Jeg blev ramt af nysgerrigheden da bilen fyldt med familien trillede forbi skanserne på Dybbøl Banke på vej ad den snoede vej ned til Sønderborg. Grebet af vingesuset...fra historien og fra den stillestående Mølle. Jeg har altid været forgabt i Sønderjylland, men har faktisk aldrig synderligt intersseret mig for historie fra før 2.Verdenskrig. Nu blev der tændt noget - når man skuer ud over landskabet her, når man ser tvillingetårnene på Broager Kirke og Sønderborg der smukt toner frem på begge sider af Als Sund.
Så hvad var mere nærliggende end at få sat billeder på historien ved at give sig i kast med den måske mest omtalte og kritisk set mest gennemfluekorpulerede danske tv-serie i moderne tid; Ole Bornedals 1864, som jeg ikke kunne dy mig for at snuppe under Stereo Studios 40% fødselsdags-tilbudsdage til sølle 60kr for smølfe-udgivelsen sågar.
Ret skal være ret - jeg lod mig rive med af den nationale shitstorm der på bedste moderne overfladiske ny-danske manér gjorde menigmand til kløgtig autodidakt film-anmelder og som allerede inden serien var skudt igang haglede en kritik ned over Bornedals værk i en sådan styrke, at det ikke lod de prøjsiske kanonader der jævnede skanserne meget efter. Jeg gav op efter halvandet afsnit og harcelerede mod 1864 på bedste forargede Dansk Folkeparti facon, skønt jeg aldrig har og aldrig kommer til, at plante et kryds ud for dette parti. Det var ikke fair - og et værk af den størrelse fortjener et gennemsyn med respekt og med objektive briller. Så må dommen falde efter afsnit 8. At se det hele nu hvor stormen har lagt sig og samtidig få det mere back-to-back er afgjort heller ikke en skidt ting. Så jeg var spændt og jeg har nu fået syn for sagen efter en god uge i selskab med 1864.
Hvor begynder man? Og kan det gøres uden at gå for meget i snoede detaljer? Kort og præcist så var jeg underholdt hele vejen igennem. Underholdt i almindelighed af en måske lidt tynd rammehistorie i hhv da -og nutid men stadig underholdt, og medrevet og imponeret i særdeleshed af selve fremstillingen af den fysiske krig, og af de mange fine skuespilpræstationer man render ind i undervejs. Man kalder det vist et ensemble-cast på engelsk. Og lige præcis spørgsmålet om "hvor begynder man?" har sikkert også været een af Bornedals største udfordringer.
For konflikten der førte til stormen på Dybbøl den 18/4-1864 kan altså ikke bare koges ned til noget nemt fortælleligt i bedste sendetid over 8 afsnit uden at man retter lidt rigeligt meget til hist og her. Jeg begriber ikke denne kritik, eller rettere, jeg begriber ikke at disse kritikere ikke kan tænke længere selv og ikke har valgt at se serien inden for underholdningens trods alt begrænsede præmisser, især når noget tungt historisk skal afdækkes. Der var masser af kontroverser og begivenheder der mundede ud i denne den 2.Slesvigske Krig. Nok til at fylde en tv-serie på 20 afsnit alene. Som Tom Buk-Swienty refererer i Slagtebænk Dybbøl, så skrev historikeren Niels Neergaard i 1916 en 1800!!! sider lang afhandling om alle de politiske snørklerier der endte med Krigen som ulyksagelig udgang. Hvad gør man som instruktør....man finder det eller de mest underholdningsegnede aspekter og koger det lettere karikeret ned til dele af sandheden. I 1864 er det med al tydelighed de af national-romantiske tanker forblændede politikere, der er i fokus som Krigens største agitatorer sammen med oprørte Prøjsere. Hele virakken kogt ned til en let spiselig suppe, men stadig uden at miste sit historiske kød. Den overdrevne nationalisme og danskernes til tider vanvittige overdrevne tro på egne evner, VAR nemlig en af årsagerne til det gik så grueligt galt. EEN af årsagerne, kære kritikere. Den sti valgte Bornedal at gå ned af, og det har så tydeligvis stødt især de så kultur-kloge medlemmer i Dansk Folkeparti, der åbenbart må have følt sig stødte, og straks var harme over denne skingre politiseren, og DR blev atter haglet til, som værende fuld af venstrefløjs-revolutionær propaganda og Pia Kjærsgaard kom med et fladpandet lavt angreb på Ole Bornedal selv, og beskyldte ham for at være lejesoldat for den røde kulturelite, og jeg skal da nok love for det gik for sig.
Bornedal selv nægtede enhver form for bevist politiseren, og jeg er mere end tilbøjelig til at give manden ret, og samtidig blot ryste på hovedet af al den tordnende ævl indtil flere af bønderne i DF kastede over serien, i al deres glorværdige forsøgen på at patentere danskheden og smagen af rødgrød. På venstrefløjen var det ikke bedre. Ærke-skjalden herude, Carsten Jensen, der ganske vist som serien skred frem blev mere og mere lunken, startede med at hylde 1864, som en knytnæve mod nationalismen og det kan nok være vi ellers kunne lære her. Tågehorns-snak fra et ugideligt tåge-horn. Hvad sagde Bornedal selv?
I 2013 udtalte han følgende til Jydske Vestkysten:
- Jeg ved, at der sidder en masse historikere og bibliotekarer, som med gemen ondskab vil udpege ting i min historie, som er forkert. Jeg er fuldstændig ligeglad med de lærere, som står i folkeskolen og fortæller om hvilken traktat, der sagde hvad. Det her handler om frygten i Lausts og Peters øjne.
Det kan vi sammenholde med Tom Buk-Swientys holdning til serien: (TBS havde selv Bornedals manuskript til gennemlæsning, og har været historisk konsulent på serien)
- Jeg synes, at Ole Bornedal har skabt en medrivende tv-serie om 1864, som danskerne kan glæde sig til at se. Og som flere kan være med til at diskutere, når alle har fået mulighed for at se den. I min optik er det en stor gave til historiefaget og historien, når kunstnere, musikere, billedkunstnere, forfattere eller filmfolk - tager livtag med historien og tør give deres fortolkning af den, siger Tom Buk-Swienty.
- For mit eget vedkommende er det mit håb - og min overbevisning - at 1864-serien vil inspirere og anspore et stort publikum til selv at læse videre og fordybe sig i historien. Man vil da opdage, at der om et hvilket som helst historisk spørgsmål findes mange fortolkninger og uenigheder selv blandt fagfolk, siger Tom Buk-Swienty.
Det er så også min indgangsvinkel til hele affæren om 1864-serien. Jeg blev fandme underholdt. Langt langt de fleste af skuespillerne gjorde det fortrinligt, og det er i det hele taget et fornemt flot cast især i de mindre roller. Alligevel kunne historie-nørder ikke lade være med at kloge sig, mens de med majs-piben i mundvigen tvært, analyserende og forudindtaget har haft Bornedals 8 afsnit til eksamen. Så er der noget galt med kanonrøgen, så var der noget med en dialekt eller to, en forkert medalje og sågar en flok fugle-idioter havde hørt nogle forkerte pip i forhold til den årstid der skulle skildres... Hold nu kæft, rent ud sagt. Det rager da mig, at Søren Sætter-Lassen ikke er 72 år som den General de Meza han portrætterer var det i 1864 - han spiller ham fremragende og tilpas eccentrisk, og de Meza havde faktisk ry for ikke at ligne en mand på sin alder. Hvad så om Major Schau (Troels Malling) ikke døde på slagmarken mellem skanserne som det skildres i serien, men nogle dage senere på et lazaret i Flensborg? Hvad så, om Oberst Møller (en herlig Rasmus Bjerg) i virkeligheden hed Müller og hvad så om Konseilspræsident Monrad ikke har lagt i bar røv på gulvet. Nicolas Bro spiller ham muligvis karikeret, men han rammer portrættet af en mand med sindssyge og vegelsind ganske fint, og sådan skal sådanne roller nogle gange skæres ud. Måske virkelighedens Ditlev Monrad var for kedelig til tv? Nicolas Bro ligner ham fornemt fysisk, og med det man ved om Monrad så er skildringen nok ikke helt ved siden af alligevel. Dramatiseret som resten af historien, gjort til underholdning, men aldrig uden hold i virkeligheden. Jeg personligt synes det er fremragende drama og teater, med alt hvad dertil hører, af kanoner, taler, kærlighed og ko-knepperi....
Det samme med seriens skildring af selve stemningen. Der varsles fra start at noget mørkt og dystert truer i horisonten, og sammen med persongalleriet tæller vi ned til helvede bryder løs i afsnit 7 i det flot udførte slag på skanserne.
Altid sikre Søren Malling er også fantastisk som Jedi-Ridderen Qui-Gon Larsen. Virkelighedens Fyrmester Johann Larsen har sikkert ikke haft de samme overnaturlige evner og mestrede nok heller ikke den danske version af The Jedi Mindtrick - The Karsten Kørerlærer-hypnotiserer-tyskere-til-at-byde-på-te-tricket - men som underholdning er det et fint og et modigt træk af Bornedal. Og mon ikke scenen hvor han meget fysisk healer en isklump ud af hjertet på den døende Laust, er ment ligeså symbolsk som blodet der langsomt silende ned af Monrads vinduer munder ud i et blodigt Dannebrog? Jeg tror det, og intet af det distraherede mig. Slet ikke fordi netop Søren Malling er et naturtalent udi den slags roller.
Een ting der dog generede mig lidt, var det åbenlyse Band of Brothers plagiat, der lidt for tydeligt dukkede op, i forlængelse af en ellers fornemt eksekveret spændende scene. Kort inden jeg gik igang med 1864, havde jeg netop afsluttet nok et gensyn med Hanks/Spielbergs mesteværk af en mini-serie fra 2001, så den stod frisk i erindringen. I Band of Brothers møder vi den hårdføre næsten übersoldat-agtige, Løjtnant Speirs og hans ditto findes i 1864 iform af Dinesen, mesterligt spillet af Johannes Larsen, en ligeså hårdfør dansk soldat, der ene mand nedlægger adskillige tyskere. Se, såvidt er vinket til Band of Brothers fint nok. Løjtnant Speirs fandtes i virkeligheden og var en helt unik soldat, og det kan på ingen måde afvises, der også i den danske hær anno 1864 fandtes disse særprægede individer. Nej, filmen knækker lidt, når den i forvejen overspillede Inge via sin voice-over, i den efterfølgende scene omtaler Dinesen med stort samme ordrette beskrivelse som Speirs blev det i BoB - om den bedste soldat er den soldat, der allerede accepterer at han er død, og derfor ikke har noget at miste. Inspiration er fint, og 1864 er vitterligt rent visuelt når det kommer til krigens rædsler, en absolut godkendt dansk pendant til Band of Brothers, og venlige nik til denne skal man ikke skamme sig over. Direkte kopieren af en scene som denne virker dog umiddelbart lidt idé-forladt.
Karakteren Inge har også lagt ryg til megen kritik, ikke mindst pga figurens skrigeri og hendes attitude der synes lidt ude af trit med resten af periodefortællingen. Her må jeg erklære mig helt og aldeles enig. Figuren Inge er vel nok mine eneste reelle anke. Ikke så meget hendes voice-over, selvom man lige skal vende sig til stemmen, det er mere figuren og den måde hun skingert og usammenhængende fremstilles. Hendes karakter hører mere hjemme i Det Store Flip end i et historisk krigs-drama.
Resten af serien har jeg dog intet at udsætte på. Jeg kan ikke se at Bornedal politiserer. Bornedal er ikke historiker - han er dramatiker og laver fiktion. Denne gang med et stykke Danmarkshistorie som bagtæppe. Når kritikken af nationalismen gør mest ondt, så er det vel slet og ret fordi, at det netop var en god del af det der skete. Det var et borgerligt flertal der stod bag bevillingen af 100 millioner kroner til et stykke belysning af denne mørke del af den danske historie. Uoplyste må de have været, for havde de mange borgerlige politkere der tordnede mod serien besværet sig med at studere Tom Buk-Swientys værker (jeg er 123 sider henne i Slagtebænk Dybbøl), ja så ville de på forhånd have vidst, at netop en uoplyst romantisk tilgang til nationalisme ville blive smidt på skafottet til skue såfremt historien skulle visualiseres. Bornedal havde modet til at vælge denne for dramaet og fiktionens skyld interessante vinkel som underlag for sin kærlighedshistorie, og det klinger altså hult, at komme og klandre manden for det bagefter, når han samtidig får visualiseret krigens rædsler så fornemt som tilfældet er, men jeg har virkelig svært ved at se manden politiserer bevidst. Nu har jeg set serien på den anden side af det netop overståede Folketingsvalg, og som et eksempel på, at man altid kan finde noget der passer ind tidsmæssigt og som en beskyldning for politiseren, så kunne jeg jo plukke ud direkte fra serien, at det er en hyldest til den store sejrsgang Dansk Folkeparti gik, når 1864 på symbolsk vis fremstiller magtens mænd i Hovedstaden,som et folkefærd der ikke har den fjerneste forestilling om hvad der sker i Provinsen. Ordret siges der, "at der er langt fra Kjøbenhavn til Dybbøl" fuldstændig som i virkeligheden, hvor der i disse dage sættes en tyk streg under på godt og ondt, hvor langt der er fra Stenbroen og det multi-kulturelle Nørrebro, til Kværs i Sønderjylland. Nu hylder 1864 pludselig nogle helt andre idealer, men det ville nok blive en for stor en mundfuld alligevel for DFs elite at afkode, såfremt de så serien i dag og samtidig skulle til at rose en DR-produktion.
Nej, tag de der analyserende Onkel Morfar-briller af og nyd en flot dansk produktion, der langt hen ad den brostensbelagte vej er et overflødighedshorn af godt skuespil, flotte billeder, medrivende musik og en smuk og blodig levering af krigsrædslerne. Det er drama, lavet af en filmmand, med hvad det indebærer af kunsterisk frihed. Man sætter ikke historielærere til at lave drama og 1864 var blevet tør og udvandet såfremt vi skulle trækkes igennem næsten 8 timers faglære. Ole Bornedal har bragt om ikke velsignet bud, så en god solid gang underholdning i almindelighed, og så har han med sin belysning og fokus vækket en uvurderlig interesse for emnet i særdeleshed, og det er immervæk det vigtigste indicium for at manden har bestået den opgave han af bla. politikerne fik ansvaret for. Når man laver fiktion, så må man nødvendigvis gå på kompromis med hvad der er 100% historisk og korrekt og hvad der ikke er, af ren og skær hensyn til dramaets virke. Der synes jeg Bornedal har gjort med bravour og så må de kildekritiske og de vil-tvære brokrøve bare stikke piben ind. De er qua deres manglende evne til at lade sig underholde af andet end tør fakta, gået glip af en episk dansk serie med meget meget få kritikpunkter og med stor og høj underholdningsværdi.
Hvad er det nu Bismarck siger på et tidspunkt i sidste afsnit? Åh jo..."hvad skal vi ærlig talt mit die Dänen...de er underligt indskrænkede og laver ikke andet end at brokke sig"
En næsten meta-fysisk premonition Bornedal her præsenterede os for, som var det et forvarsel på den shitstorm serien ville befinde sig i.... Det var under al kritik var det, og jeg skal stolt belønne 1864 med 5 fortjente stjerner og samtidig blot sige "Tak, Ole" og bede folk huske på, at serien, som så mange andre historiske beretninger, bygger på andres fortællinger, på genleveringer (samt historiske fortolkninger)..bygger på dramaet, mens krigen, der trods sine historiske fakta, blot er rammen hvori den fri fortolkning kan udfolde sig. Med det som rettesnor, så består Ole Bornedal sgu til noget nær UG.
Så turen til Sønderborg tændte en nysgerrighed, men serien åbnede for hele bogen og dermed har den fuldført sin opgave. Jeg er som nævnt i færd med at læse den første af Swientys to 1864-bøger, og aldrig før har jeg været SÅ forgabt i noget der foregår før 1930,erne, men som sandelig også har været med til forme eftertiden. 1864-serien fik en urimelig kritik især når man tænker på, hvor mange roser disse to bøger omvendt har fået. Jeg synes de vægter hinanden fint. Bornedal har sat billeder på og via historien lavet et fejende flot episk dansk stykke drama. Har man lyst til at fordybe sig yderlige i emnet, så er bøgerne det perfekte supplement, og de rokker ikke ved seriens fine skildringer og kvaliteter....tværtimod.
Og så skal jeg da vist en tur til Dybbøl igen en dag......
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
