The Post (Steven Spielberg, 2017)
USA er i krig i Vietnam. New York Times afslører, at Washington godt ved, at det ikke går godt. Washington truer New York Times til at holde kæft. Redaktøren på Washington Post (Tom Hanks) er 110% idealist og insisterer på, at hans avis fortsætter afsløringerne. Meryl Streep ejer avisen men går mere op i at få den børsnoteret. Hanks afslører tingene fordi han er 110% idealist, og så bliver de godt nok mugne, dem inde i det Hvide Hus. Men så får han alligevel kolde fødder, fordi avisens medarbejdere kan komme i fængsel, så nu er han kun 95% idealist.
Men så vender Streep på en tallerken, fordi hun er træt af at blive set ned på, og måske er hun også en smule idealist.
Slut.
Jeg kunne fundamentalt set godt lidt The Post, og det er imponerende, at Spielberg har lavet den sideløbende med Ready Player One. Efter en lidt vel lang optakt går den faktisk hen og bliver ganske spændende. Tidsbilledet er ramt godt, og der spilles godt over hele linjen. Men i forhold til All the President's Men, som er det oplagte sammenligningsgrundlag, falder den altså en smule til jorden. Historien om vigtigheden af en fri presse er sørgeligt aktuel - det er dog ikke nødvendigvis den sikre opskrift på en god film og forhindrer i alt fald ikke The Post i at mangle nogle flere plotmæssige modhager. Tom Hanks kunne spille denne rolle i søvne, og hans
character arc er virkelig uinteressant. Det reelle drama ligger i, om avisfolkene skal vove pelsen og trodse
the powers that be for at forsvare demokratiet. Selvfølgelig skal de det, og det er derfor, at Streep er den mest interessante figur i denne film - fordi det er hende, der har de største overvejelser og kvababbelser om at gøre det rigtige. Men dilemmaet bliver aldrig tilstrækkeligt presserende.
Teknisk set gør Spielberg alle de rigtige ting, men alligevel føles det samlede resultat mere som gode intentioner end dramatisk nødvendighed.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film