Vi er kun tre afsnit inde (hvad kan jeg sige, jeg bliver aldrig seriehaj) - og måske har jeg bare forventet for meget, når rosen flyver rundt og "80'er-Spielberg" nævnes igen og igen. For jeg er meget glad for 80'er-Spielberg.
Jeg kan sagtens leve med, at der plankes fra højre og venstre (også selv om det bliver liiiige åbenlyst nok med både The Thing- og Jaws-plakat), og stemningen er grundlæggende effektiv. Der er også en hel del gode præstatioer.
Men som altid er djævlen i detaljen, og der er en række små og store elementer, der irriterer mig:
- Klippetempoet giver mig stress ind imellem, og generelt virker de første par afsnit meget utålmodige. Der skal fanme ske noget i en fart! Onde regeringsfolk! Mystiske forsøg! Noget... truende! Nu! I stedet for at bygge stemning og karakterer langsomt op. Kort sagt: pacing.
- Winona Ryder overspiller fra 1. sekund
- Det er muligvis meget bevidst, og måske bliver det bedre hen ad vejen, men trekanten Scorefyr - Nørd med hjertet på rette sted - Smuk pige er lige et nummer for klassisk.
- Jeg håber virkelig, de får noget mere ud af stakkels Matthew Modine, som har fået en underlig hverken-eller rolle. I starten tænkte jeg, at han skulle fungere lige som de ansigtsløse "bad guys" i E.T., men det er han trods alt for meget med til. Men han
er der ligesom bare. Igen, måske bliver det bedre hen ad vejen.
Nuvel, hvis jeg vil have mit 80'er-Spielberg-fix, vil jeg ti gange hellere sætte Super 8 på. Dér fungerer pacingen og spillet mellem børnene perfekt, og selv om den kører af sporet til sidst, er den første halvanden time tilstrækkelig fantastisk til, at jeg er en glad mand. Indtil videre er Stranger Things underholdende nok, men det er ikke fordi jeg tæller timerne til vi skal se videre
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film