Når det kommer til ekstremer har Sion Sono vel altid sakket lidt efter Takashi Miike. Men Sono har virkeligt fulgt den der "anything you can do i can do better" stil de sidste år, så det var jo inngen forbavselse at Sono svarede Miike igen med Tokyo Tribe, en film lavet som et langt rap battle (den er i øvrigt fed, men lidt en "acquired taste", og tror nok ikke jeg kommer til at se den igen).
Nuvel. Miike lavede en børnefilm, Sono lavede en børnefilm. Miike lavede .. haha, har han lavet andet end Yakuza film? Sono laver en Yakuza film. Miike laver otte film på et år, Sono laver otte film på et år.
Den store forskel er at Sono har hjerte og Miike kan ikke engang skære sig til det.
"Hej, det er min fødselsdag!"
"Bangbangbang!!
Og jeg tager ikke pis, efter at pløkke hovederne af tre piger, siger hun "bangbangbang" og smiler.
Phone call "Er det nogle vidner" "Tjah" "Okay, fiks det" "Sure, ses om tre minutter" "OKAY stil jer op på række så er i nemmere at skyde!"
Der er et plot og det ender faktisk med en dyb historie, og flopper en del efter hende den forhutlede hovedperson transformerer. Men indtil da så pløjer den gennem alle Transylvanske myter som var det Hitler over Hviderusland, og det er jeg ikke helt okay med. Men nu er det jo fiktion, så måske det får en chance.
Men ..
Og at han caster sin egen kone som Erzsebet Bathory .. respekt.
Sono har virkeligt trukket på sine gamle tilhængere fra Tokyo Tribe, og med en pose penge fra Amazon og Nikkatsu, så havde jeg fandemig osse gået amok. Ikke som man gør i Hollywood med poser af coke, næh nej, flere eksplosioner og mere meningsløs vold, og send lige en pils over når vi går til fyraften.
Efter det går der så historie i den med Janosz Hunyadi og Mattias Corvinus (læs en historiebog, gider i?), om hvordan de gamle vampyrer blev trynet under jorden, og da The Grand Cross forekom - naturligvis i 1999, men den havde i vel gættet - blev der født trre baby'er der ville få Vlad's vampyrer til at overtage Corvinus' vampyrer. Og nå ja, genfødsel, yadda, vi skal lige bruge 90 minutter på blodbad, det har vi set, men den kommer igen.
Yeah, der gik jeg også lidt lost i plottet, lige indtil man ser de her to skolepiger trisse fra Sighisoara's fæstning til Turda's saltminer på et splitsekund. Der koblede jeg min hjerne af og tænkte okay, Sono, du tager roret.
Det skal så siges at uanset hvor plat og splattet det virker, så er de sidste tre afsnit superf'inggode, ikke mindst på grund af Shibukawa Kiyohiko (fra Love And Peace) - derfra dukker så mange af Sion Sono's "små børn" op - unge skuespillere han har motiveret, som sagde "okay to sandwiches og en Cola" - "deal, now, ACTION!"
Hvem var det der fik 40 skolepiger til at stå på Shinjuku metro stationen og råbe "ich ni san chi" og hoppe ud foran et tog?