Vi kan ikke have en tråd om det fedeste film-årti, nemlig 1970'erne, der bare ligger øde hen, så here goes:
The Confession (L'Aveu), 1970, Costa-Gavras
Costa-Gavras har lavet mange film om hvad der foregår i lande, hvor der foregår politisk misbrug, og i The Confession har han kastet sig over de skueprocesser, der foregik i en række Øst-blok stater i slutningen af Stalin's regeringsperiode. Konkret er denne film baseret på virkelige hændelser i Tjekkoslovakiet, hvor der i starten af 1950'erne var en række toppolitikere og embedsmænd, der blev dømt til døden eller livsvarigt fængsel på baggrund af deres "indrømmelser" om at have været vestlige spioner.
Yves Montand er minister og en dag bliver han hentet af politiet, eller partiet, for at forklare hvilke forbindelser han lige efter krigen har haft til en amerikaner, som hjalp koncentrationslejr-fanger med at komme til hægterne efter befrielsen. Denne amerikaner er siden blevet anset som spion, og nu skal Montand indrømme at han dermed også er spion. Som en god partikammerat vil Montand gerne medvirke til at opklare den rette sammenhæng, men da han åbenlyst skal indrømme noget der ikke er sandheden starter herefter en langvarig proces med at nedbryde ham psykisk og fysisk. Hans familie, og særligt konen (spillet af Simone Signoret, som også i virkeligheden var gift med Montand), bliver også brugt som pressionsmiddel. Med en spilletid på 138 minutter som næsten udelukkende foregår i en fængselscelle eller et forhørslokale bliver vi som tilskuer også en del af denne enerverende Kafka'eske stemning.
Som erklærede kommunister var det et meget modigt valg af Montand og Signoret at medvirke i denne film på dette tidspunkt, og tage opgøret med partidoktrinen. Montand's dedikation bliver endnu mere tydelig af at han tabte næsten 15 kilo på de 6 uger som optagelserne varede, for at følge hans karakters fysiske forfald. Endnu mere kontroversielt bliver det, at næsten samtlige af de personer, som blev dømt i skueprocessen var af jødisk afstamning.
De lange sekvenser i fængslet er indimellem krydret med korte flashbacks og flash-forwards. Fotograferingen, af Raoul Coutard, er langt hen ad vejen bare observerende. På lydsiden er der næsten udelukkende reallyd, men i meget korte sekvenser er der tilsat lydeffekter, og de ca. 5 minutters brug af musik er brugt på det helt rigtige tidspunkt for at give maksimal emotionel punch.
For at få fuldt udbytte af at se The Confession skal man nok have en vis interesse i politisk historie, men man får hen ad vejen alle de informationer der skal til for at følge handlingsforløbet, selvom en masse navne og begivenheder ikke bliver forklaret lige med det samme. Som illustration af hvad der sker når noget (partiet) bliver større end individet, og næsten bliver en religion, er denne film fantastisk.
Blu-ray'en fra Criterion har en fejlfri billedkvalitet, men er naturligvis region-A kodet.