The Black Hole (Gary Nelson, 1979)
"There's too much interfence! See if you can get through to V.I.N.CENT. with your E.S.P."Da jeg var barn, fik vi Anders And-bladet hver uge. Yay. En dag i 1980 fulgte der noget ekstra med ugens blad - en fantastisk papmaske af en robot, der hed V.I.N.CENT. fra noget, der hed Det Sorte Hul. Jeg fattede intet men rendte glad rundt med masken og syntes, at det der sorte hul lød pænt blæret.
Fast forward til 2018. Jeg har set glimt af filmen hist og her, men vist aldrig i sin helhed. Hvis jeg nu havde set den, dengang i 1980, kunne jeg bedre have genset den med nostalgiske briller. Men som det er nu, ville filmen have gjort sig bedre med en papmaske for øjnene. For nøgternt set er den noget bras.
The Black Hole er tydeligvis et produkt af tiden efter Star Wars, hvor en masse studiechefer har kigget forvildede på deres bestyrelse og råbt "We gotta have one of those". Men selv om indflydelsen fra Lucas' ikoniske værk er klar (hey! robotter! laserpistoler! Darth Vader-klon!), er filmen i praksis mere et barn af Forbidden Planet og Disneys egen 20,000 Leagues Under the Sea. Og hvis man undervejs kommer til at sende et par tanker til Event Horizon, er der heller ikke noget forkert i det. Men alle disse film er langt bedre end Disneys miskmask, der passende selv kunne være dumpet ned i et sort hul.
Den første halve time går med, at en række kendte og ukendte skuespillere går søvngængeragtigt rundt, stive som vaskebrætter, og siger technobabble-ting, der ville have gjort trekkies småliderlige. Stakkels Anthony Perkins og stakkels Ernest Borgnine. Heldigvis lander deres rumskib ved siden af et sort hul, hvor Maximilian Schell giver den som småskør videnskabsmand (aren't they all?) i sit selvpimpede superduper rumskib. Han virker som den eneste, der morer sig lidt over rollen i denne dybt fjogede film.
Der er også nogle Star Wars-robot-kloner (hey! V.I.N.CENT.!) der er komplet ligegyldige og meget, meget ucharmerende, men retfærdigvis skal siges at Disney havde fabrikeret bunker af merchandise, og det ville da være synd, hvis det gik til spilde.
Efter en time med tonsemeget gumpetung exposition og søvngængeragtige mono- og dialoger, må Disney have indset, at der også skulle ske noget, så pludselig tager fanden ved instruktøren, der sender sine søvndrukne skuespillere på stroppetur. Nu skal de skyde! Og springe! Og sprænges i luften! Og så går filmen jo egentlig hen og bliver ok underholdende, men den slutter alt for brat på en ret syret facon, og lige som med Event Horizon kunne man godt lige have brugt 10 minutter mere til at bygge karaktererne op undervejs.
Det er ikke den rene elendighed hele vejen. Modellerne er vildt flotte, og generelt er effektarbejdet virkelig vellykket. Ikke mindst da den ene af vores (ret ligegyldige) hovedpersoner er ved at blive suget ned i det sorte hul - uden rumdragt eller noget pjat - og så liiiige bliver reddet af en af de her kiksede robotter. Det ser flot ud og er samtidig så idiotisk, at man kun kan give Neil deGrasse Tyson ret i at kalde den "the least scientifically accurate movie of all time".
Og ja, John Barrys musik er super. Resten er et sted mellem kikset, syret og kedeligt. Men nu savner jeg min papmaske.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film