True Detective: Sæson 1 [2014]
"Someone once told me time is a flat circle. Everything we've ever done or will do we're gonna do over and over and over again!" Som det efterhånden står lysende klart, sidder HBO nu tungt på serie-tronen, hvilket deres nye serie
True Detective blot cementerer. Det er underholdning fra øverste hylde og lever i dén grad op til hypen (og Emmy-nomineringerne).
Året er 1995 og vi befinder os ude på landet, langt nede syd på, i det sumpede og lumre Louisiana. På overfladen ligner det et standard crime drama, hvor de to kriminalbetjente Rust (Matthew McConaughey) og Marty (Woody Harrelson) skal opklare et rituelt mord, men ret hurtigt står det klart, at mordet kun er et lille element, i en meget større fortælling der strækker sig over 17 år. Tempoet er, for at sige det mildt, meget langsomt og der er utallige lange scener med lige dele stilhed og lange, tunge dialogbårne sekvenser. Især Rust er mand for nogle ekstreme, nihilistiske monologer i bilen, eller i forhørslokalet hvor han taler om strengteori imens han dunker Lone Star-dåseøl og kæderyger smøger. I det hele taget er skuespillet i særklasse. Samspillet imellem de to hovedroller er noget af det mest intense, der længe er set på TV. Det slå simpelthen gnister imellem de to erfarne herrer og ofte er det (mindst) ligeså interessant at observere de to røvhuller skændes, som det er, at følge de grusomme ulovligheder de forsøger at opklare.
I samme ombæring skal hovedforfatteren Nic Pizzolatto også fremhæves. Han skal hyldes for hans voldsomt velskrevne historie, der kløgtigt benytter non-lineær fortælleteknik (de to sidste afsnit undtaget) og tager sig tid til, at kæle for detaljerne. Desuden skifter historien fokus flere gange undervejs, og det store reveal kommer ikke nødvendigvis på det tidspunkt man regner med. Det kræver talent, at få flere parallelle handlingsforløb flettet så gnidningsfrit sammen, som det er tilfældet her, samtidigt med, at der er flere anti-klimaks end reelle klimaks. Det er ganske imponerende.
“Look, as sentient meat, however illusory our identities are, we craft those identities by making value judgments. Everybody judges, all the time. Now, you got a problem with that, you're living wrong!”På det tekniske plan, er
True Detective også helt i top. Der er brugt meget energi på colour grading og små, men effektive visuelle effekter. Det samme gælder kulisserne og lokationerne der alle er spot-on. Og så er der musikken, der er meget stemningsmættet (og indie-godkendt). Det 6 minutter lange,
Grand Theft Auto-inspirerede
tracking shot i slutningen af afsnit 4 fik nærmest internettet til, at eksplodere da det blev vist. Det er ganske imponerende, at der overhovedet ikke klippes i løbet af de 6 minutter klippet varer. Et teknisk imponerende klip, der dog ikke er repræsentativt for seriens normale tempo. Langt fra! Nej, her er der god tid og overskud til, langsomt at opbygge en gritty, gotisk, southern noir-stemning med Louisianas melankolske bayou som mystisk bagtæppe. Det er så velbeskrevet, at man kan mærke luftfugtigheden helt ind i stuen og sidder og vifter myg væk. Læg dertil en usund mængde religiøs fanatisme og en flok korrupte røvhuller. Samtidig er voodoo-uhyggen intakt, hvilket betyder, at vi hele tiden balancerer på grænsen imellem drama og horror.
Genremæssigt lander serien et sted imellem
Se7en,
Twin Peaks og
The Silence of The Lambs, hvilket i min bog er nogle af de ypperste repræsentanter for americana crime/thriller-genren. På trods af et voldsomt imponerende manuskript, er serien ikke uden skønhedsfejl. Hen imod slutningen af opklaringsarbejdet virker det til, at Pizzolatto er tæt på, at male sig ind i et hjørne og der tages et par kreative friheder der er lidt for letkøbte. Det samme gælder et par af sidehistorierne, der trækkes for langt ud, uden at bidrage væsenligt til hovedplottet. Det trækker lidt ned i det samlede billede. Men det er alt sammen småting, og heldigvis er det endelige resultat stadig enormt positivt. Dette er en MUST SEE serie som hermed anbefales på det kraftigste!
_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)Årets film
2009-2021 (+ clickbait) +
ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i |
2019 |
2020 |
2021