Torsdag var der dømt Wayne's World 1+2 double feature i Cinemateket - oplagt julegave til min søster med mig selv som selskab.
Den første WW har jeg et meget særligt forhold til. Da jeg var blevet lokket til at starte min Laserdisc-/filmsamling i 1992 (havde ingen vhs eller lign.), startede jeg med tre film. Raiders of the Lost Ark fordi den jo var fantastisk, Star Trek VI fordi jeg godt kunne lide Star Trek, og
Wayne's World fordi... nå ja, det var månedens tilbud til 198 kr
Jeg havde aldrig hørt om SNL, og der var mange jokes, som jeg fattede hat af. På den anden side var der ikke mange penge i sparegrisen i starten, så investeringerne skulle udnyttes maksimalt. Af samme grund tror jeg, at jeg har set WW omkring 15 gange, og det kan den sgu nok ikke helt holde til
Den har derfor holdt mange års pause, men jeg tænkte, at jeg nok kunne tåle et gensyn nu.
Og det kunne jeg da også. Med et par undtagelser kunne jeg stadig huske al dialog udenad, men det gjorde nu ikke det vilde. Den første WW er stadig en gang underholdende rod, med jokes der stritter i alle retninger, men også med det charmerende Wayne og Garth i front, der får hele herligheden sådan nogenlunde bundet sammen. At historien om en opportunistisk, slimet tv-producer (Rob Lowe), der vil opkøbe Wayne og Garths garage-show så ikke er synderligt ophidsende, er mindre vigtigt. Der er masser af fed musik og babes (den danske oversættelse er vildt underholdende i sine forsøg på at følge trop med jargonen, så det vælter ud med "babsolut" og den slags). Sjove cameos (Alice Coopers "we're not worthy"-indslag er bedst, men der er også pluspoint for Terminator 2-joken og Al Bundys morbide caféejer). Det hele er fermt skruet sammen af Penelope Spheeris, der efter sigende blev hyret af tre grunde:
1) Hun havde erfaring fra musikmiljøet. 2) Hun kunne holde sit budget. 3) Hun var lækker.
Det med budgettet var tydeligvis vigtigt, for der var vist tvivl om, hvorvidt filmen kunne trække et publikum. Af samme grund var Paramount tydeligvis nogle nærigrøve, for de spildte ingen chancer for at proppe gratis referencer til deres egne franchises - især Star Trek og Mission: Impossible - ind i filmen.
Men mod alle odds blev filmen en stor økonomisk succes, og der blev med det samme givet grønt lys for en toer. Jeg havde ikke set
Wayne's World 2 siden biffen i 1993, og den faldt altså lidt til jorden ved gensyn. Spheeris var raget uklar med Mike Myers, der havde ry for at være noget af en krukke, og det skinner da også igennem her. Hans første manuskript viste sig i 11. time at være planket fra en gammel film, så der måtte hu-hej skrives et nyt. Og det er ved alle rockguder ikke noget godt manus. Grundlæggende er historien om, at en nøgen indianer og Jim Morrison kommer til Wayne i hans drømme og siger, at han skal lave en musikfestival, bare ikke særlig spændende, og den er alt for længe om at komme i gang.
Der er alt for mange genbrugsjokes fra første film. Myers er pludselig i langt højere grad den eneste reelle hovedperson, mens Dana Carveys Garth bliver kørt ud på et sidespor - så meget, at Carvey protesterede i løbet af produktionen, og der måtte introduceres et plot med ham og gudesmukke Kim Basinger. Meget pudsigt, men også usædvanligt løsrevet fra resten af filmen.
Når det så er sagt, er der der da også en del gode gags, der redder filmen i land, og den varer heldigvis kun 1½ time. Så alt i alt godkendt, men heller ikke mere end det. Måske var den første film heller ikke ligefrem én, der tiggede om en efterfølger.