#reviews2018Fahrenheit 451 (1966)
Mit DAHF nytårsforsæt i år er, jeg vil prøve på komme med flere tilbagemeldinger på de film jeg ser, som ellers bare gemmes bag en uendelig lang liste med karaktergivninger herinde. Jeg har for det meste knyttet en enkelt kommentar eller to inde på Letterboxd, men glemmer lige Danmarks bedste filmforum i farten. Så forvent ingen lange og dybtgående Steiner, t23 (hvor gemmer du dig henne?) eller Henriksen anmeldelser, men lidt har vel også sin ret.
Back to business.. Det var en ren tilfældighed, at jeg fandt filmen på det lokale bibliotek sammen med
Café Paradis her den anden dag. Jeg havde ikke set Fahrenheit 451 før, men læst gode ting om den herinde, samt interessen for dystopiske film og generelt andre film, der lader sig inspirerer med lignende historier, er stor. Så Truffauts filmatisering af Ray Bradburys klassiker Fahrenheit 451 var indlysende, at jeg endelig kunne se den.
Historien er meget fascinerede og samtidig også en skræmmende potentiel virkelighed. Filmen har en masse charme, og den har en interessant historie om det sociale og udforsker de menneskelige attributter, som Truffaut gør det muligt for os at visualisere de alvorlige undertoner af Big Brother’s enklave og åben for fortolkning. Filmen skaber desværre ikke den rette atmosfære til historien, på trods af den fantastiske score af Bernard Herrmann og Oskar Werners præstation og karakterudviklingen som Guy Montag. Men en ganske fortræffelig film, som der nu også kan tjekkes af på watchlisten.