DanskHjemmebioForum.dk

Dato og tid er fre mar 29, 2024 3:05

Alle tider er UTC+02:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 11 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: fre sep 14, 2007 12:09 
Jeg har tidligere anmeldt nogle tv-serier her på dahf, og vil gerne fortsætte i denne tråd. Der bliver dog ikke tale om egentlige anmeldelser; det vil snarere dreje sig om essayistiske indslag om hvad, jeg kan lide, og hvorfor, men (som regel) uden egentlige analytiske problestillinger og konklusioner. Jeg vil ikke garantere, jeg omtaler handlingen, og måske heller ikke kvaliteten af evt. dvd-udgivelser. Der kan komme mindre spoilers!

Jeg starter med en ret lang omtale af Twin Peaks, men frygt ej: Jeg vil godt garantere, at ingen andre omtaler bliver tilnærmelsesvis så lange. God fornøjelse - eller not!

EDIT:
Jeg vil præsentere ca. 10 eller måske flere serier her, hvis der er interesse for det. De bliver ikke nævnt i prioriteret rækkefølge, men jeg giver en cirka-karakter til hver serie.

Det er ikke sikkert, jeg holder mig til mine favorit-serier, som trådens titel ellers antyder. Måske kommer der også andre ting med, men i så fald er det fordi, der ikke i forvejen er skrevet så meget om de pågældende serier...

Følgende serier er indtil videre omtalt i tråden:
Twin Peaks - sæson 1
Heimat 2


Senest rettet af martin-faroe søn okt 21, 2007 10:21, rettet i alt 3 gange.

Top
   
Indlæg: fre sep 14, 2007 12:09 
Billede

(En måske lidt mere læsbar version af denne tekst kan ses på nettet med flere billeder her)

Twin Peaks – eller rettere sagt: første sæson af Twin Peaks - er en af mine favorit-serier. Jeg har set den første sæson ca. 5 gange, men har stadig ikke fået set den anden sæson bortset fra et par enkelte afsnit, når serien har været vist på tv. Jeg skal selvfølgelig se hele serien på et tidspunkt, og jeg vil ikke udelukke, at fortsættelsen vil være næsten lige så interessant, selv om mine forventninger ikke er helt så høje til sæson 2. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive, hvad Twin Peaks er, og hvorfor, jeg holder så meget af serien. Men gennemgangen handler selvfølgelig kun om første sæson.

Usædvanligt genre-mix
Twin Peaks er ikke en krimi. I hvert fald ikke KUN en krimi. Twin Peaks er nemlig et herligt mix af alle tænkelige genrer: Komedie, krimi, drama, melodrama, romantisk drama, sæbeopera, surrealisme, okkult mysticisme, horror og meget andet. Men Twin Peaks er samtidig også, som vi skal se, en parodi af de nævnte genrer - ikke mindst af sæbeoperaen! Twin Peaks begynder ellers som en klassisk whodunit krimi. Liget af Laura Palmer findes, en FBI-agent tilkaldes, og opklaringen begynder: Hvem myrdede Laura Palmer?

Men i stedet for at komme tættere på løsningen, synes serien at fjerne sig længere og længere væk. I byen Twin Peaks hersker det hemmelige. Der er hemmelige lokaler, hemmelige korridorer, hemmelige rum i sengestolper, hemmelige aflytninger, hemmelige kassettebånd, hemmelige møder. Bobby siger på et tidspunkt, at Laura bar på en hemmelighed, og Laura kalder selv Dr. Jacoby for sin hemmelighed. ”Hemmeligheder ødelægger vores muligheder for at blive lykkelige” siger James til Donna, men da de lidt senere møder Madeleine, indskærper Donna overfor Madeleine, at det hun nu vil få at høre, er en hemmelighed, som ikke må komme videre!

Alle – eller næsten alle - i Twin Peaks bærer rundt på hemmeligheder, og serien synes at være en kritik af en omsiggribende fordækthed. Men serien afholder sig alligevel fra at bore dybt i de alvorligere problemstillinger. I stedet forsøger den ved komikkens og satirens hjælp at holde en vis distance til tingene. Komikken i Twin Peaks betjener sig oftest af en form for overdrivelse - det man kalder hyperbel - som når Benjamin Horne spiser flutes med en så overdreven grådighed, at enhver realisme synes tabt på gulvet (en episode skuespilleren Richard Beymer fortæller om på ekstramaterialet til sæson 1). Men der er mange andre sindsoprivende sjove og fuldstændig vanvittige, næsten surrealistiske indslag i serien: Leland Palmer, som ligger på Lauras kiste, mens den kører op og ned; Leland på dansegulvet; lamaen og de andre kæledyrs besynderlige tilstedeværelse (ikke mindst beostærens!); Agent Coopers drømme og den ”baglæns talende” dværg i det røde rum; fisk i kaffemaskinen; en psykiater med forskelligt farvede brilleglas. Og så videre!

Men Twin Peaks er også melodrama med store, vildt overdrevne følelsesmæssige udbrud, som når Lauras far bryder sammen. Disse emotionelle højdepunkter fastholdes ofte unaturligt længe, hvilket igen viser seriens brug af overdrivelsen som form. Seriens horror/mystery-indslag ser man for eksempel i drømmene/forudanelserne om indianeren. Man skal i den forbindelse også lægge mærke til det, Hawk fortæller om skovene omkring Twin Peaks: ”Der er noget i de gamle skove, en kraft, noget mørkt, en tilstedeværelse, noget, vi altid har forsøgt at bekæmpe”. Her får Hawk tilføjet serien et strejf af noget overnaturligt (som senere i Lost eller Blair Witch Project). Der skulle faktisk også have været Sci-Fi ingredienser og antydninger af alien-bortførsler i Twin Peaks. På ekstramaterialet til den første sæson kan man læse om en sådan scene, der dog blev slettet.

Men serien er selvfølgelig også traditionel krimi med alt hvad det indebærer af opklaringsarbejde i form af vidneafhøringer, retsmedicinsk efterforskning og undersøgelse af tekniske spor. Det går bare ikke så hurtigt med opklaringen. Det er som om serien bevidst træder vande; som om den afprøver, hvor længe der kan koges suppe på den limpind. Det er netop det, man ser i den typiske soap opera, hvor der kan være flere hundrede (eller sågar tusinde) afsnit om det samme. I Twin Peaks gøres der dog grin med soap opera- genren, som når vi i løbet af de enkelte afsnit ser klip fra den fiktive soap opera Invitations to Love, som kører på tv-skærmene i byen.

Jeg tilstår gerne, at jeg er helt vild med den næsten anarkistiske måde, serien overskrider gængse genre-konventioner. Dens lige, hvad det angår, er vel kun set i Riget, selv om det de senere år er blevet mere almindeligt med serier, som overskrider eller sammenblander flere genrer (serier som Firefly og Lost). Enkelte nye genrer, som pr. definition er sammenblanding af andre, er endda blevet så almindelige, at de har fået egne navne, fx docu soaps og mockumentaries. Men Twin Peaks var på dette område usædvanlig for sin tid.

McGuffin
Der findes et fortælleteknisk redskab, et såkaldt plot device, som Hitchcock har benævnt McGuffin. En McGuffin er en ting, som er i princippet er fuldstændig ligegyldig for publikum, men af så vital betydning for karaktererne i en film, at den retfærdiggør begivenhedernes gang. Ofte er en McGuffin en mikrofilm, et dokument, en hemmelig formel, en kuffert. Hvad dokumentet eller kufferten indeholder, er ligegyldigt for publikum, så længe de tror på, at filmens karakterer vil beskytte eller kæmpe for indholdet som gjaldt det livet! En McGuffin sætter et hændelsesforløb i gang, udløser en række begivenheder. Jeg har omtalt, at opklaringen i Twin Peaks skrider langsomt frem. Det har da også været foreslået – fx af Twin Peaks-instruktørerne Duwayne Dunham og Tina Rathborne - at Laura Palmer blot er en McGuffin. Hendes død er blot en undskyldning for at trække opmærksomhed til byen Twin Peaks, så der kan fortælles en historie om de mennesker, der bor der. Hendes død er ikke væsentlig. Det ville den selvfølgelig være, hvis Twin Peaks var en traditionel krimi, men fordi Twin Peaks overskrider grænserne, kunne de tillade sig at flytte fokus væk fra opklaringen.

Ib Bondebjerg fortæller, at de traditionelle kerneseere faldt fra i USA, efterhånden som opklaringen af Laura Palmers død trak ud. Men samtidig, stadig ifølge Bondebjerg, fik serien fat i et helt nyt akademisk publikum, som var fascineret af serien. Ikke desto mindre, hvis jeg ellers husker rigtigt, pressede tv-selskabet på for at få forfatterne til at fremskynde opklaringen. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at Twin Peaks på den måde blev offer for tv-stationernes kommercielle hensyn (sæson 2). Det ville ellers være stort, hvis vi havde fået fx 3 sæsoner Twin Peaks uden opklaring (den ultimative soap-parodi)! Men sådan skulle det ikke gå. Jeg kan dog ikke udtale mig om det faktiske resultat, før jeg har set det.

Strangeness
Den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom har skrevet et værk, The Western Canon, om den vestlige verdens litterære hovedværker. Her gennemgår han værker af Shakespeare, Dante, Cervantes, Milton, Goethe m.fl. Det disse værker har til fælles, skriver Bloom, er strangeness: ”Walter Pater defined Romanticism as adding strangeness to beauty, but I think he characterized all canonical writing rather than the Romantics as such. […] All that The Divine Comedy, Paradise Lost, Faust Part Two, Hadji Murad, Peer Gynt, Ulysses, and Canto general have in common is their uncanniness, their ability to make you feel strange at home.”

En af de ting mange fornemmer, når de ser Twin Peaks, er netop denne strangeness. Serien er besynderlig, fyldt med mærkelige indslag. Cooper siger mærkværdige ting grebet ud af den blå luft, som når han begejstret udbryder ”der er kommet ænder!”, eller når han pludselig snakker om Marilyn Monroe, hvor vi forventer en mere relevant kommentar fra ham. Serien overholder ikke fortællekonventionerne og efterlader os konstant undrende, som vi skal se flere eksempler på i det følgende. Nu kan man selvfølgelig ikke slutte baglæns, at Twin Peaks nødvendigvis må være stor kunst, bare fordi den har denne strangeness, som Bloom er så glad for. Når jeg griber til Bloom, er det da også kun for at vise, at denne strangeness ikke behøver være en dårlig ting, hvilket nogle førstegangsseere af Twin Peaks ellers nemt kan tro.

En anden ting, man bemærker ved Twin Peaks, er, at serien har det, Zizek betegner som postmodernistiske kvaliteter, nemlig at serien på den ene side er så frygtelig banal, at selv bedstemor kan være med, men på den anden side synes så indviklet, at man føler, man skal have læst en bunke Lacan, Derrida og Foucault for overhovedet at fatte bare det mindste. Men man er aldrig sikker. Måske er det bare en stor spøg? Måske dyb alvor!

Tjekhovs revolver
I filmen Die Hard - Mega Hard, som den så fint hedder på dansk, ser vi i starten en McClane (Bruce Willis) med tømmermænd blive hentet af kollegerne, hvorefter de snakker om lottotal. Både snakken om lottotal og McClanes hovedpine viser sig at få betydning senere i filmen. Lottotallene redder hans liv, og hovedpinen viser sig indirekte at blive hjælpen til at finde det forsvundne guld i sidste akt! Filmen illustrerer et fint fortællemæssigt princip, nemlig at alle indgående ingredienser skal tjene et formål. Det er nu ikke fordi Die Hard er specielt avanceret; dette princip finder man i stort set alle film.

Tjekhov er den, som inden for litteraturens verden har formuleret princippet. Der findes mange forskellige udlægninger: ”Hvis en karakter lægger en revolver i en skuffe, skal den bruges senere”; ”Hvis der er et søm eller en krog i loftet i første akt, er der en, der skal hænge sig i sidste”; ”Hvis der hænger en økse på væggen i første akt, skal den bruges i tredje” osv. Dette fortælleprincip er først og fremmest blevet udviklet inden for litteraturen (som beskrevet af Tomachevsky), men er nu også almindelig standard i al film. Men fortælleprincippet er egentlig dobbeltrettet: Hvis vi fx i en film ser en almindelig husmor blive overfaldet på gaden i København, men pludselig trække en pistol op ad tasken til forsvar, vil vi nok tænke, at det er lidt for heldigt, hun har en pistol! Hvor mange husmødre går rundt med en pistol i Københavns gader? Ingen! For at scenen skal virke bare en anelse troværdig eller sandsynlig, må vi i det mindste have set hende lægge en pistol i tasken forinden. Men det betyder omvendt (Tjekhovs princip), at hvis vi ser hende lægge pistolen dér, SKAL den anvendes! Ellers ville almindelig fortælleøkonomi ikke retfærdiggøre, at vi overhovedet skulle se pistolen til at starte med.

Uanset om vi er bevidste eller ubevidste om det, er vi som filmseere så godt bekendt med dette og andre fortælletekniske principper, at vi undres, når de brydes, for det sker ikke så tit! Begivenhederne i en film hænger normalt sammen; vi får forvarsler om, hvad der vil ske senere - eller med andre ord: når noget sker, er det en konsekvens af det, der er gået forud. Men i Twin Peaks sker der gang på gang brud med disse fortælletekniske principper. Begivenheder finder sted uden sammenhæng med det, der er gået forud, eller det, der vil følge efter! Som når Benjamin Horne og hans bror i afsnit 2 snakker om en kvinde, vi ikke har hørt om, og aldrig kommer til at høre om igen. Eller når Big Ed spørger sin kone, om en porcelænsfigur på kaminhylden er ny. Hans spørgsmål er grebet ud af den blå luft uden sammenhæng med plottet: Porcelænsfiguren er komplet ligegyldig! Der er mange sådanne eksempler, selv om det er svært for mig at nævne alle, da jeg ikke har set sæson 2. Men en sådan tilsidesættelse af fortælletekniske principper (princippet om at ”man ikke må nævne noget, med mindre det får betydning senere”) er usædvanlig, og i mine øjne et af de mest karakteristiske træk ved Twin Peaks (og så kan man studse over, at et par af kommentatorerne på kommentarsporene siger, at det usædvanlige ved Twin Peaks er, at ALT har betydning. Som jeg ser det, er det netop IKKE tilfældet i Twin Peaks, hvilket derfor gør serien usædvanlig!).

Men det sjove ved Twin Peaks er også, at den er fuldt bevidst om disse fortælletekniske principper og som regel forsøger at opfylde dem. Når vi derfor i sæson 1 ser en revolver (el. pistol) blive lagt i en skuffe, så bliver den rent faktisk anvendt senere – helt i overensstemmelse med traditionel fortælleteori. Og netop via denne bevidste leg med de fortællemæssige principper bliver vi pirret og narret. Serien er akkurat så konventionel, at vi føler, vi er helt ”med på”, hvad der skal ske. Alligevel kommer der øjeblikke, hvor vi er helt tabt!

Fascination for klassiske film
Når Twin Peaks begynder med fundet af Laura Palmers lig er det en hyldest til Otto Premingers klassiske film Laura (1944), hvor Laura også findes død i begyndelsen. Og i filmen Laura spiller et stort portrætmaleri af den afdøde Laura en stor rolle på samme måde, som vi i Twin Peaks lærer om Laura Palmer gennem en videooptagelse af hende. Men der er andre lighedspunkter mellem Twin Peaks og Laura, for eksempel ved at ure gemmer på hemmeligheder, og ved at historien tager en del interessante twists and turns.

I det hele taget synes Twin Peaks at hylde den klassiske amerikanske film, især film noir. Agent Coopers overordnede, spillet af David Lynch selv (som vi godt nok ikke ser i Twin Peaks, men dog hører), hedder for eksempel Gordon Cole, som er en karakter fra Billy Wilders noir-film Sunset Blvd. (1950). Og når James forlader Twin Peaks, møder han overklassekvinden Evelyn Marsh, en kvinde hvis navn minder lidt for meget om neo-noir heltinden Evelyn Mulvray i Polanskis Chinatown (jeg har ikke selv set disse episoder, men forbindelsen til Chinatown har jeg fra Anne Jerslev, Kritik 152).

Men først og fremmest alluderer Twin Peaks til Hitchcocks Vertigo – en film David Lynch igen og igen refererer til. Laura Palmers kusine hedder Madeleine Ferguson, et navn som er sammensat af både den kvindelige og mandlige hoved-karakter i Vertigo (hhv. Madeleine Elster og Scottie Ferguson). Men ikke nok med det: I Twin Peaks er det samme skuespiller som spiller Madeleine og Laura Palmer, nøjagtig som Kim Novak i Vertigo både spiller Madeleine og Judy! Og i Twin Peaks er Laura/Madeleine også hhv. blondine/brunette som Madeleine/Judy er det i Vertigo. Det hører dog ikke op her, for i Twin Peaks forsøger Madeleine at klæde sig ud og optræde som den afdøde Laura Palmer – Laura bliver altså vakt til live. I Vertigo har vi jo også en historie om, at Madeleine tror, hun er et genfærd af den afdøde Carlotta. Madeleine svæver i Vertigo nærmest livløst rundt som et spøgelse i sit grå tøj. Når Madeleine i Twin Peaks vil tage sin afdøde kusines identitet, klæder hun sig netop i gråt!

Denne fascination for klassiske film er i det hele taget karakteristisk for David Lynch. I Blue Velvet er der fx referencer til Hitchcocks Rear Window i den scene, hvor Jeffrey går ind i kvindens lejlighed (som Grace Kelly gør det i Rear Window). Og Blue Velvet har fx også dette voyeuristiske islæt, der kendes fra Hitchcocks film. I Lost Highway er referencerne til de klassiske film endnu tydeligere: Midterdelen med Pete og Alice er i princippet en traditionel film noir-fortælling med Alice som femme fatale. Men Lost Highway låner også fra Vertigo. Lige som i Vertigo spilles de to kvinderoller Renee og Alice (hhv. brunette/blondine) af kun én skuespiller (Patricia Arquette). Og der er yderligere den pointe, at figuren Renee, som i Vertigo jo hedder Judy, rent faktisk hedder Renée i den franske roman D'entre les morts af Boileau og Narcejac - den roman Vertigo bygger på! I Mulholland Drive er der også allusioner til Vertigo, fx omkring de dobbelte identiteter (blondine/brunette). Vi ser også den blonde kvinde gå klædt i gråt tøj som minder meget om Madeleines i Vertigo. Men intertekstualiteten er i det hele taget meget omfattende i Mulholland Drive med mere eller mindre bevidste referencer til formentlig flere hundrede film!

Men for nu at vende tilbage Twin Peaks, så tror jeg især, man skal se denne intertekstualitet som en hyldest til disse store amerikanske mesterværker. Det kan godt være, Lynch laver anderledes film, men han starter ikke fra bunden af og skaber nyt, men bruger den klassiske fortælling som ballast eller fundament. Dels holder han os inden for rammerne af noget velkendt, skaber tryghed ved at referere til klassiske fortællinger, dels bringer han os uden for på usikker is, chokerer, ved pludselig at vige bort! Denne dobbelthed genfinder man som nævnt inden for mange andre aspekter af Twin Peaks og Lynchs værk. Personligt er jeg ret vild med den intertekstualitet, man finder i Twin Peaks. Og så giver den også mulighed for lidt trainspotting-nørderi, som seriens fans kan more sig med. I Mulholland Drive rækker betydningen af de intertekstuelle referencer langt videre, men det er en anden snak.

Seriens stil (billedmæssigt)
Twin Peaks er filmet på 35mm film i en no-nonsense stil uden de store (arm-)bevægelser. Billedet er forholdsvis roligt med sjældne kamerature. Cheffotograf Frank Byers fortæller på et kommentarspor, at man rent fototeknisk brugte Orson Welles’ Touch of Evil (1958) som reference, både hvad angår valg af optik (udtalt brug af vidvinkel) og belysning. Det viser måske igen Lynchs forkærlighed for de store klassiske mesterværker. Serien er desuden et godt eksempel på, at selv om indholdet er forholdsvis nyskabende, kan det sagtens bæres oppe af en konservativ stil hvad fotografering og klipning angår. Seriens stil er endda en fordel, som jeg ser det; det ville næsten blive for meget, hvis vi oven i seriens lidt anderledes handling og indhold skulle have avantgarde-lyssætning, -klipning og –fotografering (selv om Riget jo - i hvert fald for mig - beviser, at man også kan pakke et provokerende indhold i en provokerende form!). Billedernes særlige røde farvetone i Twin Peaks skal dog have et par ord med på vejen. Serien er filmet med Coral-filtre som giver billederne denne varme tone. Indtrykket af varme forstærkes af de farvemæssigt meget varme interiører, vi ser i serien (træbeklædte værelser, røde rum). Den varme tone er noget, David Lynch kan lide, men man kan også se den som en kontrast til det kolde klima, serien udspiller sig i, eller som en kontrast til/forstærkning af karakterernes indre liv (alt efter, hvordan man tolker det).

Musikken og karakterene
Hvis man spørger filmfans om deres yndlings-tema eller favorit-score – både film og tv-serier medregnet - vil mange nævne musikken fra Twin Peaks. Angelo Badalamenti har komponeret den fantastiske musik, som også jeg er ret vild med. Musikken er hypnotisk, slæbende, romantisk, svulstig (på en elegant måde) og meget stemningsskabende. Som jeg forstår det, er musikken ikke komponeret direkte til billederne, men skrevet på forhånd. Den består af måske 100 cues, som instruktørerne af hver enkelt episode frit kunne vælge mellem. Men konceptet fungerer perfekt. Musikken er endnu en af de ting, der gør Twin Peaks til en så stor oplevelse!

Seriens byder også på en herlig buket af spændende karakterer, hvoraf mange befinder sig i udkanten af eller måske endda uden for realismens periferi. Men de er fascinerende og underholdende, suverænt spillet af et fremragende cast. Twin Peaks, sæson 1, er blandt det bedste tv, jeg har set, og jeg kunne sagtens nyde denne sæson alene, selv om der aldrig var kommet en fortsættelse. Men jeg må alligevel se at få set anden sæson snart!

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull:


Top
   
Indlæg: fre sep 14, 2007 16:40 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man aug 04, 2003 12:54
Indlæg: 20535
Geografisk sted: Frederikshavn
Det ser rigtig interessant ud...vil læse den senere. :thumb:

_________________
En del af "De Gnavne Filmnørder" http://dgfn.dk

Hands off the compression button, music industry!
Hands off the DNR button, Blu-Ray producers!
Films are supposed to have grain!

https://twitter.com/Kristofferabild


Top
   
Indlæg: fre sep 14, 2007 22:56 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man jun 02, 2003 1:01
Indlæg: 6974
Geografisk sted: Hjørring
lad mig bare sige,
ÅH JA! Twin Peaks rules :) og det samme gør du har skrevet

_________________
:thumb:min twitter!


Top
   
Indlæg: man sep 17, 2007 15:10 
Jeg har ændret lidt i trådens første post og tilføjet dette:

Jeg vil præsentere ca. 10 eller måske flere serier her, hvis der er interesse for det. De bliver ikke nævnt i prioriteret rækkefølge, men jeg giver en cirka-karakter til hver serie.

Det er ikke sikkert, jeg holder mig til mine favorit-serier, som trådens titel ellers antyder. Måske kommer der også andre ting med, men i så fald er det fordi, der ikke i forvejen er skrevet så meget om de pågældende serier...


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 10:00 
Heimat 2 (egentlig: "Die Zweite Heimat - Chronik einer Jugend", 1992)

Jeg har tidligere her på dahf anmeldt Heimat 1, og lovede i den forbindelse at følge op med Heimat 2. Det er snart et år siden, jeg har set serien, så det må efterhånden også være på tide! Hvor Heimat 1 dækker en periode fra ca. 1919-1982, forsøger Heimat 2 at at gå i dybden med 60'erne og give et mere detaljeret overblik over dette tiår - et tiår som passeredes ret hurtigt i den første Heimat-serie. Heimat 2 er derfor ikke en egentlig fortsættelse af Heimat 1; i stedet retter serien fokus på karakteren Hermann, som i 1960 forlader Schabbach for at studere på konservatoriet i München.

60'erne var en interessant periode med det økonomiske opsving i Tyskland (Wirtschaftswunder), den kolde krig, mordet på Kennedy, beat-musikken osv. Heimat 2 formår at male et virkelig fint portræt af perioden og henviser fx direkte til mordet på Kennedy i en ret intens og stemningsfyldt scene. Serien ligner derved første del af sagaen, som også formåede at give en nuanceret historisk/politisk beskrivelse af tiden. Trods dette opmåede Heimat 2 alligevel kun en fjerdedel af de seertal, den første Heimatserie fik (tyske seertal). Men de lave seertal betyder ikke, at 2'eren er dårligere; den er fuldt på højde med forgængeren! Man bør nok også huske, at Heimat-serien slet ikke er tænkt som en kommerciel serie. Det har aldrig været meningen, at den skulle få mange seere. Tværtimod! Men anti-kommercialismen skinner meget tydeligere igennem i Heimat 2 end i Heimat 1.

Kunst og finkultur
Heimat 2 handler jo om en ung mand, som vil studere moderne kompositionsmusik og ikke popmusik. Han vælger et eksklusivt erhverv med et begrænset publikum, nøjagtig som den gruppe filminstruktører, som Edgar Reitz selv tilhørte, i 1962 besluttede at vende den kommercielle filmindustri ryggen. Heimat 2 handler om kunst og kunstnere, og det er nok derfor, at serien ifølge nogle virker elitær og højrøvet. Men jeg synes, serien er relevant og interessant.

Hermann komponerer besynderlig musik ("koncert for 8 støvsugere m.m.") og eksperimenterer med præpareret klaver. Det er svært-forståelige eksperimentielle kompositioner, men samtidig også med med en del humor, fx i en titel som Strygekvartet med fraværende cello (som jo ikke er en kvartet!). Hans musik er inspireret af komponister som Xenakis, Cage og Stockhausen, og vi hører store mængder af denne musik i Heimat 2 (musik som i virkeligheden er komponeret af Nikos Mamangakis, som også var komponist på Heimat 1). Denne eksperimenterende musik er jo også med til at gøre Heimat 2 til en fremmed oplevelse; det havde nok givet flere seere at overlæsse soundtracket med populær 60'er musik af Beatles, Stones og andre. Men popularitet har aldrig været pointen med Heimat 2 (Beatles-musik indgår dog 2 gange som såkaldt diegetic music, dvs. at musikken fx indgår i en scene ved at en karakter lægger en Beatles-plade på grammofonen).

Selv om Hermann er den gennemgående figur, møder vi mange andre kunstnere, som næsten får dedikeret et afsnit hver: musikere, forfattere og filminstruktører. Der er for eksempel en filminstruktør i serien, som i et af de første afsnit siger, han har lavet en film, han betegner som antifilm. Han er altså ligesom Hermann en eksperimenterende kunstner. Og han siger senere - efter en tur i biografen, hvor han har set Antonionis La notte - at det var så stor en oplevelse, at fik lyst til at skyde sig selv bagefter (hvilket i denne sammehæng er en positiv kommentar!). Flere afsnit senere møder vi igen filminstruktøren under en filmindspilning. Her diskuterer nogle af vennerne, hvorvidt en given scene i filmen er inspireret af Antonionis La Notte, Bunuels Viridiana eller Louis Malles Zazie dans le métro. Det viser igen, at det snarere er kunst og finkultur end massekultur, der optager deres hverdag.

Locations
En af de allerfineste ting ved Heimat-serien - det gælder for den sags skyld både Heimat 1 og 2 - er brugen af rigtige locations. Studieoptagelser undgås konsekvent, hvilket giver serien et meget autentisk look. I øvrigt er der det sjove aspekt ved det, at scenerne omkring et kunstnerkollektiv, som spiller en stor rolle i Heimat 2, er indspillet i et et kvarter i München, hvor der i virkeligheden lå et kunstnerkollektiv i 60'erne. Derved knyttes der en forbindelse mellem seriens fiktive univers og den virkelige verdens kunstnere, som i 60'erne stod i samme situation som Hermann og hans kolleger (jf. afsnittet herover). Der er derfor visse selvbiografiske elementer i serien, selv om den i koncept foregiver at være fiktion.

Den meget omfattende brug af rigtige locations understreger også, at Heimat 2 er en ganske kompleks produktion langt fra de gennemsnitlige tv-serier, som sædvanligvis bliver til i studiet. Jeg synes, det er en fryd at se på de mange location-optagelser, som er fantastisk flot filmet.

Verdens længste film
Heimat 2, som varer hele 26 timer (opdelt i 13 2-timers afsnit), er blevet kaldt verdens længste film. Den har også været en af de mest omfattende produktioner med en manuskript- og indspilningsfase, som varede adskillige år. Serien (eller filmen, om man vil) har også en af de længste rollelister, og vistnok også et af de længste filmscore, som nogensinde er komponeret.

Billedmæssig stil
Ligesom i Heimat 1 er stilen en blanding af sort-hvide billeder og farveoptagelser. Her er det dog lidt mere konsekvent udført, idet dagoptagelserne generelt er i sort-hvid, mens natoptagelserne er i farve. Overgangene, hvor der skiftes fra sort-hvid til farve, er også lidt mere professionelt lavet - ofte med en rød farve i et sort-hvidt billede. Det er ganske flot!
Billede

Konklusion
Heimat 2 er lang, men føles ikke lang. Tiden flyver af sted, når man ser serien, men det forudsættes selvfølgelig, at man er interesseret i perioden (60'erne) og seriens tematik om kunst og kultur. Men jeg må faktisk indrømme, at jeg lige nu - et år efter at have set Heimat 2 på dvd - har større lyst til at gense denne del af sagaen end Heimat 1, som ellers lader til at være mere populær! Men først skal tredje del af sagaen ses!

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull:

Billede
De tre Heimat-udgivelser fra R2UK (Tartan og Artificial Eye)

Billede
Heimat 1-3 i limited luksusudgave fra tyske Kinowelt/Arthaus


Top
   
Indlæg: søn okt 21, 2007 20:30 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør maj 31, 2003 1:01
Indlæg: 6226
Geografisk sted: København
Jeg er ikke så meget for TV-serier. Jeg synes generelt, at kvaliteten er dårlig. Af de mange serier, der nu vises på dansk TV, er der ikke en eneste, der er værd at se. Og hvorfor skal et afsnit vare præcis 45 min? Det ender bare med at man går ind og redigerer i filmen og det synes jeg går ud over den kunstneriske frihed. Desuden skal man ikke alene overholde et stramt budget, men skal også gå efter seertal. Og nogle gange bliver man nødt til at tilpasse sig efter seernes behov og ønsker. Med det sagt kan jeg dog godt nyde en god TV-serie, men det er meget sjældent.

Jeg må indrømme, at jeg havde store forventninger til Lynchs Twin Peaks, da jeg havde hørt så mange rosende ord om den. Den skulle efter sigende være den bedste TV-serie, der nogensinde var blevet lavet. Men allerede efter første afsnit blev jeg skuffet. Jeg havde forventet mere af en instruktør som David Lynch. Men det viste sig at være en typisk krimiserie, hvor man skulle finde morderen. Min interesse for serien dalede betydeligt. Sæson 1 var en middeloplevelse, som havde sine højdepunkter, men den formåede ikke at skille sig ud fra mængden. Jeg besluttede derfor at sælge den på QXL.

Da sæson 2 udkom på DVD valgte jeg at give den en ekstra chance, og det er jeg glad for. Den blev meget bedre hen ad vejen og der var mere Lynch over handlingen, men ikke så meget at det blev for mystisk. (Prøv at se Miike Takashis Gozu og du vil forstå hvad jeg mener!). Jeg må indrømme, at jeg fik mig noget af en overraskelse, da morderen blev afsløret i starten af sæson 2. Det havde jeg ikke forventet. Slutningen var også helt i top og det reddede serien for mig. Det er dog på ingen måde et mesterværk som mange gør den til, men derimod blot en god serie, som er interessant. Der er mange ting, der trækker ned: Skuespillet er mildt sagt ikke tilfredsstillende. Kyle MacLachlan gør det rigtig godt som Agent Cooper, men resten af skuespillerne kan ikke håndtere deres roller. (Det er noget man ofte ser i TV-serier). Scenen hvor Bobby i Double R brød sammen er simpelthen til at grine ad.

(Jeg vil uddybe mig lidt mere, når jeg får tid).

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty:

Jeg har længe ønsket at se Heimat, men prisen afholder mig lidt fra at investere i den.


Senest rettet af kiokio man okt 22, 2007 14:59, rettet i alt 1 gang.

Top
   
Indlæg: man okt 22, 2007 14:58 
Det er meget svært for mig at kommentere dit indlæg, da du åbenbart slet ikke har læst mit - indrømmet, meget lange - essay om Twin Peaks. Men vi har diametralt modsatte opfattelser af serien på alle områder! Det skal der selvfølgelig være plads til, når det gælder "smagsdommeri". Jeg vil derfor nøjes med at kommentere denne bemærkning om Twin Peaks:
kiokio skrev:
det viste sig at være en typisk krimiserie, hvor man skulle finde morderen.


Tværtimod! At serien skulle være en typisk krimiserie, hænger, som jeg ser det, slet ikke sammen med de reelle fakta, nemlig at serien fik "et yngre og mere veluddannet publikum", "et publikum af en helt anden sammensætning end det normale networks" (Ib Bondebjerg, Elektroniske fiktioner). Når serien kunne få fat i et helt nyt seer-segment, var det næppe fordi, den var typisk! Jeg har også givet adskillige eksempler på det atypiske i serien i mit Twin Peaks-indlæg herover.

Ib Bondebjerg kalder desuden Twin Peaks for et "meget tydeligt eksempel på en postmoderne hybridgenre, en reflekteret æstetisk leg med vores kulturs mest centrale fortælleprototyper og også en sammenkøring af forskellige æstetiske og stilistiske udtryksformer inden for visuel kommunikation." Endvidere skriver han, at kritikerne opfattede Twin Peaks som "et unikt produkt" som forenede "populærkultur og avantgardekultur".

Jeg synes bortset fra det, at det er fint, man gider skrive sine meninger her. Gid flere ville gøre det samme! Og man behøver ikke være enig med hverken Bondebjerg, andre kritikere eller mig. Der kunne sikkert komme interessante diskussioner ud af det - især hvis man samtidig også læste og kommenterede hinandens indlæg (mine indlæg bliver kortere fra nu af ;) ).


Top
   
Indlæg: man okt 22, 2007 15:15 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør maj 31, 2003 1:01
Indlæg: 6226
Geografisk sted: København
martin-faroe skrev:
Tværtimod!

Men du må give mig ret i at der ikke er noget david lynch over sæson 1. Det var det jeg mente. Det er først i sæson 2 at serien bliver spændende.

martin-faroe skrev:
Det er meget svært for mig at kommentere dit indlæg, da du åbenbart slet ikke har læst mit

Jeg har læst dit indlæg.

Jeg har desværre ikke tid nu (sidder faktisk på mit kontor på uni), men jeg vil prøve at skrive lidt mere om serien, når jeg har tid. Jeg vil også prøve at kommentere dit indlæg, hvis det er det du ønsker.


Top
   
Indlæg: man okt 22, 2007 20:16 
kiokio skrev:
Jeg har læst dit indlæg.

Ok, sorry. Jeg fik bare det indtryk, at du ikke havde læst artiklen, da det virkede som om du undgik at forholde dig til det, jeg skrev. Jeg skrev fx "Twin Peaks er ikke en krimi. I hvert fald ikke KUN en krimi", og jeg argumenterede krafigt for min sag, bl.a. med denne udtalelse: "Det har da også været foreslået - fx af Twin Peaks-instruktørerne Duwayne Dunham og Tina Rathborne - at Laura Palmer blot er en McGuffin. Hendes død er blot en undskyldning for at trække opmærksomhed til byen Twin Peaks, så der kan fortælles en historie om de mennesker, der bor der. Hendes død er ikke væsentlig. Det ville den selvfølgelig være, hvis Twin Peaks var en traditionel krimi, men fordi Twin Peaks overskrider grænserne, kunne de tillade sig at flytte fokus væk fra opklaringen."

I dit indlæg svarede du blot, at Twin Peaks var "en typisk krimiserie, hvor man skulle finde morderen." Bl.a. derfor troede jeg ikke, du havde læst mit indlæg. Men vi talte forbi hinanden. Du mente åbenbart at den var typisk modsat Lynch's spillefilm.

Mht. skuespillet, vil jeg påpege en ting. I traditionelt tv-melodrama er der ofte kvalmende følelsesladede scener, hvor kameraet går helt tæt på karaktererne og viser os, hvad de føler (og hvad vi skal føle). Men i Twin Peaks parodieres disse øjeblikke! Twin Peaks latterliggør de sædvanlige melodrama-serier ved at overdrive disse scener helt ud i det ekstreme. Skuespillerne er tvunget til at spille disse scener uden nogen som helst form for realisme! Nu kan man, som du, selvfølgelig godt have den opfattelse, at Twin Peaks eller skuespillerne er dårlige i disse scener. Men jeg nyder bestemt disse øjeblikke. Det, der er på færde, hvis jeg ellers tolker det rigtigt, er, at Twin Peaks i disse scener siger: "Vi-tager-pis-på-det-kommercielle-tv-drama-som-form-fordi-det-stinker!" Jeg synes det er hylende morsomt! Det er jo noget man finder meget af i Twin Peaks - og i David Lynchs værk som helhed - dette at han er bevidst om, hvordan en given scene sædvanligvis fortælles, og at han kommenterer på det ved at fortælle den anderledes! David Lynch og Mark Frost ved godt, at Twin Peaks ikke er verdens første tv-serie. De kender tv-serie-traditionen, og de forholder sig til denne tradition - og de gør op med den! Det samme kan man sige om Lynch i forhold til film-traditionen. På den måde ligger Twin Peaks helt på linie med Lynchs spillefilm. Men der er en modsætning deri, at Twin Peaks i modsætning til Lynchs film er ultra-kommerciel massekultur. Serien havde i hvert fald i starten enorme seertal, hvilket ikke just er tilfældet for hans spillefilm. Derfor er seriens eksperimenteren endnu mere imponerende. Men man må gå ind på seriens præmisser, hvis man skal kunne lide den. Man kan dog have den holdning, at en 100% realistisk fortælling er at foretrække. Smag er jo forskellig.

kiokio skrev:
Men du må give mig ret i at der ikke er noget david lynch over sæson 1. Det var det jeg mente. Det er først i sæson 2 at serien bliver spændende.

Jeg synes, der er meget Lynch over sæson 1 (jf. herover), men det er nu ikke fordi det er et ultimativt krav. Tv-serier har jo sjældent dette auteur-tilsnit over sig (Riget, Dekalog, Heimat har måske). Man kan også nævne narratologien i Twin Peaks (det, jeg har omtalt i afsnittet Tjekhovs revolver længere oppe). Disse besynderlige narratologiske træk, som vi aner i TP, er ført fuldt igennem i Lost Highway, hvor begivendheder foregår uden tilknytning til det, der er gået forud, eller sågar foregår baglæns.
Jeg har i øvrigt stadig ikke set sæson 2.

Jeg kan kun opfordre dig - og alle andre - til at skrive alt det i orker!


Top
   
Indlæg: man okt 22, 2007 20:35 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs feb 12, 2002 2:01
Indlæg: 6364
Geografisk sted: Kattegat
martin-faroe skrev:
Jeg kan kun opfordre dig - og alle andre - til at skrive alt det i orker!


Vi kan jo slet ikke hamle op med det du har skrevet om Twin Peaks her i tråden :)

Jeg har skrevet lidt om sæson 2 i Twin Peaks: Sæson 2-tråden, og kan da lige klippe det herind:

Jeg synes at sæson 1 er noget af det bedste TV der nogensinde er lavet, og de første afsnit af sæson 2 holder bestemt kvaliteten, men sidste halvdel af sæson to var jeg dybt, dybt skuffet over. Jeg synes slet ikke det passer til resten af serien. En af forklaringerne kan være, at man havde fået afsluttet første "historie" så at sige, og skulle videre derfra. Det gjorde man ved at bringe en masse nye plots ind, som man kunne bygge videre på i senere sæsoner, men faldende seertal og David Lynchs svigtende interesse for serien, gjorde bl.a. at det ikke blev til mere. Dette er i hvert fald min forklaring på, at jeg synes, at sidste halvdel af sæson 2 står underligt usammenhængende for sig selv. Dog vil jeg sige, at jeg synes man får afsluttet serien godt. Så alt i alt er det "bare" den sidste del af sæson 2 der irriterer mig lidt.

Og så var min allerførste anmeldelse herinde af Twin Peaks: Sæson 1. Det var da jeg stadigvæk hed Silent Bob :shock: :D Jeg slutter anmeldelsen med disse ord:

Hos mig hersker der ingen tvivl. Twin Peaks er nyskabende Tv af allerhøjeste karat, og jeg mener at vi må finde Twin Peaks i en Top 3 over alletiders bedste og mest intelligente Tv-serier. Jeg er dog ikke enig i de betragtninger der siger at serien kørte i for kort tid, og at man forsømte en mulighed for at udforske og uddybe sig i flere mysterier. Sidste halvdel af sæson 2 halter langt bagefter i kvalitet, og man skulle i hvert fald have fundet på et eller andet for at puste nyt liv i serien. Men det skal selvfølgelig ikke tage noget fra sæson 1, som dette jo handler om. Den lever på en helt uimodståelig og usædvanlig måde, og er på alle måder en mesterlig fortælling, med det helt rette mix af komik, spænding og gys.

Alle burde tage turen til Twin Peaks. Du vil aldrig blive den samme igen...


Den anmeldelse kan man klikke sig ind på - hvis man tør ;) for den er jo ynkelig i forhold til martin-faroes grundige gennemgang :thumb:


Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 11 indlæg ] 

Alle tider er UTC+02:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 12 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Danish translation & support by Olympus DK Team