^Argh, jeg må hellere få set The French Dispatch i en fart. Det ærgrede mig voldsomt, at jeg missede den i biffen*
Jeg har ikke set nogen af Hobbitten-filmene siden biografen. De meldinger, jeg har set om EE-udgaverne gav mig ikke indtryk af, at de rettede nogle middelmådige film voldsomt op, og i hvert fald slet ikke til 6
Det virkede som om, Peter Jackson havde glemt mange af de dyder, der gjorde LotR så fantastisk, og jeg tænker ikke, at længere spilletid redder filmene fra bizarre CGI-actionscener (der var noget med nogle tønder og Legolas, der ophæver tyngdeloven) eller ligegyldige kærlighedshistorier. Men fair, nu er jeg da blevet nysgerrig!
Vi er stadig ikke helt på plads, og projektoren lader vente på sig, så det blev til en sparsom måned, men med nogle gode oplevelser:
Februar Spider-Man: No Way Home (2021)
Duel (1973)
A Night at the Opera (1935)
Kandis For Livet (2021)
Flugt (2021)
Nightmare Alley (2021)
*Apropos biffen, først et lille rant om billetpriser. 135 kroner for at se Spider-Man i en halvlille sal, almindelig, flad 2D uden Atmos, fri popcornbar eller skuldermassage - kl. 10 en søndag morgen. Det er sgu for dyrt. Jeg er med på, at biograferne har haft det hårdt under nedlukningen, men det her er ikke vejen frem, hvis man vil lokke folk væk fra de hjemlige skærme.
Jeg var af sted to gange i den forgangne måned, og
Spider-Man: No Way Home var et fint opkog på Your Friendly Neighborhood Super Hero Greatest Hits. Jeg følger meget begrænset med i MCU har har fx. ikke set Far From Home, men jeg var fint underholdt. Tom Holland er stadig noget fersk som Spidey, især sammenlignet med det fine drys akavethed, som Tobey Maguire gav ham, men han gør det fint i samspillet med Zendaya, og her er nogle gode actionscener. Jeg er v-i-r-k-e-l-i-g træt af Marvelhumor, især comic relief-kammeraten Ned, men ok, man kan ikke vinde på alle fronter.
Nightmare Alley er helt vanvittigt flot og stemningsfyldt, og er Bradley Cooper lidt intetsigende i hovedrollen, er han til gengæld omgivet af et forrygende cast, der spiller på alle tangenter. Filmen er klart for lang, ikke mindst i sin opstart, men ellers er det en virkelig vellykket moderne noir-historie, der havde fortjent en bedre skæbne i biograferne.
Kandis for Livet var et fint portræt af en gruppe mennesker, som det havde været nemt bare at pege fingre af. Meget vellykket.
Og endelig var der gode gensyn med Spielberg, Marx Brothers og Danmarks store Oscar-bejler.