Årets Top 10 (af sete film pr. dags dato)
Bobler: Bad Times at the El Royale Drew Goddard’s kammerspil, Bad Times at the El Royale, er egentlig en meget fed historie, og meget velspillet, men i sidste ende er den nok også lidt nem at glemme igen, da dens historie måske i realiteten ikke er en, der hænger ved.
10. A Quiet Place John Krasinskis monster-gyser om familien, der er nødt til at leve i kronisk stilhed, er smukt fortalt, eksekveret og ikke mindst en spændende og anderledes historie. Jeg er stor fan og glæder mig til opfølgeren. Blunt, Krasinki og børnene spiller mesterligt i denne stille ære, hvor stilhed er altoverskyggende vigtig for overlevelse. Monstrene er ret genialt lavet og er bestemt ikke nogle, man kunne have lyst til at støde på.
9. Avengers: Infinity War Avengers: Infinity War blev filmen, hvor den onde skurk, Thanos, blev en nuanceret og relatérbar figur i MCU-universet, der skulle op mod hele det kendte Marvel-ensemble. Den første film af to om kulminationen på ti års heltefortællinger var sprængfyldt med fede scener, sjove jokes og en historie, der rent faktisk giver rigtigt god mening, også for dem, der hader Marvel og superheltegeneren. Desuden var det genialt at se næsten alle heltene sammen at last, da alle figurer mere eller mindre får nok tid på skærmen sammen. Det er ret godt ramt. Det skal blive godt med Avengers: Endgame her til foråret. Jeg glæder mig MEGET!
8. Molly’s Game Jessica Chastain er en satans god skuespiller som spiller røven ud af kjolen i rollen som skisportsstjernen Molly Bloom, der efter en skade og et karrierestop i stedet bliver vært for high-stakes poker-arrangementer blandt de kendte mennesker rundt omkring i USA. Molly’s Game er en forbløffende historie, der både evner at være sjov og alvorlig uden at tabe handling eller sin energi.
7. The Ballad of Buster Scruggs Coensk-brødrenes Western-antologi er fandens godt lavet og går fra det Looney Toons-agtige falden-på-halen-sjov til det dystre, mørke og triste. Tom Waits’ ihærdige guldgraver eller Dudley Dursly som levende marionetdukke er så pokkers Coensk, at man sagtens kunne tage sig selv i at tænke: Gider I godt lave en til?
6. Coco Det mexicanske tema i Pixars Coco er blændende og med stor respekt for den mexicanske kultur. Da min kæreste, der har boet i Mexico, udtalte at det lignede der, hvor hun havde boet, blev jeg glad, for Pixars Coco er virkelig en kælen for sanserne i det absurde dødeunivers i Mexico. Absurd sjov, velfortalt og ikke mindst en historie, man godt vil kunne se igen og igen og igen.
5. You Were Never Really There Joaquin Phoenix' underlige film om den dybt traumatiserede håndlanger, der brutalt slår sine fjender ihjel samtidig med, at han redder en ung pige fra grusomheder, får i et intenst tempo og i en ond, barsk og traumatisk verden. Allermest spiller Phoenix endnu en gang helt vildt godt og efterlader ingen tvivl om sine evner som skuespiller.
4. Leave No Trace Ben Foster i en mesterrolle som seriøst PTSD-ramt soldat, der sammen med sin datter bor i skovene, så de kan være trygge. Interaktionen mellem Foster og hans datter samt deres møder med forskellige mennesker ude i den rigtige verden er med til at fortælle historien om, hvor svære krigstraumer kan være, men også hvilken effekt den slags kan have på familielivet. Mesterlig.
3. Wind River Mesterlig kold thriller med en vigtigt budskab bæres af en stærk Jeremy Renner som jæger og en fornuftig Elizabeth Olsen som FBI Agent, der er meget uden for sit element. Blottet for humor formår Wind River at fortælle en stærk historie i bidende kulde og at fortælle en historie, der sætter sig fast med den rå og barske format. Og så formåede jeg jo at få en god flok af DAHF’erne til at se Wind River efter jeg selv gik i promoveringsmode!
2. The Shape of Water Guillermo del Toros mesterlige film om kvinden, der forelsker sig i et vildt og utæmmet rumvæsen, der bor under vandet, er på alle måder en særlig oplevelse. Musikken, stemningen, handlingen er fremragende og ikke mindst er den fantastiske hovedperson bare rigtigt god. Visuelt og historiefortællingsmæssigt en helt særlig oplevelse.
1. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri Filmen med den mest irriterende titel nogensinde er for mig årets film i kraft af dens fantastiske præstation af Frances McDormand, der spiller en desperat mor, der ønsker at politiet og samfundet opklarer det tragiske mor på hendes datter. Filmens bæres oppe af en stor portion humor, som er med til at fortælle en tragisk historie på en lidt anden måde, end den måske ellers kunne være fortalt. Sam Rockwells uduelige bonderøvsbetjent, der er et rigtigt røvhul, men som alligevel udvikler sig i løbet af historien medfører endnu mere kredit til denne ganske enkelt gode film, der fortjent gav både Rockwell og McDormand en Oscar.
Årets guilty pleasure
The Meg Filmatiseringen af Steve Altens efterhånden aldrende bogserie om Jonas og de store Megalodon-hajer er for mig klart årets bedste guilty pleasure. Hajen er mesterligt lavet, skuespillet til tider tåkrummende elendigt, men historien tager ikke sig selv for seriøst og på den måde bliver monsterfilmen helt spiseligt og en glimrende moderne monsterhajsfilm, der dog ikke på nogen måde truer Jaws som den bedste hajfilm nogensinde.
Årets skuffelse
Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald Film to i JK Rowlings forhistorieunivers har både meget travlt med at fortælle os ca. otte historier på én gang, mens den samtidig både føles som om den går for hurtigt OG at den er for lang. Fantastic Beasts nr. 2 fungerer bedst, når den forsøger at være sjov, men da Rowling har valgt at være MEGET seriøs, formår den ikke rigtigt at skabe nogle følelser som seeren, bedst eksemplificeret ved slutningen, som forsøger at gøre ondt, men slet, slet ikke gør det. Og så hjælper det altså ikke noget, at Johnny Depp ser ud som om, at han storkeder sig i rollen som den onde Grindelwald. Eddie Redmayne og Dan Fogler er filmens formildende figurer, der som sjove modsætninger heldigvis redder Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald fra at være fuldstændig uduelig.
Årets lort
Ready Player One Gider næsten ikke sige noget om det skrammel, som Sten Spejlæg fik lavet, men der er i hvert fald hverken energi, lyst eller vilje til at lave en god film om dette nostalgiunivers. Resultatet er træt og ualmindeligt forglemmeligt.
_________________ Må DAHF altid bestå!
Senest rettet af Mike Haggar fre jan 11, 2019 16:00, rettet i alt 2 gange.
|