DeathPosture skrev:
Hvad er det, der er så fantastisk ved
Whiplash?
Jeg forstår
virkelig ikke hypen. Det er en klassisk underdog-historie med et fuldstændigt forudsigeligt narrativ. Man har gættet slutningen 20 sekunder inde i filmen.
"Uh, gad vide om den her underkuede hovedperson mon ender med at vinde det hele til sidst, selvom han han skal så grueligt meget igennem?" Det bliver aldrig spændende, netop fordi at man ved hvad det ender med. Filmen er, i bund og grund, bare en nytfortolkning af
The Mighty Ducks eller
Karate Kid, bare med trommestikker i stedet for en ishockeystav eller karate skillz.
Det er ikke en dårlig film, og skuespillerne er troværdige, men handlingen er simpelthen for uoriginal.
Vi er på linie. Jeg synes, filmen er god, dog uden at være noget særligt.
Tror folk er blevet lidt forblændet af det utraditionelle "cool" tema, Miles Tellers fine performance og JK Simmons' vanvittige OTT samme. Filmen i sig selv er ikke noget særligt og historien er ganske rigtigt set et utal af gange før. Filmen prøver at sig af mere som et psykologistudie, men det hele får lige en tand for meget i skruetvingen for min smag. For mig er Whiplash mere en udvandet kopi af sådan noget som Black Swan.
Mine største problemer med Whiplash bunder i slutningen, som generelt er noget søgt og hvor vi oveni skal købe forestillingen om, at Simmons' karakter (en psykotisk og ekstremt ærekær narcissist) er så all-out bonkers, at han, i sin rolle som orkesterleder, er villig til at ødelægge sit eget renommè og eller eftermæle for at hænge Teller ud til tørre og derved ødelægge koncerten for resten af bandet og oplevelsen for publikum. Den var svær at sluge.