Buck Rogers skrev:
The Detective er den her semi-forgænger til Die Hard, ikke? Kan du sige lidt mere om den og de andre film i serien?
Jeg var ikke klar over en sammenhæng mellem
Die Hard og
The Detective, men på baggrund af dit spørgsmål har jeg læst mig frem til at begge film er baseret på bøger af Roderick Thorpe, hvor der var en identisk politimand. De to film har dog intet med hinanden at gøre, hverken i handling eller stil, udover at Bruce Willis og Frank Sinatra er god for en snappy replik.
The Detective har strengt taget heller ingen sammenhæng med
Tony Rome og
Lady In Cement, idet Sinatra spiller New York politimand Joe Leland i den førstnævnte, og Miami-baseret privatdetektiv Tony Rome i de to sidstnævnte. Sinatra er dog i alle tre film en persona, der ligger meget op af hans generelle image, som lige dele ladies man, garant for retfærdighed og med en udpræget coolness i alle situationer. I betragtning af at filmene foregår i slut-60'erne kan det dog godt virke ret un-cool at hans Tony Rome karakter ofte render rundt i en hvid skipper-kasket, men han bor på en båd i Miami, så det kan undskyldes.
Tony Rome filmene er klassiske private eye mysterier, som kunne have haft Humphrey Bogart i hovedrollen, hvis de havde været lavet 20 år tidligere, men i tidsånden er der en del mere bikiniklædte skønne damer (f.eks. Jill St. John og Raquel Welch), og også mere racy dialog (eksempel: Jill St. John er lidt af en gold-digger type og har denne observation om en date med en rigmand: "He bought me dinner, which I paid for."). Udover gode krimihistorier er der herlige locations i et autentisk Miami, som nok ikke eksisterer længere.
The Detective er lidt mere gritty, dels grundet settingen i New York, og dels grundet handlingen, der bl.a. omhandler homofobi og politikorruption. Sinatra har også en personlig historie med et mislykket ægteskab med Lee Remick, som gik i vasken fordi hun var nymfoman!!
Buck Rogers skrev:
Jeg kender ikke Oleanna, men Mamet plejer som minimum at byde på skarp dialog, så den vil jeg se nærmere på.
Filmen er baseret på et teaterstykke med to medvirkende og en location, så du kan bande på der tales non-stop, men i lange perioder er det mere monologer frem og tilbage. Personerne er en mandlig universitetsprofessor og en kvindelig studerende, og Mamet får skrevet overbevisende vinkler på hvordan situationer mellem karaktererne kan opfattes og fortolkes på to diametralt forskellige måder, og de konsekvenser det får.