvindelig helt i præstinden in spe, Tenar. Dog optræder Ged som bifigur og har en central rolle i historien. I The Farthest Shore er Ged igen hovedperson, mens han ikke optræder særligt meget i Tehanu heller.

Det, der i særhed er med til at gøre disse bøger særdeles læseegnede, er Ursula Le Guins evne til at beskrive og få en til at tro på, at Earthsea eksisterer. Der er ikke gjort brug af store epise krige eller store guddommelige indfald i Le Guins verden. Tværtimod handler Earthsea om de valg, man træffer, og hvordan man selv er herre over ens egen skæbne. Ged er en vanvittigt spændende figur, som virkelig er værd at læse om!

Noget andet særdeles interessant i Earthsea er figurernes pigmentering: I Earthsea verdenen er menneskene ofte helt mørke, eller i hvert fald mørklødede. Lyshårede og blåøjede mennesker er en særting, og det er en ret spændende lille detalje, at Le Guin har turdet lave helte, der ikke delte med pigmentering med størstedelen af hendes bøgers målgruppe. Det skal nævnes, at mens de første tre historier er klassiske fantasynoveller, skiftede Le Guin imellem The Farthest Shore og Tehanu meget af sin fortælleteknik ud, og de to sidste noveller bærer stort præg af feminisme, hvilket er faldet mange læsere for hjertet. Jeg skal gerne indrømme, at jeg fandt forskellen mellem de tre første og de to sidste rimelig stor, og mener da også, at man med fordel kan stoppe efter tredje bog, hvis man ikke kan lide stilen i de to sidste.

Sci-fi Channel mente for nogle år siden, at det var på tide med en filmatisering af Earthsea-historierne. Det var jeg ikke uenig med dem i, da nyheden kom, men da Sci-fi Channel var færdige med Earthsea, havde de sådan ca. grovvoldtaget historien i en sådan grad, at Ursula LeGuin skrev et harmdirrende og super spydigt indlæg på sin hjemmeside, hvor hun fordømte filmatisering i en sjælden set grad. Hun var meget, meget ærgerlig over, at hendes historie var blevet lavet så elendigt, som den blev. Og jo, jeg har set den, og jeg forstår godt Le Guins ærgrelse. Earthsea-miniserien er hamrende elendig, så discountet, som den kan blive, og derudover så er det altså bare ikke troværdigt med Danny Glover som troldmand! Jeg genkendte intet, intet fra den fantastiske og smukke verden, som Le Guin havde åbnet for mig mange år tidligere - så den behøver man ikke bruge tid på. Her er et link til filmen på imdb.

Goya Miyazaki, søn af Hayao Miyazaki (Howl's Moving Castle, Spirited Away, Princess Monoke), har desuden begået en anime-tegnefilm bygget over Le Guins univers. Filmen Tales of Earthsea, blev til 2006 og blev hans debut. Le Guin har heller ikke været helt tilfreds med denne film, mest af alt fordi hun blev lovet at skulle samarbejde med Hayao, men sådan blev det ikke. Hvor god den er, ved jeg ikke, men det er helt sikkert, at den skal ses en skønne dag.

More to come. Kom gerne med input, hvis mine beskrivelser er for korte eller for overfladiske. Jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg skal lave hele tråden :-)

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: tors aug 16, 2007 8:24 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs mar 08, 2005 14:04
Indlæg: 456
Geografisk sted: Århus
Først og fremmest, rigtig godt initiativ. Jeg er selv inkarneret fantasyfan (virkelighedsflugt er en dejlig ting :)) men jeg har måske ikke selv haft modet til at gå igang med en tråd om emnet. Så 10-4 rubberduck herfra :)

Dernæst synes jeg faktisk, din beskrivelse er dejligt tilpas. Hvis der står meget mere, tror jeg det ville blive for meget/tungt at læse og ligeså vil det blive for overfladisk, hvis man fjerner mere af beskrivelsen. Når vi andre kommer med vores forskellige input til den bog/serie, der diskuteres, får vi alligevel (forhåbentligt) alle vinkler med. Noget jeg selv generelt er meget interesseret i, er hvordan en evt. oversættelse til dansk er i forhold til den engelske. F.eks. læste jeg, da jeg var mindre, Ringenes Herre på dansk og syntes i mange år, bogen var noget værre bras, indtil jeg fik fat i den på engelsk. Det var lige pludselig en helt anden verden, og siden har jeg prøvet at høre andre, hvad de synes om den danske version, før jeg læste den, hvis jeg ikke lige kunne få fat på den originalsprogede.

Til serien at hand: Jeg har selv læst Troldmanden fra Jordhavet (bog 1), da jeg var yngre og syntes den var afsindigt spændende. Her er den danske oversættelse faktisk ganske hæderlig sammenlignet med originalen, som jeg genlæste for nogle år tilbage. Men da jeg mangler at læse resten af serien, tror jeg, jeg vil lade mig inspirere og gå på biblio igen idag og hente de tre første bøger :)

PS: what's with the "I'm gay" billede? En mislykket indsættelse? :laugh:

_________________
うるさくてもいい =^_^=


Top
   
Indlæg: tors aug 16, 2007 10:21 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: fre okt 01, 2004 12:17
Indlæg: 1361
Kanon initiativ Holmsgaard :thumb: , fedt med en fantasy tråd, glæder mig til at læse dine indlæg. Er selv totalt Fantasy nørd, hvor det har stået på standby i mange år indtil som du skriver at ringenes herre filmatiseringen genoplivede det for mig. Det første jeg læste var Dragonlance på dansk som 12 årig, og derefter Hobbitten/ ringenes herre osv....Har aldrig læst de earthsea, men har lige bestilt dem hos Play efter din inspiration, he he. Har købt og set Goya Miyazaki´s film uden at kende til universet, og blev ærligt talt lidt skuffet, er stor Ghibli fan så havde nok forventet noget mere/ andet. Fængede ihvertfald slet ikke mig på samme måde som de store Ghibli klassikere.

Er igang med Trudi Canavan´s Black magician trilogy og de er faktisk igså ret fede.

_________________
R.I.P. Mitsuharu Misawa. A Hero To All Puro Fans. You Will Be Missed.
June 18, 1962 - June 13, 2009. Mi-sa-wa, Mi-sa-wa, Mi-sa-wa.


Top
   
Indlæg: fre aug 17, 2007 15:28 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
Hej dracuella og Puroresufan!

Mange tak for jeres pæne ord! Jeg håber, vi kan få gang i en god omgang debat omkring fantasy herinde! Det er dejligt at vide, at jeg hverken fortæller for meget eller for lidt, så ved jeg, hvor meget jeg skal fortælle om næste bog, når jeg går i gang i aften!

Mht. oversættelserne af Earthsea, så er de faktisk ret gode. De er lavet af Niels Søndergaard, som bl.a. fornyligt har genoversat Tintin, og også tidligere har oversat The Chronicles of Narnia til dansk. Jeg ved ikke rigtigt med oversættelserne af Ringenes Herre, jeg husker blot, at jeg som en lille knægt slugte bøgerne mindst lige så råt, som Edvard gør i Dennis Jürgensens Jeg: En Nørd! :)

Det er rart at høre, at I begge to gerne vil i gang med serien nu her, så håber jeg, I er enige med mig, når I er kommet igennem dem, men hvis ikke, så gør det bestemt heller ikke noget, hvis vi kan diskutere hvorfor.

Næste indlæg kommer i aften! :)

Ps. Jeg ser ikke noget "I'm gay"-billede...? Men det ville da være sjovt, hvis det var :)

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: lør aug 18, 2007 0:21 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
The Fionavar Tapestry

Billede

Da Christopher Tolkien færdiggjorde Silmarillion for sin far, fik han hjælp af den canadiske engelskprofessor Guy Gavriel Kay. Kay er siden blevet en fantasyforfatter selv, mest kendt for sin trebindsfortælling The Fionavar Tapestry (Fionavar Gobelinen) på dansk.

Kays fantasytrilogi er en historie om fem unge canadiske studerende, der bliver suget ind i Fionavar, den første af alle verdener, hvor de hver især kommer til at spille en afgørende rolle i kampen mellem det gode og det onde.
Kay skriver med en fantastisk sammensmeltning af magi og realisme, fortid og nutid og brug af mange historiske og mytiske fortællinger. Historien er yderst velskrevet, og man får bestemt associationer til Tolkien ind imellem, når Kay med stærk viden om keltisk og nordisk mytologi skaber en historie, man bare ikke kan lægge fra sig. Ligesom Le Guin, er Kay glad for at lave historier om, at mennesket vælger sin egen skæbne, hvilket igen og igen vises af Kay. Dette er kun et plus efter min mening.

Hvorfor denne historie ikke er mere kendt end den er, må desværre stå hen i det uvisse. Sikkert og vist er det, at The Fionavar Tapestry får den allerkraftigste anbefaling med herfra.

The Fionavar Tapestry kan sagtens læses på dansk, da den danske oversættelse faktisk er ganske glimrende!

Historien består af:

- The Summer Tree (1984)
- The Wandering Fire (1986)
- The Darkest Road. (1986)

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: fre aug 24, 2007 12:04 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs mar 08, 2005 14:04
Indlæg: 456
Geografisk sted: Århus
Det er en del år tilbage, jeg læste 'The Fionavar Tapestry', og for mig var den en af de serier, der glædte uendeligt, samtidig med at jeg var småirriteret på mig selv over ikke at være kommet længere. Der er så mange ting undervejs i serien, man tænker: 'how to solve that?', der så slutteligt bliver konkluderet på mest spidsfindige og snedige vis. Konstant sad jeg med følelsen 'lige et kapitel mere' selvom det 'kapitel mere' naturligvis var læst 3 kapitler tidligere.

Det er en af de serier, jeg har syntes var svære at beskrive fyldestgørende. Der er så mange ting, der, når man har læst serien, føles essentielle for at forstå bøgerne, at man let bliver revet med og giver sig i kast med en genfortælling frem for et referat. Jeg faldt over et citat fra en anmelder, som beskriver det meget godt:

"But to summarize The Fionavar Tapestry just by its plot is similar to saying that The Lord of the Rings is about this short guy who wants to get rid
of some jewelry left to him by his uncle, who is the neighborhood nutcase. It may be true, but it doesn't really capture what the book is all about."


PS: the "I'm gay" kan du se her, sådan ser jeg det: klik

_________________
うるさくてもいい =^_^=


Senest rettet af dracuella lør aug 25, 2007 11:54, rettet i alt 1 gang.

Top
   
Indlæg: fre aug 24, 2007 17:19 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
Helt enig med dig - The Fionavar Tapestry er simpelthen et overflødighedshorn af lækker og velskrevet fantasy. Jeg elsker Kays geniale måde at få alle fem hovedpersoner til at fungere - og ham anmelderens kommentar er helt og aldeles rigtigt, genialt skrevet!

Det var ikke længe, inden næste anbefaling skydes afsted!

edit: Nu kan også jeg se I'm gay billedet - d'ooooooooooooh. Kunne ikke se det før nu. Ups!

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: man okt 15, 2007 17:43 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons maj 04, 2005 13:50
Indlæg: 79
Geografisk sted: Sjælland- Danmark- Europa- Jorden- Mælkevejen- Universet
har for få dage siden afsluttet første bog i Fionavar serien. Det var egentligt først til sidst at jeg begyndte at syntes om bogen. indtil da syntes jeg forfatteren har lidt for travlt med at lave FOR malende beskrivelser af alting. Det var ligesom om når man var blevet introduceret til universet blev beskrivelserne bedre - om det bare er fordi jeg har vænnet mig til skrivestilen eller om der vitterligt er en ændring i stilen kan jeg dog ikke helt pinpointe.
Nu har jeg sendt bud efter bog nr. 2 mens jeg i mellemtiden læser Vejen til Jerusalem af Jan Guillou - men det er en helt anden tråd ;) .

_________________
Unexpected Homeboys
мир
медведь спит


Top
   
Indlæg: tirs okt 16, 2007 4:07 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
Det tager lidt tid at vænne sig til kays skrivemåde, men den bliver bare bedre og bedre og bedre. Jeg har forsømt denne tråd lige rigeligt, men nu er der undervisningsfri og det gør, at der er tid til flere skriblerier - og de kommer, allerede fra i morgen! :thumb:

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 17:10 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
The Sword of Snannara

Billede

En af de mere ukendte serier inden for fantasy-genren, er Terry Brooks fantasy-trilogy, Shannara, hvortil de tre historier: The Sword of Shannara, The Elfstones of Shannara, og The Wishsong of Shannara hører.

Jeg har netop i denne dejlige uge 42 med 0 undervisning på studiet haft tid til at færdiggøre første del, og jeg må sige, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal sige om den.
The Sword of Shannara handler om halvelveren Shea, som en dag opsøges af historikeren Allanon, der fortæller Shea, at han er den sidste arvtager efter Jelle Shannara, en elverprins, der med sit specialkonstruerede sværd for mange år siden fordrev det onde fyrste (eller The Warlock Lord, som han hedder på engelsk), Brona. Sammen med sin adoptivbror Flick må Shea nu drage ud på en lang rejse væk fra deres lille landsbysamfund, hvor de sammen med en gruppe andre eventyrere (dværge, elvere og mennesker) må beskytte sig selv og andre fra det onde selv, Brona, og alle hans onde lakajer, deriblandt nogle onde vingede bæster.

Hvis du allerede, mens jeg har skrevet dette, har tænkt: Det ligner da Ringenes Herre, så er du ikke ene! Gang på gang søger Brooks nemlig inspiration i Ringenes Herre, og det virker indimellem som en semiamatøragtig genskrivning af LOTR med enkelte modificeringer og forbedringer. Tematikken om, at det lille isolerede samfund vil blive kørt over af en stor ondskab, er genbrugt i Shannara, og det samme er figurerne som den lille og "unlikely" helt (Frodo/Shea), hans trofaste hjælper (Sam/Flick) og den overnaturlige leder af gruppen med magiske evner (Gandalf/Allanon). I det hele taget bør The Sword of Shannara nok læses på en sådan måde, at man forsøger at holde disse fakta væk, og forsøger at nyde historien i sig selv, for der er virkelig velskrevne passager, og Brooks er ikke helt talentløs. Omvendt ville det have klædt historien, om han ikke havde ladet sig SÅ meget inspirere af LOTR.

Jeg glæder mig til at læse de to øvrige bind i serien, så jeg kan vende tilbage med en samlet bedømmelse.

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 17:19 
Offline

Tilmeldt: fre apr 11, 2003 1:01
Indlæg: 7756
Geografisk sted: No longer here
Det lyder ellers spændende, Holmsgaard. Jeg glæder mig til at høre hvad du synes om hele trilogien. Jeg har luret på den en del gange, men jeg føler at meget af den tematiske opbygning i nyere fantasy har meget at takke Tolkien for - og så daler min interesse hurtigt. Har man først læst Tolkien, så skal der virkelig nytænkning på bordet , hvis man ikke skal føle at forfatteren har planket fra Tolkien. Det er jo desværre bagsiden af begejstringen for en forfatter, som har lavet et decideret mesterværk.

Jeg har oplevet det samme med Sci-Fi og Asimov, hvor jeg siden min begejstring for tidligt Asimov har oplevet, at mange nyere forfattere også har læst Asimov med samme begejstring som mig selv.


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 17:27 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12607
Geografisk sted: Metro City
Enig. Det er klart, at hvis historien altid skal handle om, at man skal på eventyr og ud og redde verden fra det ondeste onde, så bliver det hele alt for hurtigt trivielt. Faktisk findes der reelt kun 7 serier, jeg virkelig beundrer:

Ursula Le Guins Earthsea (som tidligere nævnt i tråden)
Phillip Pullmans Dark Materials
C.S. Lewis' The Chronicles of Narnia
Trudi Canavans Black Magician Trilogy
Guy Kays The Fionavar Tapestry
naturligvis Tolkiens Lord of the Rings
og Rowlings Harry Potter

Alle disse er jeg stor fan af, fordi de hver især bringer nye aspekter ind i fantasyen - f.eks. kan man endda godt være så fræk at sige, at Black Magician ikke er ret meget fantasy i forhold til så meget andet, og at Dark Materials vel lige så meget kan kaldes science fiction som fantasy. Det handler i høj grad om, hvorvidt man som sådan tror på den verden og de personer, den fremstiller. Her er man måske ikke helt fanget af Brooks' Shannara-verden, men det kan jo komme i efterfølgerne.

Nu har jeg gjort det til mit job nu at finde noget nyt at læse, så det betyder, at jeg giver mig i kast med en masse mindre kendte serier, som f.eks. Shannara. Senere regner jeg med, at Robert Jordans The Wheel of Time og Karen Millers Kingmaker-historie skal udforskes. Lidt efter lidt :)

_________________
Må DAHF altid bestå!


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 19:59 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs okt 28, 2003 17:52
Indlæg: 4207
Geografisk sted: København
Jeg får virkelig læst alt for lidt fantasy. Lysten er der, men ofte, så er det tanken om trilogier med bøger på hver 800 sider der ofte udmatter inden jeg er gået i gang.

Men jeg har så absolut skrevet anbefalingerne i denne tråd bag øret.

Ellers er jeg forresten blevet anbefalet Stephen Donaldsons bøger og hans historier om Thomas Covenant. Er der nogen her, der har læst noget af ham?

_________________
Min litteraturblog: http://www.eskapisten.dk


Top
   
Indlæg: man nov 12, 2007 16:20 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs mar 08, 2005 14:04
Indlæg: 456
Geografisk sted: Århus
Carsten O skrev:
Ellers er jeg forresten blevet anbefalet Stephen Donaldsons bøger og hans historier om Thomas Covenant. Er der nogen her, der har læst noget af ham?

Ja! Jeg var i gang med at læse netop Covenant serien før/i sommerferien og afsluttede sidste bog for et par måneder siden. Jeg har altid været vild med den serie, selvom jeg startede med at læse den på dansk, da jeg var yngre (giver nogle underlige ord/navne på steder/titler på folk jeg ikke kunne helt vænne mig til). Serien er virkelig velskrevet og ikke den type, man skal tygge sig igennem for at komme videre. Jeg kan godt lide stedbeskrivelser i bøger, de gør den verden historien foregår i meget rigere, men jeg synes også, visse forfattere har en tendens til at forhale handlingen med 10 siders beskrivelse af en den og den skov, hvor der er det og det træ, hvori der bor de og de fugle *sigh*. Man mister tråden i handlingen og det eneste forfatteren opnår er at blive irriteret og skipper sider. Sådan er det heldigvis ikke i The Unbeliever serien. Der er flotte beskrivelser, men de følger naturligt hovedpersonens rejse gennem Land og underbygger historien frem for at overtrumfe den.

Så er der personerne. De fleste af dem bliver godt beskrevet(bl.a. Mhoram og Troy), men bedst er Thomas Covenant. Man elsker at hade ham lige fra starten (uden at ødelægge plottet kan jeg oplyse om han er en meget bitter mand), men som historien skrider frem, ændres ens irritation og forargelse over ham til forståelse og endda medfølelse. Han har stadig sine sure opstød, men han bliver nuanceret nok til at man kan se hvorfor. Folkene i Land ville jeg generelt gerne have uddybet mere, måske flere små sidehistorier, hvor man følger dem istedet, men så ville historierne nok også blive en del længere. Eneste minus er at de er lidt for ensidigt goody-two-shoes efter min smag, men det er forhåbentligt sådan lovlydige, fredselskende folk bliver efter mange år uden stridigheder :)

Det er dejlige bøger, der virkelig kan gribe en. Da jeg gik igang med bog nr. 2 blev jeg glad over de fremskridt der var sket i Land ligesom jeg sad og tænkte: "nej nej nej!" under ødelæggelser eller død i bog nr. 3. Ja, det er en udfordring at gå i gang med 900 sider (eller hvor meget serien er på), men det er alle timerne værd.

_________________
うるさくてもいい =^_^=


Top
   
Indlæg: ons nov 14, 2007 2:24 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs sep 30, 2003 19:43
Indlæg: 447
Geografisk sted: Fyn
Er jeg den eneste der, som 28 årig, stadig er lidt pjattet med "Krøniker" og "Legender" i Dragonlance serien?

_________________
McBrain


Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 112 indlæg ]  Gå til side 1 2 3 4 58 Næste

Alle tider er UTC+02:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 3 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Danish translation & support by Olympus DK Team